Den store guide til Personas i Content Marketing
Når du laver Content Marketing, kan du lettere målrette dine tekster, når du har en idé om, hvem personen du skriver til er. Da det er umuligt at vide, hvem den faktiske person, der sidder bag skærmen og læser dit content på dit website eller dine sociale medier, er, kan det være en god idé at lave en repræsentativ karakteristik af målgruppen, som du kan bruge til at lave din Content Marketing ud fra.
Det er her begrebet og teknikken Personas kommer ind i billedet. Ved at lave Personas, der repræsenterer din målgruppe, kan du lave mere målrettet kommunikation og skrive tekster, der er mere relevante, interessante og effektive i forhold til din målgruppe.
Men hvad er det egentlig helt præcist at Personas er, og hvordan bruger du teknikken aktivt i din Content Marketing? Alt dette får du svar på i denne store Content Marketing guide i Personas.
Her kan du læse mere om:
- Hvad er Personas?
- Hvordan udarbejdes Personas?
- Derfor skal du udarbejde Personas
- Find din tone of voice
- Hvad er næste skridt?
Hvad er Personas?
Personas er fiktive kunder, som bruges til at repræsentere din virksomheds målgruppe. I stedet for at gætte sig frem til, hvem dine målgrupper er, hvad deres behov og udfordringer er, laves Personas til at definere målgruppen ud fra et databaseret og analytisk grundlag.
Mindre virksomheder har måske kun én målgruppe/kundetype, hvormed det giver god mening kun at udarbejde én Persona. Andre virksomheder har måske flere målgrupper/kundetyper, hvorfor det også er en god idé at lave flere Personas, sådan at hver Persona repræsenterer hver målgruppe. Hvis I har primære og sekundære målgrupper i virksomheden, kan de forskellige Personas også opdeles i primære og sekundære. Det er dog vigtigt ikke at lave for mange Personas for at helgardere. Typisk vil en virksomhed have brug for at udarbejde omkring 2-3 Personas, men nogle vil måske kunne have brug for at udarbejde flere.
Udarbejdelsen af Personas er en teknik, som bruges for at få et større indblik i virksomhedens målgrupper og kundetyper samt for at få mere viden om, hvad der interesserer og motiverer den enkelte kundetype til at ville foretage et køb, samt hvilke udfordringer den enkelte kundetype har. Når du har en indsigt i disse faktorer, er det nemmere at lave målrettet og relevant content og fange den potentielle kundes opmærksomhed forskellige steder i købsprocessen via de rette kanaler.
Hvordan udarbejdes Personas?
Når du udarbejder dine Personas, skal du bruge både kvantitative og kvalitative data. De kvantitative data kan du indsamle gennem statistikker og demografiske data fra dit website og dine sociale medier. De kvalitative data kan du kortlægge gennem intern viden om virksomhedens målgrupper og gennem undersøgelser med eksisterende personer fra din målgruppe.
Da dine Personas helst skal kunne identificeres med dine eksisterende kunder, er det vigtigt, at du har alle detaljer med. Medtag demografiske data som navn, alder, uddannelse, familieforhold og by, og overvej, hvilke udfordringer dine Personas har, hvad der interesserer og motiverer dem. Tænk over, hvad der skal til for at engagere dem, og hvad der skaber værdi for dem.
Du bør også medtage og overveje:
- Jobsituation og antal år på arbejdsmarkedet
- Kanaler og platforme de bruger
- Udfordringer og behov
- Interesser og værdier
- Kendskab til dine produkter/ydelser
- Købsrolle, købsfase og købsmodenhed
- Søgeord/søgefraser de søger på
De nævnte faktorer skal tage afsæt i dine egne ydelser/produkter, så du kigger på dine Personas’ interesser, udfordringer og motivationsfaktor med udgangspunkt i dine egne ydelser/produkter, og hvordan disse kan hjælpe dine Personas med at løse en udfordring eller få dækket et behov.
Husk desuden at dine Personas skal være realistiske repræsentanter for dine målgrupper og dine eksisterende kunder. Du skal derfor ikke forsøge at udarbejde et billede af din idealkunde, men i stedet din gennemsnitskunde.
Indtænk kunderejsen
Når du udarbejder og bruger Personas til at gøre dit content og din markedsføring til dine målgrupper mere effektiv og målrettet, er det vigtigt, at du indtænker købsprocessen og kunderejsen og tager udgangspunkt i, hvor dine Personas er i forhold til denne. Det handler om at have fokus på, hvad der skal til for at få dine Personas til at interessere sig for dine produkter/ydelser.
