Din e-mail har værdi – pas på den!
Den er din digitale postkasse og ikke bare nogle tegn i en bestemt rækkefølge. Din email er værdifuld – både for dig selv og andre – og derfor skal den også behandles sådan.
En tendens, der lige nu kan observeres på LinkedIn er en måde at blive mere synlig på og sprede sit indhold. Den går i simple træk ud på, at man har produceret noget materiale, ofte i form af en e-bog, og den vil man give bort blot hvis man kommenterer opslaget med sin email, så materialets ophavsmand ved, hvor det skal sendes hen.
Det lyder jo på overfladen uskyldigt nok, men kommenterer man opslaget med sin email, udsætter man den for en unødig risiko for at blive bombarderet med spam.
Det er let for tredjepart at indsamle e-mails
Når der står en masse e-mailadresser i sådan et kommentarfelt under et LinkedIn-opslag, er det let for uvedkommende at få fat i den lange liste med potentielle modtagere for spam. Det kræver bare, at man er forbundet med en, som er forbundet med en, der har kommenteret opslaget.
Der er selvfølgelig den manuelle, hvor man sidder og noterer eller copy/paster alle adresserne ind i et excel-ark, og så kan man ellers oparbejde en database over e-mailadresser.
Der findes også en række programmer, der kan gøre arbejdet for en, hvis man ikke selv gider at indsamle disse e-mailadresser på LinkedIn, så for dem, der virkelig gerne vil indsamle massevis af disse adresser, er processen ikke svær.
Og der kan være tale om mange e-mailadresser, der kommer til at ligge i sådan et kommentarfelt. De populære opslag på LinkedIn af denne slags kan let få flere tusinde kommentarer og altså e-mailadresser, der er lige til at plukke.
Derefter er det for udsenderne af spam blot at indsætte alle disse e-mails i adressefeltet på deres spam-mails og så kører det ellers med tilbud om alverdens tvivlsomme medicin og breve fra nigerianske prinser.
Får du den rigtige mail?
Ved at lægge sin e-mail ud på denne måde, risikerer man også, at andre kan sende mails til en, før den rigtige afsender når at gøre det. Lad os tage et eksempel med en e-bog, man gerne vil have og derfor poster sin e-mailadresse i et kommentarfelt på LinkedIn.
Det opdager en person, som vil udbrede en virus eller andet malware, før personen med e-bogen. Malware-personen sætter en e-mailkonto op, der tilsyneladende er personen med e-bogen, så det ser ud til, man får en e-mail fra den rigtige.
I stedet for en e-bog om tips til marketing på LinkedIn er det i virkeligheden en inficeret fil, som vil gøre skade på din enhed. Ved første øjekast kom mailen fra den rigtige person, og filen hed nok også noget i stil med ”10 lette tips til marketing på LinkedIn,” men inden man har set sig om, er ens computer inficeret.
Det siger sig selv, at hvis man sidder på sit arbejde og dettes netværk og åbner den inficerede fil, er der en risiko for, at malwaren kan sprede sig til flere enheder på arbejdspladsen.
En umiddelbart smart fidus
Det er jo ikke for at udstille sikkerheden hos nogen, når konsulenter, eksperter og fagfolk udgiver e-bøger eller lignende, og deler dem på denne måde gennem LinkedIn.
Det er i højere grad for at få mere online synlighed, fordi når der bliver kommenteret på LinkedIn, så bliver den handling vist hos den kommenterendes forbindelser og så kan en forbindelse kommentere, og så kører ’ringe-i-vandet-effekten’ ellers i helt klassisk social media-stil.
Den anden del af den gode fidus er, at udgiveren kan positionere sig som en autoritet inden for det område, der nu bliver skrevet om, hvis vi holder os til eksemplet med e-bøger.
At få udgivet en bog lyder formelt, og selvom processen er en noget anden, når det kommer til e-bøger, så har det stadig lidt en klang af, at det er gennemarbejdet og troværdigt stof. Det reflekterer positivt på udgiveren af e-bogen.
LinkedIn er det rigtige forum
LinkedIn er også det helt rigtige netværk at uddele denne slags materialer eller produkter på. Netværket er, som de fleste ved, det professionelle og forretningsorienterede netværk, hvor der er fokus på arbejdet, på profit og på faglig udvikling.
Derfor er der også et publikum her, som er modtagelige over for tilbuddet om mere viden eller en udvikling af ens kompetencer.
Det betyder dog også, at det bliver det mere attraktivt for spammere, som kigger LinkedIn igennem for disse e-mailadresser, der er lige til at plukke. En ting er private e-mailadresser, som spammere kan bruge til at lave nye lister, men erhvervsmæssige e-mailadresser er ofte mere værd end de private, og derfor er LinkedIn et godt sted at finde disse, fordi det er så fokuseret på ens arbejdsliv.
Ofte gratis ting, som ikke er gratis
I mange tilfælde vil disse opslag med materiale lyde noget i stil med: ”Få en gratis e-bog” eller ”Få gratis værktøjer til at accelerere væksten”. Problemet med det er, at det bare ikke er gratis, hvis du skal afgive din e-mail.
Som nævnt i titlen på dette indlæg har din email en værdi. Derfor er det ikke gratis for dig at få denne e-bog eller hvad det nu måtte være, der bliver reklameret for i opslaget. Hvis du skal afgive din e-mail er det en betaling – og når man betaler, er det man får ikke gratis.
I et tidligere indlæg på denne blog har vi berørt, hvordan man eksempelvis kan give en gratis e-bog væk uden at komme i klammeri med markedsføringsloven.
Det er en fejl, der er let at lave og som man ser rigtig mange steder rundt om på nettet, når denne slags ting bliver kaldt gratis. Mange tænker, at det jo ’bare’ er en e-mailadresse, og at man alligevel kan få lavet en e-mailadresse gratis en masse steder på nettet, og derfor er det jo rigtigt, at det er gratis.
Også i Danmark. Forbrugerombudsmanden har dog slået fast, at man ikke kan kræve en e-mailadresse og samtidig kalde noget for gratis. Netop fordi ens e-mailadresse har en værdi.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407