Få etableret din virksomheds tone of voice
Hvordan vil du gerne have, at dine kunder opfatter dig? Humoristisk, seriøs, faktuel eller noget helt fjerde? Måske er det svært at svare på, måske ikke.
Når vi snakker content marketing, går vi op i, hvad der bliver skrevet og udgivet af indhold. Formålet med content marketing er at inspirere sine kunder og give godt indhold, de kan bruge og som øger din brandidentitet.
Men selvom indholdet i den grad også er vigtigt, når det handler om content marketing, er det faktisk lige så vigtigt at se på, hvordan du egentlig formidler din viden til dine kunder. Er der en rød tråd der går igen i alle jeres opalsag og indhold? Når du kommunikerer på forskellige medier, kan en konsekvent stil og tone i din kommunikation få folk til at opfatte dig på en helt bestemt måde.
Her snakker vi selvfølgelig om begrebet ”tone of voice”. På dansk betyder begrebet, at det er måden din virksomhed/brand taler til sine kunder på.
Uanset om I er en stor eller lille virksomhed, sælger B2B eller B2C, er en konsistent tone of voice noget, der kan løfte jeres content marketing til nye højder og dermed være med til at skabe opmærksomhed og troværdighed til jeres brand og jer som virksomhed.
I denne artikel vil vi give dig svar på, hvorfor en tone of voice er så vigtig, og hvordan du kommer i gang med at etablere og finde frem til den. Derudover vil artiklen også indeholde:
- Hvad er en tone of voice?
- Derfor skal du have en tone of voice
- Find din tone of voice
- Find frem til jeres værdier
- Content marketing forbedres af en tone of voice
Hvad er en tone of voice?
”Det er ikke det, du siger, men måden du siger det på.” Den frase kender du måske. Og det er lige præcis det, som tone of voice handler om. En tone of voice handler I bund og grund ikke om, HVAD du siger, men MÅDEN du siger tingene på.
Når vi bliver fortalt noget, vil det i mange tilfælde ikke være hvad der blev fortalt, som vi husker, men mere, hvordan vedkommende fortalte os det. Den måde, hvorpå tingene bliver fortalt skaber en følelse i os, og det er denne følelse vi kan huske, hvad enten den er positiv eller negativ.
Din virksomheds tone of voice er måden, du skriver på i alt dit indhold, hvad enten det er på de sociale medier, din blog eller hjemmeside. Det består af flere aspekter, herunder det skrevne ord, tonen, rytmen, billeder, grafik og emojis. Det er den, der giver kunden en følelse af, at de kender dig/har tillid til dig og dermed kan huske dig, fordi du kommunikerer klart, tydeligt og ens. Kort sagt er det et begreb for, hvordan folk opfatter dig som virksomhed, når du kommunikerer i din content marketing.
Derfor skal du have en tone of voice
Okay, nu ved du, hvad en tone of voice er. Men måske er du lidt i tvivl om, hvorfor det er så vigtigt?
En veletableret tone of voice er yderst vigtig, hvis du vil skabe brand awareness, altså et kendskab til dit brand. Tænk over, om jeres kunder kan se hvem I er, ud fra måden I skriver på og uden at se jeres logo. Det er i princippet det, det hele handler om. Når du har en specifik tone of voice som går igen i alt dit content på tværs af forskellige platforme, sikrer du dig, at der er ensartethed, og det bliver lettere for dine kunder at genkende dig og dit brand. Også selvom det ikke er de samme personer som har skrevet en artikel på bloggen og udgivet et opslag på Facebook. Det er her, at en tone of voice strategi kommer ind i billedet. På den måde sikrer i jer, at alle i virksomheden ved, hvordan der skal kommunikeres og I opnår en mere ensartet og konsistent kommunikation.
En tone of voice er samtidig med til at definere jer som virksomhed. Det definerer jeres værdier og missioner, jeres personlighed. Samtidig vil en bestemt tone of voice også skille jer ud fra andre konkurrenter. Med en unik tone of voice som er konsistent, vil I på den måde kunne opbygge et kendskab og en tillid mellem jeres kunder og jer som virksomhed.
Find din tone of voice
Det kan måske godt virke lidt uoverskueligt at finde frem til virksomhedens tone of voice, men i virkeligheden skal der ikke meget til, før du kan definere virksomhedens stil og tone. Derfor kommer her en guide, så du nemt kan få implementeret en tone of voice til jeres virksomhed.
