Er ærlig remarketing på Facebook det nye?
Remarketing på Facebook er de nye Google AdWords-annoncer. Det kan man i hvert fald fristes til at sige, når man ser på, hvor billig markedsføring på Facebook er, især når man kombinerer det med hvor mange muligheder, man har for at tilrette sine annoncer.
I modsætning til AdWords kan man nemlig en hel masse på Facebook. AdWords kan selvfølgelig mange af de samme ting som Facebook, når man taler om selve segmenteringen af brugerne. Og der er stadig ufatteligt mange tusinder søgninger på Google om dagen.
Men Google mangler én afgørende ting: Illustrationer. Uden billede til at give lige præcis annonce blikfang, kan du i virkeligheden kun så meget på AdWords. Dermed ikke sagt, at AdWords helt skal glemmes. Men måske er tiden ved at løbe fra Google AdWords?
Det sidste nye: Ærlig remarketing på Facebook
Først og fremmest er der ingen tvivl om, at remarketing både på Facebook og som Google AdWords Annoncer er enormt effektivt. Det rammer brugere meget mere præcist, end når man blot segmenterer en annonce efter den demografi, som man mener ligger i ens målgruppe.
Men de fleste brugere har dog hurtigt opdaget, at de bliver remarketed – også selvom de måske ikke helt er sikre på, hvad det hedder, eller hvordan man gør.
Det betyder også, at de der store reklamer fra eksempelvis Zalando, der ligger ude i siden af deres browser, fordi de har besøgt Zalando en gang, eller som dukker op i deres Facebook News Feed, begynder at blive lette at overse. Altså ganske på samme måde som opmærksomheden for reklamer på TV hurtigt kom til at aftage, da intensiteten blev for stor.
Men hvad kan man så gøre, for at skille sig ud i flokken?
Måske kan man skille sig ud ved at lave ærlig remarketing. Det har vi set i denne annonce fra KontorZonen, som vi har fået i vores Facebook news feed efter at have besøgt deres website:
Her bliver budskabet ikke pakket ind. Man lægger tværtimod alle kortene på bordet og er ærlige om, at der er tale om et salgsbudskab. I sidste ende er det jo det, det hele handler om. Vi ved det, og (de fleste af) brugerne ved det. Det handler om at drive forretning, og det kan man ikke uden at sælge sit produkt eller sin ydelse.
Psykologien bag traditionel remarketing
Almindeligvis er tanken bag remarketing, at man holder sig ”on top of mind” hos sine potentielle eller eksisterende kunder ved at prikke til dem på en eller flere platforme, hvor de kommer. Det gør man ved at lægge en cookie på deres enhed, når de første gang besøger hjemmesider, eller ved at bruge deres e-mailadresse fra salget. Dem bruger man så til at målrette sine annoncer med.
Når brugeren så bliver præsenteret for annoncer for et website, som de for nylig har besøgt, bliver de mindet om, at de var interesserede i noget på hjemmesiden. Det kan både være specifikke produkter, som brugeren har kigget på, og det kan være ren og skær brand baseret i forhold til at øge brand awareness.
Det har hidtil fungeret rigtig godt – især når kampagnerne er veltilrettelagte og velplacerede. Men der er ingen tvivl om, at jo bedre vi bliver til at udnytte mulighederne, og jo flere, der kommer med på vognen, desto sværere vil det blive at fange brugernes opmærksomhed.
Derfor er det også nødvendigt at tænke ud af boksen for at holde udviklingen i gang. Ved at være kreativ med sin remarketing, som det er tilfældet med KontorZonens annonce, kan man skaffe sig ekstra opmærksomhed end ellers.
Psykologien bag ærlig remarketing
Psykologien bag denne form for ærlig remarketing, hvor man ikke pakker sit budskab ind, er, at man blandt andet giver brugeren mulighed for at vælge det til eller fra.
Brugeren bliver gjort opmærksom på, at der er tale om reklame. Denne form for markedsføring kan meget vel øge virksomhedens troværdighed over for kunden.
Som kunder og brugere er vi nemlig vant til, at vi bliver bombarderet med kreative forsøg på at lokke os til at købe virksomhedernes produkter uden, at vi selv opdager, at vi er blevet ramt af reklamer og markedsføring op til købet.
Mange gange falder forsøgene dog også til jorden, fordi de oser så meget af reklame. Derfor kan det virke som et friskt pust og ikke mindst enormt ærligt og tillidsvækkende, at virksomhederne i stedet fortæller os direkte, at der er tale om reklame og markedsføring.
Det kan derfor meget vel blive det næste store markedsføringstrick at bruge ærlig remarketing som et strategisk led i sine markedsføringsindsatser. Hvis man føler sig lidt forsigtig, kan man i første omgang starte med at køre nogle splittests over en vis periode for at sammenligne resultaterne af markedsføringen.
DK-31929407