Du skal med andre ord så vidt muligt lave content på baggrund af, hvor dine Personas befinder sig på kunderejsen. Det er vigtigt, at de får svar på de spørgsmål de har brug for i den købsfase de er i, og får den nødvendige viden, der er relevant for dem i denne fase. Jo mere konkret dit content er i forhold til dine Personas’ udfordringer, værdier og interesser, jo bedre og mere relevant vil dit content være i forhold til din målgruppe.
Derfor skal du udarbejde Personas
Uanset hvilken form for markedsføring du laver, er første trin altid at lave en eller flere Personas til at finde frem til din målgruppe. Dine Personas er nøglen til at udvikle en effektiv marketingstrategi og til at udarbejde relevant og interessant markedsføringsmateriale til din målgruppe.
Hvis ikke du har lavet den forudgående research og sat dig ind i, hvem din målgruppe og din gennemsnitskunde egentlig er, er det svært at vide, hvordan du skaber opmærksomhed og tiltrækker nye besøgende og kunder. Du vil derfor ikke opnå det fulde potentiale af din markedsføring.
Når du kender din målgruppes behov og udfordringer og ved, hvad der driver dem, er det desuden lettere at lave relevant content, der skaber værdi for dine besøgende. Med Personas får du dermed en større forståelse for, hvem dine kunder er, hvilket gør dig i stand til at lave værdifuldt content, der tiltrækker og fastholder dine besøgende, og som øger sandsynligheden for at få flere leads og kunder.
Find din tone of voice
Når du skal lave Content Marketing og skrive tekster til dine Personas, er det en god idé at bruge tone of voice. Tone of voice er virksomhedens stemme, og handler i højere grad om måden, du vælger at sige ting på, fremfor hvad du siger. Måden du skriver og siger tingene på, har nemlig stor betydning for, hvordan budskabet modtages.
For at kunne bruge din tone of voice i din Content Marketing, skal du dog først finde frem til, hvordan din tone of voice skal være. Her handler det først og fremmest om at finde ud af, hvem din virksomhed er. Tone of voice hænger i høj grad sammen med virksomhedens brand, og herunder også virksomhedens grundsten, værdier og kultur. Ved at bruge tone of voice giver du dit brand mere personlighed, og din tone of voice skal derfor også hænge sammen med måden du ønsker at brande din virksomhed på.
Her er det imidlertid vigtigt, at du husker at indtænke dine Personas. Din tone of voice skal helst tiltrække og vække opmærksomhed hos din målgruppe og potentielle kunder. Derfor skal du også overveje, om din tone of voice er hensigtsmæssig i forhold til dine Personas.
Skriv til dine Personas
Virksomhedens tone of voice bør dermed altid tage udgangspunkt i, hvem der tales til, men skal samtidig også passe til dit brand. Du må aldrig levere noget, du ikke kan holde, og din virksomheds stemme bør altid være autentisk i forhold til kulturen i virksomheden.
Når du skal finde frem til din tone of voice, skal du derfor overveje, hvad der er karakteristisk for sproget og stemmen i din virksomhed. Overvej, om din virksomhed har et formelt eller mere afslappet sprogbrug, om I benytter hverdagssprog eller har et teknisk sprogbrug med branchespecifikke ord. Tænk desuden over, hvilke udtryk og ordvalg I bruger, og hvordan tonen, når I skriver og taler er.
Når du har fundet frem til svarene og analyseret på jeres sprog og tone, bør du holde det op imod dine Personas og vurdere, hvor hensigtsmæssig jeres sprogbrug er i forhold til disse. Efter lidt justering har du nu fundet frem til din virksomheds tone of voice, som både er autentisk i forhold til virksomheden og passende i forhold til dine Personas.
Når virksomhedens tone of voice bruges korrekt, kan den hjælpe dig med at styrke dit content, øge effektiviteten af din kommunikation og give dig mere gennemslagskraft. Derudover kan din tone of voice hjælpe dig med at skabe en genkendelighed hos din målgruppe og positionere din virksomhed i forhold til dine konkurrenter.
Hvad er næste skridt?
Herfra gælder det om at være konsekvent og bruge virksomhedens tone of voice i al content I laver. Dette kan dog være svært og kræver en del arbejde. I nogle tilfælde skal medarbejderne trænes i at skrive og tale i virksomhedens tone of voice, og selv da kan det for nogle virksomheder være en udfordring at udgive content med tone of voice, der tiltrækker, fastholder og engagerer målgruppen.
Har du brug for hjælp til at komme i gang med at udarbejde dine Personas, eller vil du gerne have rådgivning i forhold til at finde frem til og bruge din tone of voice i din Content Marketing, er du velkommen til at ringe til os på 70 13 63 23 eller udfylde vores kontaktformular herunder.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407