Negativ SEO – en ting til baghovedet og værktøjet til at imødegå det

Negativ seo

Hvis du har taget et kig i vores SEO-ordbog, kan det være, du er faldet over udtrykket ’negativ SEO’ og tænkt, om det er værd at bekymre sig om. Det er det i langt de fleste tilfælde ikke. Det er en ting, der hører til i baghovedet, og som de fleste herhjemme ikke kommer til at beskæftige sig med.

Negativ SEO er mest udbredt inden for bestemte brancher og nicher, hvor konkurrencen er utroligt høj, og typisk brancher hvor det ikke er vigtigt at bekymre sig om langsigtede planer. Det vil typisk være i brancher som gambling og lånevirksomheder, negativ SEO vil finde sted.

’Der findes bedre ting at bruge tid på’

Sund fornuft – og en god portion erfaring og indsigt i mekanismerne i søgeordsoptimering – fortæller os, at det er bedre at fokusere på sig selv. SEO er en proces, der tager tid, og derfor vil det som oftest være bedre givet ud at fokusere på at styrke sin position hos Google, end det er at bekymre sig om eventuel negativ SEO.

Googles Gary Illyes forklarer på Twitter over for en anden Twitter-bruger, at ”hvis man har bedre ting at tage sig til, skal man gøre det.”

Illyes svarer på et spørgsmål om Googles Disavow-værktøj, som vi nok skal forklare lidt nærmere om nedenfor, og om det er Googles anbefaling at bruge det. Og her lød det altså fra den promintente Google-medarbejder, at det generelt ikke er en anbefaling.

Følger man Twitter-tråden lidt tilbage, kan man se et andet prominent medlem af Google-maskinen, John Mueller, sige til en Twitter-bruger, at han ville bruge Disavow-værktøjet – her er situationen dog lidt speciel.

Mueller svarer nemlig på en forespørgsel, der omhandler en trussel om negativ SEO fra en lyssky gruppe individer, der kræver penge for ikke at starte et DDoS- og negativ SEO-angreb. Her er altså en situation, hvor negativ SEO (tilsyneladende) er en reel mulighed/trussel.

Det vil det som oftest ikke være for langt de fleste danske virksomheder, og i dagligdagen vil negativ SEO ikke være noget, man skal bekymre sig om.

Disavow-værktøjet

Brug disavow vaerktoejet og undgå links som skader din google rangering

Det kan være svært at holde snor i alle de links, der peger på din side, og det er grunden til, Google har lavet sit Disavow-værktøj – det, der hedder ’Afvis backlinks’ på dansk.

Google har nogle retningslinjer for, hvordan man som webmaster skal agere i forbindelse med sin hjemmeside, for at bliver indekseret af Google. Det er ikke alt, der går, og overholder man ikke disse retningslinjer, risikerer man slet ikke at komme med i Googles søgeresultater.

Her kommer Disavow-værktøjet ind i billedet. Har man links på nettet, der peger til ens side, men som man ikke har lyst til skal pege på ens side, kan dette værktøj komme i spil.

Måske har man en masse links fra kommentarfelter liggende, som blev lavet for år tilbage, da det faktisk ville gavne, men som nu nærmere skader SEO-mæssigt. Hvis man ikke kan komme til at ændre eller fjerne de links, kan man bruge Disavow-værktøjet til at fortælle Google, at de links skal søgemaskinerobotterne se bort fra.

Lidt forsimplet uploader man en liste over de links, man gerne vil afvise, og så tager Google ikke de links med i betragtningen, når sider skal rangeres i søgemaskineresultaterne.

Det er også derfor, Disavow-værktøjet er i spil til negativ SEO. Typisk negativ SEO vil være med vilje at lave så mange links til en konkurrents side fra mere eller mindre skumle steder, at Google opfatter det som spam – noget der skader rangeringen.

Målet for denne negative SEO kan så fortælle Google, at det ikke er noget, man selv har gjort og gennem værktøjet sige, at disse spammede links ikke skal tælles med i vurderingen af siden.

Kompliceret for lægmænd

Som nævnt er negativ SEO sandsynligvis ikke noget, du skal bekymre dig om, men det kan være rart at vide, at der findes værktøjer, der kan bekæmpe det.

Som Google også selv skriver på forklaringssiden om at afvise backlinks, som Disavow-værktøjet hedder på dansk, er det en avanceret funktion. Man skal vide, hvad man gør, når man bruger den, ellers risikerer man at gøre mere skade end gavn.

Derfor er det også en anbefaling at kontakte et bureau eller konsulenthus, der har styr på den slags. Hvis du er bange for negativ SEO eller er blevet udsat for det, er du velkommen til at kontakte os og få en snak om, hvad vi kan gøre for dig og din virksomhed.

 

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen