Har du en strategi for lokal SEO?
Lokale virksomheder kan opnå stor synlighed, hvis de arbejder med lokal SEO. Du har måske selv lagt mærke til, at lokale forretninger bliver tilgodeset, når du søger efter en bestemt forretning. Dette skyldes, at Google tilgodeser brugeren og derfor finder de mest relevante søgeresultater – og det må være dem, der er tættest på brugeren.
Dette er der ikke noget nyt i, det har Google gjort længe. Derfor er det også på tide, at du kommer i gang med lokal SEO, hvis du har en lokal forretning. Dette gælder også, hvis din forretning er en del af en større forretningskæde – du skal stadig fokusere på din lokale forretning, hvis du gerne vil findes i søgeresultaterne.
Kædebutikker skal også skabe unikt indhold
Selvom din forretning hører ind under en større kæde, så er det vigtigt, at du selv skaber unikt indhold. Det er ikke nok blot at kopiere kædens tekster og bruge de samme billeder, selvom du har tilladelse til at gøre det. Selvom du har en tilladelse, vil Google se det som kopieret tekst – også kaldet duplicate content, og dette straffer Google.
Bliver du straffet for duplicate content, kommer det til at påvirke din placering i Googles søgeresultater, og du kommer dermed til at tabe til andre lokale forretninger. I dag handler det om at blive vist på side 1 i søgeresultaterne – for hvem trykker på ’side 2’?
Kom i gang med lokal SEO
Inden du går i gang med at arbejde med søgemaskineoptimering og med lokal SEO, bør du lægge en strategi for arbejdet. Du bør skabe en sammenhæng mellem dine initiativer, så disse også stemmer overens. Bliver der oplyst forskellige data om det samme, vil Google og brugerne blive forvirret. Derfor er det vigtigt at lægge en strategi for dit arbejde.
Skab unikt indhold
Som nævnt lidt tidligere skal hver forretning og virksomhed sørge for at skabe unikt indhold. Dette kan gøres gennem baggrundshistorier om virksomheden samt dens ejere og ansatte. Der kan udarbejdes tekster om unikke ting i lokalområdet, der er vigtige for virksomheden. Du kan fortælle casestudies, hvis du har løst et stort problem hos en tilfreds kunde. Du kan skrive om lokale events, som virksomheden arrangerer eller deltager i. Du kan skrive pressemeddelelser.
Der er mange muligheder for, hvordan der kan skabes unikt indhold. Det handler om, at du skal skrive dine egne tekster, som er unikke og ikke kopieret fra hovedkontoret.
Lokale søgeord
Som lokal virksomhed bør du også foretage en søgeordsanalyse. Denne har til formål at finde ud af, hvilke søgeord din virksomhed skal findes på. Måske – hvis du er en del af en større kæde – har du fået udleveret en søgeordsliste eller søgeordsanalyse for hele kæden.
Det er dog ikke sikkert, at du kan bruge denne – måske søger brugerne i dit lokalområde efter andre ord. Det er altså ikke en selvfølge, at du kan bruge en søgeordsanalyse, der er udarbejdet på nationalt grundlag, til din lokale virksomhed. Tænk bare på, hvor forskellige vi er i sproget afhængigt af, hvor vi kommer fra – disse forskelle kan også vise sig i din søgeordsanalyse.
Interne links
Nu du alligevel er ved at skrive tekster til din hjemmeside, så sørg for at linke til andre af dine egne sider. Dette kaldes link juice, og det kan være med til at bidrage til en bedre placering i de lokale søgeresultater. Du kan for eksempel linke fra din forside til en anden, dybere side. På den måde vil den dybe side blive mere tilgængelig – både for søgemaskinerne og dermed også for brugerne.
Ligesom med alle andre links er det vigtigt, at de linker til noget relevant. Sæt linket på dine søgeord og link til den side, der handler om lige præcis det emne. Linker du til noget, der ikke er relevant i forhold til det ord, der linkes fra, vil brugerne hurtigt forlade siden igen. Husk på at det i bund og grund også handler om at hjælpe dine brugere med at navigere rundt på din side. Du skal hjælpe dem med at finde det, de søger efter.
