Facebook forklarer (en del af) deres videoalgoritme
Videoer klarer sig som regel godt på Facebook, og videoer er en god måde at komme ud over rampen på og nå sin målgruppe – ligesom Facebook er et godt medie til det. Nu forklarer Facebook selv noget af det, der kendetegner succesfulde videoer.
Nærmere betegnet forklarer Facebook lidt mere om, hvilke signaler de kigger efter, når de vælger, hvilke videoer der skal pushes ud til brugerne. Signaler er også det, Google kalder deres faktorer, der kommer med i beregningen, når de skal vælge søgeresultater i deres søgemaskine, og det er samme princip her.
Det er i og for sig ikke raketvidenskab, Facebook lægger frem – i det store hele siger de bare, at man skal lave sine egne videoer, og at de skal være gode, så brugerne gerne vil se dem færdige og interagere.
Alligevel dykker vi en smule ned i de 4 signaler eller faktorer, som Facebook selv lægger frem som nogle af de vigtigste.
Facebook vil have originale videoer
Det første, Facebook selv nævner som et signal eller faktor, er originalitet. Man skal lave sine egne videoer. Man må selvfølgelig gerne få et produktionshold til at producere den nye Game of Thrones og dele den selv, men det går ikke at dele andres videoer.
Det vil sige, at det kan man godt, men så risikerer man, at Facebook skruer ned for rækkevidden, og det er jo det modsatte, man gerne vil.
Du kan heller ikke slippe afsted med at tage en sjov video, som andre har lavet og så smække en bjælke på med teksten ”WTF ?” i klassisk Snapchat-stil. Det er ikke nok til at gøre det til en original video, for man skal lave mere om, før man kan kalde det sit eget.
Og husk så i øvrigt på alt det med ophavsret og forskellige andre rettigheder, når du har med billeder og videoer at gøre.
Skaf loyale seere
Facebook kigger blandt andet på, hvordan man opfører sig som bruger i forhold til videoer. Det tydeligste eksempel er, hvor længe man ser videoerne. Facebook tænker, at hvis du ser videoen færdig, var den nok ret god, og så vil de også gerne vise videoen til andre.
Det lyder også, at man gerne må lave videoer, der er mere end 3 minutter lange, fordi det siger Facebook, at de prioriterer. Det er jo let nok at forholde sig til, når man står og skal planlægge sin videoproduktion.
Facebook skriver også, at de har forskning, som viser, at folk gerne vil have længere videoer med et handlingsforløb. Det lyder fancy, men reelt har alle videoer jo et handlingsforløb, uanset hvor struktureret det er, så måske skal man bare sørge for, at indholdet er spændende hele vejen igennem. Og så gerne længere end 3 minutter.
I øvrigt skal man helst undgå clickbait og andre lokkemidler, og så – lidt paradoksalt – vil Facebook reducere rækkevidden for videoer med mange statiske billeder, fordi de kan føles som diasshows. Det er paradoksalt, fordi Facebook selv tilbyder i Business Manager, at man kan lave billeder om til video.
Derudover er det også en faktor, hvordan brugerne finder dine videoer. Hvis folk gentagende gange stopper op i feedet og ser en video færdig, særligt i Facebook Watch, er det en god ting, og det er endnu bedre, hvis brugere aktivt leder efter dine videoer. Dette har Facebook givet sit eget lille punkt, selvom jeg synes, det burde blive slået sammen som jeg har gjort det, derfor er vi på 3 signaler nu.
Interaktioner igen, igen
Det 4. signal er interaktion. Ligesom det længe har været med Facebook, skal man have folk til at interagere, hvis man gerne vil ud organisk, og organisk betyder gratis – det vil de fleste rigtig gerne.
Med videoer på Facebook er det sådan set ikke anderledes. Det er en god idé at få folk til at reagere på videoerne i form af reaktioner, delinger eller kommentarer.
Dog skal man ikke være for pushy og køre hårdt på med det, som Facebook kalder ’interaktionslokkemad’ eller ’engagement bait’ på engelsk. Det kan du læse mere om Facebooks kamp mod her.
Med denne viden i bagagen skulle du gerne være bedre rustet til succes på Facebook, ellers kan du bruge kontaktformularen herunder – så kan vi tage en snak om, om vi ikke kan hjælpe dig.
DK-31929407