Falske Facebooksider: Et fortsat stigende problem

Er det virkelig muligt for en virksomhed at få over 10.000 brugere på Facebook til at dele og like en side, der er oprettet for få dage siden? Det skulle man umiddelbart ikke tro, men hvis siden er falsk, og har en tilhørende konkurrence, hvor brugerne får mulighed for at vinde et lille hus, store fladskærmstv eller designermøbler, ja, så er det faktisk muligt.

I vores artikel Vind en rumfærge” – om de falske konkurrencer på Facebook fra 2016 skrev vi om, at falske konkurrencer udnytter dine likes for en side til at sælge dem videre eller installere malware på din computer. Vi gav samtidig et par gode råd til, hvad du skal være særligt opmærksom på, hvis du støder på en konkurrence, der lyder lidt for god til at være sand. Den kan du læse her.

Man kunne jo fristes til at tro, her flere år efter, at Facebook (og brugerne) har fået skovlen under de mange falske sider, men det er desværre ikke tilfældet. Tværtimod er det yderst let for en person at lave disse falske sider og konkurrencer.

Tilbage i 2018 viste det sig, at den største Facebookside omhandlende ”Black Lives Matter” var lavet af en hvid mand i Australien og var falsk! Siden havde fået over 700.000 følgere og flere donationer. Og for blot en lille uges tid siden blev der lavet en falsk side med tilhørende konkurrence om, at du kunne vinde et lille hus fra virksomheden Tiny Homes. Det er altså stadig et stigende problem, hvorfor vi vil komme med et par opfølgende råd til at undgå disse falske sider.

Formålet med de falske sider og konkurrencer

I korte træk er formålet med en falsk side at få så mange likes og følgere som muligt. En Facebookside der har mange likes kan sælges videre, og det er bl.a. derfor, at falske konkurrencer florerer så meget rundt på Facebook. Det er for, at du som bruger kan følge en side og dele deres konkurrence, men i stedet for at blive den heldige vinder af konkurrencen, bliver dine oplysninger solgt videre. I værste tilfælde har svindlere fået adgang til dine personlige oplysninger.

Det er en god måde for svindlere at få mange følgere og likes på, og før du ved af det, følger du en side, der har ændret navn og formål.

Gode råd til at spotte en falsk side

En simpel Google søgning viser, at det er ekstremt let at lave en falsk Facebookside. Derfor er det også enormt vigtigt, at du forholder dig kritisk over for siden, så du ikke falder i fælden som så mange andre brugere på Facebook.

Se efter, hvornår siden er oprettet

Siden 2007 har det været muligt for virksomheder at etablere og oprette Facebooksider til deres virksomheder. Sandsynligheden for, at en stor virksomhed, der har eksisteret i mange år, opretter en helt ny side er ikke ret stor. De har højest sandsynlig oprettet den for en del år siden, hvis den er reel. Derfor er en god indikation på, at en side er falsk at se på oprettelsesdatoen. Hvis den er helt ny, og der ikke er andre opslag end en konkurrence, så er der stor risiko for, at siden og konkurrencen er falsk.

Tjek navnet

Tit og ofte vil en falsk Facebook side, der prøver at imitere en stor virksomhed, ikke skrive navnet korrekt. Måske er der et mellemrum som ikke skal være der, eller også er navnet stavet forkert. Derudover kan du måske også skimte et par stave- eller grammatik fejl i konkurrencen eller på siden. Eks. på Tiny Homes siden, hvor selve ordlyden ikke er korrekt dansk, men snarere er en Google Translate oversættelse.

Tjek opslagene

Hvis en virksomhed er seriøs, vil de formentlig også poste forskelligt slags indhold på deres side. Det være sig eks. billeder af ansatte, ’bag om’ virksomheden, eller blot nogle nye produkter eller tjenester de tilbyder. Hvis der findes flere opslag af denne slags, og opslagene stemmer overnes med virksomhedens ydelser, er den som oftest reel. Er der kun konkurrencer eller få opslag på siden inden for en kort periode, kan du næsten med sikkerhed regne med, at siden er falsk.

Tjek sidens likes

En falsk side kan sagtens have fået mange likes, som eksemplet med Tiny Homes. Men hvis en anerkendt virksomhed har en Facebookside som ikke har ret mange likes, er der stor grund til at gå uden om denne, da dette kan betyde en falsk en af slagsen. En Facebookside for Ikea med kun få eller et par tusinde likes ville se mistænksom ud, sammenholdt med deres officielle side, som har over 30 mio. likes og som i øvrigt er verificeret med et blåt ’check’ tegn.

Facebook giver dig besked

Før i tiden var det svært at opdage, hvis du havde liket eller delt en falsk side eller konkurrence, fordi du med tiden ikke ville opdage, hvis siden skiftede navn. Det har Facebook heldigvis lavet om på, og du får nu besked, hvis du følger en side som skifter navn. Uanset om den er falsk eller ej.

Desværre har Facebook ikke kapacitet til at fjerne alle de mange falske sider, da det som nævnt er ekstremt nemt at oprette sådan en. Derfor skal du huske at have ovenstående råd in mente, når du ser en side eller konkurrence på Facebook som lover guld og grønne skove.

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen