Misvisende reklamer

Instagram forstærker deres indsats overfor vildledende markedsføring

Misvisende reklamer

En britisk undersøgelse har vist, at ca. 65 pct. af 5000 unge ville ønske, at de sociale medier aldrig var blevet opfundet, og at Instagram er det sociale medie, der slider mest på unge menneskers velbefindende.
Dette har Instagram tænkt sig at gøre noget ved og kommer derfor nu med en ny funktion, som har til formål at gribe ind over for influencer-markedsføring.

Unge Instagrammere har det hårdt

Kropsideal

Instagram er i dag den unge generations fotoalbum. Det er her, de unge lægger billeder op fra deres liv, og skaber deres identitet ved at folde sig ud kreativt igennem deres (filter-redigerede) fotos. Dog følger der også et vist pres med, når man er ung på Instagram, og flere gange dagligt trækker sig selv gennem strømmen af andres opslag. Instagram adskiller sig nemlig fra fx Facebook ved, at man på platformen også kan følge med i livet som reality-kendis, topmodel eller blogger, hvilket ofte er medvirkende til, at Instagram forværrer, hvad de unge ser i spejlet.
Derudover gøres succes på Instagram op i antallet af kommentarer og likes på opslag, samt tilkomne følgere der vil se med. Alle kæmper om opmærksomhed, og får man ikke det, kan det være svært at være ung Instagrammer.

Piger er specielt udsatte

Det er specielt piger, der har det hårdt på Instagram, da de ligger under for bestemte kropsidealer, som er skabt af medierne.
Knap 80 procent af 15-19-årige piger bruger over to timer dagligt på sociale medier, herunder især Instagram, og langt de fleste har et dagligt forbrug på over tre timer. For mange unge piger er brugen af sociale medier så omfattende, at det kan virke stressende.
På samme tid følger størstedelen af alle unge piger i alderen 15-19 år en eller flere influencere på Instagram, som kan være med til at påvirke dem i en negativ retning igennem deres influencer-markedsføring, som ofte kan medvirke til at de unge får et forkert billede af virkeligheden.

Ny funktion gør det muligt at anmelde opslag

Anmeld

Unge som følger influencere bliver hver dag eksponeret for en massiv mængde af markedsføring, hvoraf en stor del handler om krop og skønhed. For bloggerne selv er det god forretning at reklamere for virksomheder og deres produkter, men dette vil Instagram nu sætte en stopper for ved ikke længere at gøre det frit at omtale alverdens kure, behandlinger og produkter, der er for gode til at være sande.
Instagrams ejer, Facebook, vil derfor indføre en funktion, som har til formål at gøre det muligt for brugerne at anmelde opslag, der markedsfører slanke- og skønhedsprodukter samt kosmetiske behandlinger. Dette har hidtil kun været muligt ved upassende og spammende opslag. Denne nye funktion indføres i et forsøg på at lette det pres unge føler ved at scrolle igennem deres feed på de sociale medier.

Facebook vil ved disse anmeldelser gennemgå opslagene og blokere dem, hvis de er ”åbenlyst mirakuløse”. Dette kunne fx være et opslag om en kur hvor du kun behøver at træne ti minutter om ugen for at komme til at ligne en supermodel eller en slankepille, som fjerner mavefedtet på en uge.
Disse opslag vil altså derfor i fremtiden blive blokeret for alle brugere på Instagram og Facebook.

Bestemte opslag skjules for unge under 18 år

Unge under 18

Samtidig vil Facebook også skjule opslag om kosmetiske operationer for brugere under 18 år.
De billeder og kropsidealer der i dag postes på sociale medier, kan nemlig have en negativ indvirkning på, hvordan unge ser sig selv.
Unge mennesker er typisk mere usikre på sig selv, mere søgende og mere desperate efter, at finde en plads i tilværelsen, og netop dette gør at de på samme tid, også er lettere at påvirke.
Indsatsen som skal skærpe de vildledende reklamer, er derfor primært rettet mod influencer-markedsføringen, da reklamer fra influenter i dag er skræddersyet i en grad, som ikke tidligere er set. Denne markedsføring er målrettet til den enkelte bruger på baggrund af vedkommendes adfærd, og dette gør, at de unge er mere udsatte for sådanne reklamer, end de tidligere har været.
Det er derfor godt, at Facebook og Instagram tager ansvaret på sig, og sætter grænser, som forhåbentlig vil medvirke til at mindske influencernes indflydelse på de unges selvopfattelse og kropsidealer.

Facebook og Instagram vil implementere de nye rapporteringsfunktioner inden for de næste uger, som gør det muligt for brugerne at rapportere et indlæg, der er i strid med deres nye politik.

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen