Sådan lægger du en stærk strategi for sociale medier
Det at få succes på sociale medier kræver langt mere end jævnlige opdateringer og delinger fra venner og familie. Mange virksomheder fokuserer kun på likes og delinger, men faktisk er det ikke der, fokus skal være – hvert fald ikke kun der.
Hvis din virksomhed har meget på hjerte, men ikke når ud til de rigtige brugere, er indsatsen spildt. Man skal ramme sine kunder – både potentielle og nuværende. Sociale medier indeholder en guldgrube af data, der blot venter på at blive brugt til effektivt markedsføring.
Hvis din virksomhed skal gøre sig synlig på sociale medier, kræver det desuden, at I har en klar og stærk strategi og plan. Planlægningen er afgørende i forbindelse med sociale medier. Man skal kende sin besøgstid og skabe værdi for brugerne – ellers er de lynhurtigt videre til din konkurrent.
1. Hvad er målet?
Inden du igangsætter din indsats på sociale medier, er det afgørende, at du spørger dig selv, hvad din virksomhed egentlig skal på sociale medier, og hvad målet med tilstedeværelsen er. Det kan være, at du ønsker interaktion, følgere eller øget trafik til din virksomheds hjemmeside? Det er dig, der ved, hvad der skaber merværdi for din virksomhed, og du bør derfor sætte målet derefter.
Har din virksomhed en god historie, eller vil du fokusere på et produkt? Det kan også være, at du gerne vil fremhæve din virksomheds altid gode service eller succeshistorier. Det kan være farligt udelukkende at fokusere på sig selv. Din målgruppe forventer nemlig, at din side giver dem værdi. Dit indhold skal altså være værdifuldt, så de får en reel værdi ud af at følge netop din virksomhed.
Inden du går i gang skal du altså spørge dig selv om, hvad der har værdi for netop din målgruppe, og hvordan du kan være med til at skabe værdien gennem sociale medier.
2. Vælg den rette platform
Din virksomheds indsats på sociale medier kan være spildt, hvis I, til at starte med, ikke har valgt det rette sociale medie. Der findes et hav af forskellige sociale platforme, og det kan være ret problematisk at finde frem til hvilken platform, der er relevant for netop Jer.
Identificeringen af en målgruppe er afgørende i forbindelse med samtlige markedsføringsmæssige indsatser, og din indsats på sociale medier er ikke en undtagelse. Det er nemlig altafgørende, at din målgruppe er identificeret. På den måde kan du tilpasse dit indhold til netop din målgruppe – og det gør din content marketing på sociale medier betydeligt mere effektivt.
Der findes en lang række statistikker, der siger noget om, hvilke persontyper der befinder sig på hvilke platforme. Brug dem i din forberedelse, så du er tilstede lige præcis der, hvor din målgruppe også er.
3. Tilpas din kommunikation til platformen – og til målgruppen
Hvis man arbejder med kommunikation, ved man, at der findes mange forskellige måder, hvorpå man kan nå frem til sit budskab. Inden du skaber aktivitet på sociale medier, skal du derfor have identificeret din virksomheds kommunikationsgrundlag: Din Tone of Voice.
Tone of voice er den måde, hvorpå din virksomhed formidler sit indhold. Hvordan fortæller I den gode historie, så den skaber værdi for Jeres potentielle kunder – og selvfølgelig også for Jer? Der skal være en rød tråd i en virksomheds tone of voice, og det er derfor vigtigt, at man kommunikerer det som virksomheden gerne vil stå for – samtidig med at det naturligvis henvender sig til den pågældende målgruppe.
Når I har udvalgt Jeres kommunikationsform, er det vigtigt at holde fast i den, så indholdet på Jeres sociale medier ikke svinger, og fremstår rodet. Brug en kommunikationsform som forbrugerne kan forholde sig til – igen og igen.
4. Hvem gør hvad?
I perioder med travlhed i virksomheden oplever man ofte, at det er indsatsen på sociale medier, der bliver nedprioriteret. Det forholder sig dog bare sådan, at mange brugere mister interessen, hvis der i perioder ingen aktivitet er.
Uanset hvad, er det altså vigtigt, at man sikrer sig, at der løbende publiceres indhold og samtidig, at indholdet er værdifuldt og gennemarbejdet. Hvis I først har mistet en følger, er det nemlig svært at vinde dem tilbage.
Ansvaret for indholdet bør altså indgå som en del af Jeres strategi for brugen af sociale medier. Det er vigtigt, at en har ansvaret for at holde styr på alle facetter af arbejdsprocessen i forbindelse med sociale medier. Noter hvem der udarbejder indholdet, og hvem der deler det på mediet. Samtidig kan det også være en fordel, at det er den samme person, der altid besvarer spørgsmål, kommentarer og reagerer på enhver interaktion. På den måde bliver sidens tone of voice ensartet, og den røde tråd bliver skabt for jer såvel som for forbrugeren.
5. Lav en SoMe-kalender
Et af de vigtigste elementer i en strategi for sociale medier er at udarbejde en social medie-kalender. På den måde skabes der overblik over den fremtidige indsats samtidig med, at I gør arbejdsprocessen ved hver enkel aktivitet langt mere effektiv.
Der er ingen klare retningslinjer for, hvad en social medie-kalender skal indeholde, det er blot vigtigt, at den passer til Jer, og måden I arbejder på.
Som udgangspunkt bør emner, datoer og valg af platform dog indgå som elementer. Hvis datoerne for opslagene i forvejen er planlagt, sikrer I jer nemlig, at indholdet og aktiviteten sker løbende, og forbliver effektive.
Derudover bør I overveje, om kalenderen skal indeholde emner og koncepter for hvert enkelt opslag. På den måde sikrer I jer at komme omkring det hele, og samtidig, at der skabes en sammenhæng mellem alle opslag.
På de fleste sociale medier kan man planlægge udgivelsesdatoen for opslag, og det giver muligheden for at udarbejde indholdet, når der er luft i kalenderen, så det publiceres på den dato, der er aftalt ifølge SoMe-kalenderen.
En social medie-kalender kan opdateres løbende, så indholdet hele tiden er planlagt i nogen tid frem. Find frem til hvad der fungerer bedst for Jer – for nogle er en måneds planlægning nok, mens andre foretrækker at planlægge længere frem i tiden.
6. Hvad er budgettet?
En del af en stærk strategi for sociale medier er desuden at fastlægge et budget sin aktivitet. Konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed på sociale medier er benhård, og det kræver altså økonomi, hvis man vil opnå succes.
Selvom annoncekronerne på sociale medier ikke virker som synderligt meget, kan man hurtigt komme til at bruge en formue på annonceringer, der ikke er effektive. Det er derfor vigtigt, at man på forhånd har fastlagt det budget, man er villig til at bruge på månedsbasis.
Det kan I mange tilfælde være svært at vurdere, hvad budgettet egentlig skal være, men faktisk vil man hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvor langt kronerne rækker – og de rækker langt på sociale medier, hvis man formår at udnytte dem lige efter bogen.
Med løbende overvågning og optimering af både kommunikation, budskab og opsætning vil man kunne effektivisere aktiviteten – og så er annoncekronerne altså rigtig godt givet ud.
7. Overvåg, optimer og tag til dig
Det er nærmest en umulighed altid at ramme rigtigt, og du vil opleve, at noget af dit indhold får mindre respons end andet. Det er vigtigt, at man ikke blot følger sin social medie-kalender til punkt og prikke uden at lytte og forholde sig til den respons, man løbende modtager.
Responsen er afgørende for den fremtidige indsats, og skal altså tages med som evalueringsgrundlag hver gang, der planlægges fremtidige indsatser på virksomhedens sociale medier.
Det er dog ikke nok blot at reagere på følgernes respons i form af likes og kommentarer. Heldigvis findes der en lang række forskellige værktøjer, du kan bruge, når du skal overvåge din målgruppe og måle effektiviteten af dine aktiviteter på sociale medier. Google Analytics og Facebook Insights er blot eksempler på redskaber, man kan bruge til at overvåge følgernes engagement og aktivitet på de respektive sociale medie platforme.
Når indsatsen er planlagt, målgruppen identificeret og budgettet fastlagt er det bare med at komme i gang. Den bedste måde at opnå en effektiv markedsføring gennem sociale medier er ved hele tiden at tilpasse sig og evaluere på de tal, målinger og interaktioner man får.
Hvis du gerne vil lære mere om din virksomheds muligheder på sociale medier, kan du læse vores guide til brug af Instagram for virksomheder.
God fornøjelse!
Brug for hjælp? Så kontakt os:
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407