Twitter fjerner stram begrænsning på tweets
I et forsøg på at vende de sidste to års negativ udvikling, har Twitter nu besluttet sig for at fjerne en del af karakterbegrænsningen på de såkaldte tweets. Begrænsningen forsvinder dog ikke, ligesom den heller ikke bliver sat op til 10.000 tegn, som folk ellers tidligere har spået om.
I stedet gør Twitter billeder og links gratis, således at de altså ikke tæller med i de meget begrænsende 140 tegn, som en tweet maksimalt må fylde. Ændringen er ikke trådt i kraft endnu, men gør det inden længe. Indtil da koster billeder og videoer op mod 20-25 tegn, så længden af et tweet kan blive helt ned til 95 tegn, hvis man bruger begge dele.
Keep it simple, Twitter
Ud over at fjerne begrænsningen på billeder og links, vil man også gøre sådan, at @navn heller ikke tæller med i tweetets længde. Alt i alt får man altså hele 140 tegn til at ytre sit budskab, og man begrænses derfor ikke af at bruge links og billeder eller henvende sig til andre brugere.
Tidligere har der også været et forvirrende reglement omkring nye tweets, der henvender sig direkte til en anden bruger, uden at være svaret i en samtale. Twitters system sorterede disse tweets, så en ny tweet, der startede med @navn kun kunne ses af personer, der allerede fulgte den taggede. Det har fået brugerne til starte tweets med ”.@navn” for at omgå denne regel, som altså nu fjernes.
Alt i alt skal Twitters nye indsats gøre reglerne omkring tweeting mere simple at forstå, samt gøre det mere attraktivt for såvel nye som eksisterende brugere at blive ved med at bruge det sociale medie. I Danmark har Twitter aldrig rigtig vundet indpas hos brugerne, men måske har det fået en ny chance?
Kun en lille del af danskerne bruger Twitter
Ifølge denne undersøgelse, som DR kunne offentliggøre sidste år, bruger hele 59 % af danskere Facebook dagligt – kun 4 % bruger Twitter på tilsvarende vis. Der er desuden ikke noget, der tyder på, at dette billede har ændret sig markant i løbet af det sidste års tid.
Hvad, der også er interessant, er, at ud af de 170.000 profiler, der sidste år nogensinde havde skrevet et tweet på Twitter, stod de 1,5 % mest aktive brugere for mere end halvdelen af al aktiviteten på mediet. Der er altså tale om en meget lille gruppe af reelt aktive, danske profiler.
Twitter er i Danmark mest kendt som et medie, hvor politikere og meningsdannere tilkendegiver deres mening forfattet i korthed på en uformel måde. Om Twitter med sine ændringer fremover vil være mere attraktivt for ’almindelige’ danskere at bruge vil tiden vise.
Markedsføring på Twitter
Indtil videre er der fortsat rimelige chancer for at blive hørt på Twitter – danske virksomheder flokkes nemlig ikke på Twitter for at dele deres budskaber. Der er derfor gode muligheder for at skille sig ud fra sin branche ved at give Twitter-markedsføring et skud.
På Twitter har man som virksomhed mulighed for en lang bedre målrettet markedsføring end på Facebook, hvor man efterhånden også drukner i mængden af ivrige virksomheder. Twitter er ikke overbefolket, men til gengæld sidder der mange meningsdannere og beslutningstagere, samt folk, der generelt gerne vil være med, når tingene sker.
Disse har allerede skærpet deres nyhedsstrøm på Twitter til at få nyheder, der er relevante for dem, og det, de arbejder med. Der er med andre ord en god sandsynlighed for, at din virksomhed kan skyde med rimelig skarpe skyts på Twitter og ramme din målgruppe så præcist, at din konverteringsrate bliver meget pænere end på Facebook og andre sociale medier.
Med fjernelsen af begrænsningen af tweets, bliver Twitter mere attraktivt at markedsføre sin virksomhed på. Billeder og links er begge dele meget vigtige, når det handler om at blive synlig i strømmen af opslag på et socialt medie – billeder skaber blikfang og links peger brugerne videre til virksomheden.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407