Google: Nej tak til flere doorway pages!

Google: Nej tak til ”doorway pages”

Google: Nej tak til flere doorway pages!Du ser dem hver dag i søgeresultaterne, men det er ikke sikkert, du er klar over, det er ’doorway pages’.

En doorway page er en side, der har til formål at supplere hovedsiden for et givent firma. På den måde har firmaet lige pludseligt 2 eller 3 resultater på side 1 af Googles søgeresultater og de vil få flere besøgende.

Ud ad til er det ikke den samme side. Det er naturligvis forskellige URL’er. Men siden leder hen til den samme side i sidste ende og deraf kommer navnet ’doorway page’. Siden i sig selv tilbyder ingen reel værdi, men er blot en åben dør til hovedsiden.

Og dét mener Google er et dårligt søgeresultat.

Ny algoritme frasorterer doorway pages

En opdatering til Googles algoritme vil gøre mere for at fjerne disse doorway pages fra de organiske søgeresultater. Google har ikke taget stilling til de firmaer, der benytter flere forskellige domæner i AdWords med samme formål og resultat.

Algoritmen er endnu ikke udgivet, men er blevet annonceret på Googles egen officielle blog her.

Googles udfordring med de mange doorway pages er, at de ingen reel tilbyder de besøgende. Det er blot en genfortælling af det samme, der står på hovedsiden. Hvis en besøgende ser hovedsiden og går tilbage til søgeresultaterne for så at gå ind på en doorway page er det reelt set samme resultat, brugeren ser.

Dét er en dårlig oplevelse. Google ønsker naturligvis at minimere antallet af negative oplevelser med deres søgemaskine, da de mange brugere er hvad Google kan sælge videre til virksomheder med Google AdWords-annoncerne.

Kan både være på interne og eksterne sider

En doorway page behøver ikke at være et andet domæne end det primære, der også er ejet af din virksomhed. Det kan også være undersider direkte på din side, der har til formål at optimere til søgemaskiner nærmere end at give en god oplevelse til brugerne.

Google har sat en række spørgsmål op, du kan stille dig selv. Med spørgsmålene kan du få en idé om, hvorvidt dine sider giver værdi til brugeren eller ej.

  • Gentager dine sider blot indhold fra andre sider på domænet (som fx produkter) med det formål at få flere besøgende fra søgemaskinerne?
  • Har du sider eller domæner målrettet specifikke regioner eller byer, som alle leder brugerne videre til den samme side?
  • Er dine sider at betegne som ”øde øer”, hvor det er svært eller umuligt at komme til fra andre steder på dit domæne? Bliver der linket til dem andre steder, eller eksisterer de kun for søgemaskinerne?
  • Er siderne lavet alene for at skaffe mere affiliate trafik og at sende brugerne videre uden i sig selv at tilbyde unikt indhold og funktionalitet?

Kan du svare ja til et eller flere er der risiko for, at Googles kommende algoritme også vil have indflydelse for dig.

Tvivlsomt hvor hårdt det vil ramme på dansk

Dansk er et svært marked for amerikanske Google at forstå på grund af sproget. Det er en fordel for de, der forstår sig på søgemaskineoptimering. Vi har generelt ”længere snor” i Danmark med hvad vi foretager os end på det amerikanske marked, hvor Googles søgemaskine og filtre er mere sofistikerede.

Derfor er det også tvivlsomt hvor hårdt den kommende doorway page-algoritme vil ramme på dansk – det vil tiden vise.

Endnu et slag mod affiliates

Du kan nemt tolke den kommende doorway page-algoritme som (endnu et) slag mod affiliates.

For lidt over et år siden kom Google med en algoritmeændring, der mindskede effekten af at have et såkaldt EMD – Exact Match Domain. Det ramte i høj grad affiliates, der brugte EMD’erne til at ranke på specifikke produkter og tjenester. Både før og efter har forskellige Panda-filtre gjort det svært at drive affiliate-forretning, da det har ramt sider, der i sig selv ikke skaber ny værdi.

Godt nyt for forretninger og de, trafikken bliver ledt hen til i sidste ende. Ikke så godt nyt for affiliates.

Google har også åbent meldt ud hvordan mange affiliate links på en side kan være med til at forværre Googles vurdering af siden. Det har fået mange affiliates til i dag at skjule deres links ved hjælp af javascript, således Google slet ikke kan læse linksne.

Algoritmen, der skal skrue på synligheden for doorway pages, kan udmærket tolkes som endnu et slag mod affiliates. Ofte indeholder affiliate sider meget præcise søgeord og sætninger, der skal lede folk hen til samme produkt eller tjeneste – uden måske at tilbyde så meget unikt til brugeren igen.

Og det er netop sådanne sider Google bl.a. går efter med opdateringen, der i sidste ende har til formål at skabe bedre søgeresultaterne for den enkelte bruger og derved holde denne på Googles søgemaskine – fremfor konkurrenterne Bing og Yahoo med flere.