Som lokal virksomhed kan det være fordelagtigt at inddrage din lokation i dine søgeord. Hvis du for eksempel er en it-konsulent i Aarhus, så sørg for at ”it-konsulent i Aarhus” fremgår af dine tekster – og lav også interne links fra dette ord. Eksempelvis kan du på forsiden skrive, at du er it-konsulent i Aarhus, og linke til den side, der fortæller, hvad du laver som it-konsulent.
Eksterne links
Interne links på din hjemmeside er godt til at lette navigationen på siden, ligesom det også har en linkværdi. Eksterne links har også en stor betydning for din placering i søgeresultaterne. Eksterne links kan bl.a. komme fra Google My Business, Facebook, LinkedIn, og mange andre eksterne medier, som du selv styrer.
Eksterne links kan du også få fra dine leverandører – måske har de en forhandlerside, hvor det er oplagt at linke til dig. Du kan også få flere til at linke til dig ved at finde ud af, hvem der omtaler dig, og omdanne disse omtaler til links.
Endeligt kan du også skabe nyt indhold, hvor du linker til din egen side. Dette skal placeres på eksterne sider – måske en blogger vil skrive om din virksomhed og linke til dig? En pressemeddelelse kan også være en måde at få omtale – og måske links.
Når du skaber nyt indhold er det vigtigt, at du gør det interessant for din målgruppe. Hvis det ikke er interessant for målgruppen, bliver det ikke læst eller set – og bestemt heller ikke delt på de sociale medier. Husk på: det handler om at nå ud til flest muligt og dermed skabe trafik på din side.
Arbejd med strukturerede data
Strukturerede data er et redskab, der kan være særligt effektivt og skabe en højere Click Through Rate (CTR). Alligevel er der mange virksomheder, som ikke anvender strukturerede data – men dette er kun til din fordel.
Når du arbejder med strukturerede data, fortæller du søgemaskinerne, hvad det er, dine sider handler om. Ved at fortælle søgemaskinerne, hvad siden handler om, har disse også mulighed for at vise de mest relevante sider for brugerne.
Strukturerede data ser vi ofte som rich snippets i søgeresultaterne, hvor du allerede her får mulighed for at vise eksempelvis anmeldelser, en oversigt over dine kommende events m.m. Du kan også gennem strukturerede data angive, hvilken type forretning du har, ligesom du kan oplyse om telefonnummer og åbningstider. Du kan læse meget mere om strukturerede data i vores blogindlæg om emnet.
Google My Business
Har du ikke allerede oprettet en Google My Business (GMB), vil du måske opleve at Google har oprettet en for dig. Hvis dette er tilfældet skal du blot gøre krav på profilen – så kan du overtage den eksisterende i stedet for at oprette en ny.
GMB er særdeles velegnet til lokale virksomheder. Allerede fra resultatsiden for brugerens søgning kan brugeren få oplysninger om, hvor virksomheden ligger, hvornår den har åbent, samt hvilke anmeldelser andre brugere har givet. Derudover kan brugeren også ringe op via GMB-profilen, få rutevejledning eller gå til hjemmesiden.
Netop fordi brugeren hurtigt kan få alle disse oplysninger om virksomheden, er det vigtigt at udfylde profilen helt. Sørg for at virksomhedsnavn, adresse, og telefonnummer er det samme, som du også oplyser gennem dine strukturerede data – og alle andre steder for den sags skyld. Adressen kan kobles til Google Maps, hvilket gør, at brugeren hurtigt kan få rutevejledninger til din virksomhed.
Du kan også tilføje billeder af din virksomhed; hvordan ser det ud udefra, hvordan ser butikken ud? Du kan altså give brugeren mange informationer om din virksomhed allerede inden brugeren beslutter sig for at besøge din side.
Med GMB har du også mulighed for at angive, hvilken kategori virksomheden er i. Begræns dig til kun at bruge ét ord, som dækker over virksomhedens primære opgaver.
Hvis du har flere lokationer, er det vigtigt, at du ikke prøver at gemme dem begge i den samme GMB-profil. Dette vil kun skabe forvirring for brugerne. Opret i stedet en profil for hver afdeling – hvordan skal brugeren ellers finde den, der er tættest på? Når du laver en GMB-profil til hver afdeling, kan det være en fordel at sætte lokale telefonnumre på, så det ikke er det samme nummer, der går igen på alle profilerne. Dette skal selvfølgelig kun gøres, hvis hver afdeling har en telefon, de modtager henvendelser på.
Kontaktoplysninger
I forbindelse med strukturerede data og GMB er det vigtigt, at alle kontaktoplysninger er de samme som dem, der bliver vist på din hjemmeside. Når du skal placere dine kontaktoplysninger på din hjemmeside, så overvej, hvordan du kan få dem ind på hver side.
Placerer du dine kontaktoplysninger i headeren, footeren eller sidebaren, så vil de også blive vist på alle dine sider. Er der tale om en kæde, så hav hovedkontorets kontaktoplysninger stående her, mens afdelingerne i stedet får en side hver med deres egne kontaktoplysninger.
Saml anmeldelser fra dine brugere
Anmeldelser kommer til at fylde endnu mere end de gør nu. Allerede nu sender de et signal om, hvilke forretninger, der klarer sig bedst – vurderet af andre kunder. Derfor vil du også selv have tendens til at vælge at handle ved den forretning, der har de bedste anmeldelser.
Netop på grund af dette bør du gøre en indsats for at samle anmeldelser fra dine kunder. De kan anmelde dig både via din GMB-profil, så anmeldelserne bliver vist som en del af søgeresultaterne, eller via din Facebook-profil. Facebook fylder mere og mere i søgeresultaterne, og derfor er det også vigtigt, at dine oplysninger på din Facebook-profil er opdaterede.
Du kan selv opfordre dine kunder til at skrive anmeldelser om dig – bare pas på med ikke at være for anmassende. Sender du mails ud til dine kunder for at følge op på, om de var tilfredse med deres køb eller kundeservicen, kan du herigennem opfordre dem til at anmelde dig. Du skal blot huske at give dine kunder et link til, hvor de kan anmelde dig – de leder ikke selv efter det.
Den score du får gennem dine kunders anmeldelser af dig kan være et kvalitetsstempel, såfremt det er gode anmeldelser. Hvis du leverer kvalitet, og dette vises gennem dine anmeldelser, vil du også kunne opnå en bedre placering i søgeresultaterne – for så er du nemlig relevant for brugerne.
Optimer din metadata
Metadata er betegnelsen for, hvordan du bliver præsenteret i Googles søgeresultater. Det har dermed ikke nogen direkte indflydelse på din placering i søgeresultaterne, men det kan have stor betydning for din CTR.
Du har selv mulighed for at tilpasse den titel og beskrivelse, der vises i søgeresultaterne. Dermed har du mulighed for at gøre teksten mere appetitlig – og dermed vil flere brugere få lyst til at klikke sig ind på din side. Du kan altså undgå at en sætning bliver afbrudt, fordi der ikke kan vises mere i Google.
Der er forskellige måder, hvorpå du kan tilpasse titel og beskrivelse. Hos OnlineSynlighed.dk bruger vi WordPress plugin’et ”Yoast SEO” – her kan vi for hver side og blogindlæg selv indtaste den titel og beskrivelse, som vises i Googles søgeresultater.
Mobilvenlighed
Vi har tidligere skrevet om, at mobilvenlighed bliver vigtigere og vigtigere, hvis en hjemmeside vil findes i søgeresultaterne. Antallet af brugere der søger via deres telefon er stigende, og derfor bør du også have en mobilvenlig hjemmeside. Særligt hvis der linkes fra din GMB til din hjemmeside.
Måske har du hørt om Accelerated Mobile Pages (AMP)? Hvis ikke, så er det på tide du lærer det. Med Googles øgede fokus på mobilbrugere, er AMP særligt vigtigt, da det loader sider vist fra mobilen hurtigere. AMP er et framework, som er udviklet af Google og som har støtte fra LinkedIn, WordPress m.fl.
AMP-sider bliver cachet og hostet på Googles egne sider, og dette er med til at forkorte loadtiden. Der bliver altså skabt to versioner af din side: din egen side og en AMP-version af din side. AMP-siden må maksimalt fylde 50 kb, og det er derfor, at AMP-sider kan loades betydeligt hurtigere.
Bruger du WordPress kan du installere plugin’et ”AMP” – så bliver der automatisk oprettet en AMP-version af dine nye indlæg.
AMP er ikke færdigudviklet endnu, så vi kommer til at se ændringer i fremtiden. Det er heller ikke alle færdigudviklede funktioner, der er implementeret i Danmark endnu. Til trods for dette kan vi dog kun anbefale, at du begynder at arbejde med AMP – så imødekommer du dine brugere bedre.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407