Som tidligere nævnt kan en tone of voice hjælpe jer i jeres content marketing, så I får sagt det I gerne vil, på den rigtige måde. Derfor er det vigtigt, at jeres tone of voice er ens på de sociale medier, jeres hjemmeside, jeres reklamer osv.
Find frem til jeres værdier
Det første I som virksomhed skal gøre, er at finde frem til jeres værdier og missioner. Hvem er I som virksomhed, og hvor vil I gerne hen? Når I får formuleret disse værdier på skrift, bliver det lettere at etablere en tone of voice.
Find frem til, hvem jeres kunder er
Som med alt marketing, og særlig content marketing, er det selvfølgelig vigtigt, at I taler til jeres potentielle og eksisterende kunder, når I kommunikerer på jeres kanaler. I ved sikkert allerede, hvem jeres kunder er, og det kan gøre det lettere at finde frem til, hvilken tone of voice I skal benytte. Skal I være formelle og seriøse, eller er en uformel og humoristisk tilgang den bedste løsning? I skal skrive til jeres kunder, og sådan som jeres kunder foretrækker det. Alt andet giver ikke mening og vil blot få kunderne til at finde frem til konkurrenten i stedet for. Her kan det være en fordel at udvikle personas, som er fiktive personer der repræsenterer jeres kunder. I vores artikel ”Den store guide til personas i content marketing” kan du læse mere om, hvordan du udarbejder personas, som du kan arbejde med i din marketing strategi.
Se på eksisterende content
I har højest sandsynligt allerede eksisterende content, som I kan tage fat i og analysere. Det gælder om at indsamle så meget data og information som muligt, og se på, hvilken tone, der blev taget bedst imod hos jeres kunder. Når I sammenligner forskelligt content i stil og tone, kan I på den måde udvælge, hvad der passer til jer som virksomhed og til jeres kunder, og hvad der ikke gør. Ydermere kan I sortere indhold fra, som minder alt for meget om jeres konkurrenter, da I ikke ønsker at have samme tone of voice som dem.
Beskriv virksomheden
Der findes mange typer af personligheder hos mennesker, og det samme gør sig gældende, når det kommer til virksomheder. Hvad er jeres personlighed? Hvordan ville I beskrive jer selv, hvis I var en person? Er I ærlige, bedrevidende eller spøjse? Når I funderer over personlighedstræk som kan passe på virksomheden, kan I tage skridtet videre og beskrive hvert enkelt træk med flere ord, og hvordan dette ville komme til udtryk i jeres kommunikation. Eks. vil en virksomhed som opfatter sig selv som værende autentisk og ærlig lægge vægt på at kommunikere på en direkte og troværdig måde, uden at love guld og grønne skove og uden at lægge skjul på, hvis der er noget de ikke kan.
Lav en tone of voice guide
Når I har formuleret ovenstående tanker og ideer ned på papir (eller pc), skal I lave en tone of voice guide. Med en sådan guide bliver det tydeligt for enhver i virksomheden, som beskæftiger sig med content og kommunikation, hvordan der skal kommunikeres på tværs af kanaler. Dermed opnår I en konsistent stil og tone over hele linjen. Skriv ned, hvad I præcist gerne vil have, at der gøres, hvilke ord og eksempler kan eks. bruges om personlighedstrækket ”ærlig/autentisk”, samt hvad der absolut ikke må skrives. Dette inkluderer både ord og vendinger, men også brugen af emojis, billeder og farver er vigtig at få noteret ned i guiden. Alt dette er nemlig også med til at definere jeres stil som virksomhed, og dermed hvordan I formidler jeres content.
Content marketing forbedres af en tone of voice
Alle virksomheder er forskellige, og uanset hvilken slags virksomhed I er, eller hvordan I arbejder, kan I have gavn af en tone of voice som kan forbedre jeres content marketing. Hvis I oplever at jeres ekstremt gode og dybdeborende indhold ikke performer helt som det skal, kan I tage et kig på, om I bør forbedre måden I siger tingene på. Det vil være en skam at se jeres ekspertviden gå kundernes næse forbi, fordi de måske ikke forstår, hvad I skriver.
Med ovenstående guide kan du nemt komme i gang med at finde lige netop jeres tone of voice. Er det stadig svært? Så tag kontakt til os gennem kontaktformularen nedenfor eller ring på 70 13 63 23. Så hjælper vi meget gerne med at finde jeres tone of voice, så I for alvor kan få succes med jeres content marketing og brandidentitet.
DK-31929407