Kan ramme store sider

Ikke kun du og din virksomhed og mindre affiliates er i risiko for at blive ramt af den kommende side. Det er også store og kendte sider som fx eBay eller Yelp, der har mange sider baseret by fx by eller område. Hele Yelps forretningsmodel er bygget op omkring at vise alle restauranter i et givent område og derefter sælge de øverste pladser i søgeresultaterne.

Hvis Google vurderer, at Yelp blot er en doorway page til den enkelte restaurant kan det få stor betydning for den store amerikanske virksomheds fremtidige virke.

Det vil ikke være første gang en stor virksomhed fra den ene dag til den anden mister sit eksistensgrundlag. For et år siden blev den verdensomspændende Interflora-koncern straffet for at have over-søgemaskineoptimeret. Det var koncernens linkbuilding-strategi, der gik ud på at købe links, der var anledning til straffen.

Interflora røg for en kort periode helt ud af søgeresultaterne, men blev herefter ”lukket ind i varmen igen”. Det samme har virksomheder som Genius.com, BMW, Washington Post og BBC været ude for – se en liste over nogle af de største virksomheder, der er blevet straffet her.

Pas på ”SEO-overoptimering”

For de, er blot laver en hjemmeside og har en smule kendskab til søgemaskineoptimering vil doorway pages-algoritmen næppe være et problem.

Det er i højere grad de, der laver søgemaskineoptimering til hverdag og har tænkt over, hvordan de maksimerer trafikken fra søgemaskinerne.

Den linje der skal trækkes mellem ”grey hat søgemaskineoptimering” – det, der virker og som du ikke bliver straffet for” – og ”black hat søgemaskineoptimering” – det, der er mod retningslinjerne – skal være meget skarp.

At lave forskellige sider til forskellige søgeord og derved skabe relevante sider for de besøgende er god praksis. At lave for mange og intet tilbyde på den enkelte side er ikke god praksis og hvad denne algoritme vil sigte at mindske effekten af.

Googles algoritmeændringer sigter ofte mod netop de, der ”overoptimerer”. Søgemaskineoptimering og Googles første 10 resultater skal ikke være et spil, der vindes af den mest teknisk kyndige – men en udvælgelsesproces, hvor de bedste resultater bliver vist til brugeren. Det kræver blot webmasteren på den enkelte side ved, hvad han laver, så Google fx kan:

  • Crawle siden og læse indholdet
  • Finde ud af hvilke sider der skal ranke på hvilke søgeord
  • Indlæse siden hurtigt og nemt

Og allerede disse tre ting er at kræve mere, end hvad de fleste desværre kan tilbyde.

Hvad skal jeg gøre?

For nu – forhold dig afventende. Der er stadig et par dage til algoritmen kommer ud og der er ingen grund til at ændre noget på din side baseret på gætværk. Selv hvis du ændrede noget nu er det ikke sikkert, Google opdater det til tiden.

Læser du denne tekst efter algoritmen er udlagt og du er blevet ramt af den skal du reagere.

Start med at lave en sådan søgning:

”site:ditdomænenavn.dk”

Udskift domænet med dit eget.

Det vil vise dig alle de sider, Google lige nu har indekseret for dit domæne.

Løb listen igennem for først og fremmest at se, om dit CMS har genereret tomme arkiv-sider, tag-sider, kategori-sider og lignende. Det er sider, der meget lidt værdi giver til brugeren og som du ikke naturligt linker til. Derfor er de i farezonen for denne opdatering. Husk, at doorway pages-opdateringen sagtens kan ramme dig og din hjemmeside selvom du ikke har haft intentioner om at over-søgemaskineoptimere.

Led derefter efter sider, der passer på de andre kriterier for doorway pages:

  • Lidt eller tyndt indhold – meget lidt værdi til brugeren
  • Leder alle sammen videre til de samme sider
  • Tager fx byer, områder eller produkter og spreder dem ud på forskellige sider med samme formål

Du kan også tage fat i OnlineSynlighed.dk. Vi vil gerne tage et uforpligtende og gratis kig på din side med henblik på at definere, om du er i risiko for at blive straffet efter doorway pages-algoritmen og definere hvilke skridt vi kan tage for at undgå dette.

Husk i øvrigt på, at den kommende doorway page-algoritme ikke er det eneste, du skal forholde dig til.

Google opdaterer jævnligt deres Panda- og Penguin-filter, der har til formål at mindske effekten af hhv. dårligt indhold og ringe links. Derudover udkommer enkelte særskilte opdateringer som den førnævnte EMD-opdatering, ligesom ikke-mobilvenlige sider forventes at blive ’straffet’ for så vidt angår de mobile søgeresultater fra 21. april.

Der er nok at se til – men gevinsten for dig, der tager hensyn til det hele og forbedrer din hjemmeside vil også være markant!

John Nielsen