Når et budskab går i kage på grund af ophavsret
Ulovlig kopiering: Det sker igen og igen. Holdningen er, at hvis noget kan findes frit tilgængeligt på nettet, er det til fri afbenyttelse. Andre gange har man slet ikke nogen holdning til ”ulovlig kopiering”, man er simpelthen ikke bekendt med lovgivningen på området.
Det er der dog al mulig god grund til at være – for selvom man ikke har haft ondsindede intentioner med at kopiere og dernæst dele et billede, man ikke selv har taget, så har man gjort noget strafbart. Der venter ikke nogen hård straf i form af hverken betinget eller ubetinget fængsel. Der venter blot et krav om godtgørelse, hvis ophavsmanden til det billede, man har kopieret, vælger at bruge en advokat.
Som politiker, der bruger sociale medier til at sprede sine budskaber, er det ekstra ærgerligt at træde i spinaten, når det kommer til ophavsret. Det har nemlig langt mere kedelige konsekvenser end blot et eventuelt krav om godtgørelse: Det udstiller en uvidenhed om vigtig lovgivning, hvilket kan give et skår i respekten blandt kolleger og vælgere.
Derfor er kopiering af billeder ulovligt
Vi prædiker selv, at Facebook-opdateringer bør flankeres af en god illustration – det giver nemlig mere blikfang og gør opslaget mere tiltalende for brugerne. Men det er altså ikke tilladt at finde billeder på Google og kopiere dem til brug på et medie som Facebook. Billeder, der ligger på Google, er nemlig ikke frit tilgængelige, som mange ellers fejlagtigt tror.
Billeder er nemlig underlagt ophavsretslovens bestemmelser, som altså ikke beskytter billeder fra kopiering men ophavsmanden. At få kopieret sit ”værk”, som det hedder i ophavsretsloven, er nemlig en krænkelse af ”værkets skabers” ophavsret.
Dem, der oftest får kopieret deres billeder, er webshops, der får taget professionelle produktfotos, og bloggere – oftest madbloggere – som deler lækre opskrifter med flotte billeder, der får mundvandet til at løbe. Det sker også at private feriebilleder, portrætfotos og lignende bliver misbrugt af andre.
Som ophavsmand til et billede, der er lagt arbejdstimer i, og som måske har en vis affektionsværdi, føles det krænkende at se sit billede brugt i en anden kontekst. Det kan eksempelvis være i en kommerciel sammenhæng, men det kan også være i en politisk sammenhæng, som tilfældet med SF-politikeren Pia Olsen Dyhr og kagebilledet.
For ophavsmændene bag det billede, som Pia Olsen Dyhr uden tilladelse havde brugt på sin Facebook-profil, var det en grænseoverskridende at se deres billede brugt i en politisk kontekst. Det har de udtalt sig om til EkstraBladet.
Sådan bruger du billeder uden at komme på kant med loven
Hvis du gerne vil bruge en illustration til at understrege en pointe, og du ikke har mulighed for selv at tage det gode billede, du står og mangler, findes der gode alternativer hertil. Det bedste ved dem er, at de er gratis, og du slipper for at krænke nogens ophavsret.
Find gratis billeder til Facebook:
- Tag dine egne billeder – nemmest og sikrest
- Spørg om lov – kontakt ejeren til billedet, du gerne vil bruge, og få en skriftlig tilladelse til at bruge billedet til det formål, du påtænker. Så er du sikret, hvis de skulle skifte mening senere og forsøge at forfølge dig med et krav om godtgørelse.
- Brug en side med gratis stock-fotos. Stock-fotos er billeder, der er taget til ”stock” – altså lager – af både professionelle og hobbyfotografer, som sælger deres billeder til stock-tjenesten. Der findes også billeddatabaser, hvor du kan uden beregning kan downloade og bruge billederne. Der kan dog være begrænsninger i forhold til kommercielle formål. Sørg for at få læst retningslinjerne for brugen af deres billeder.
Her finder du gratis stock-fotos:
Fælles for ovenstående billeddatabaser er, at de er en del af Creative Commons Zero (CC0), som er et projekt, der sikrer adgang til frie billeder af høj kvalitet. Billeder, der ligger i CC0-databaser, er givet af fotografen til offentligt eje, der gælder verden over. Idet fotografen overgiver billedet til CC0, fraskriver han sig alle sine ophavsrettigheder til billedet, og så må det bruges frit af alle. Der er nogle enkelte regler, som man kan læse nærmere om på siden her.
Hos OnlineSynlighed.dk betaler vi for at bruge billeder fra en professionel stock photo service, så vi altid er 100 % sikre på, at vores billeder ikke bryder ophavsretsloven.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407