6 marketing trends i 2021 du skal holde øje med

online-marketing-trends-2021

Vi har nu skudt det nye år ind, og derfor er det blevet tid til en forudsigelse af, hvad det nye år kommer til at bringe i forhold til online markedsføring. 2020 har været et meget anderledes år, som de fleste af os nok sent vil glemme. Coronavirussen og nedlukninger har påvirket hele verden og dermed også været dominerende for, hvordan den digitale markedsføring har været og kommer til at være i det nye år.

2021 har allerede haft en hård begyndelse, hvor flere erhvervsdrivende er nødsaget til at holde lukket, og mange ansatte har måtte vende tilbage til hjemmearbejdspladsen. Ligesom i foråret vil vi derfor også i året 2021 se flere virksomheder og forbrugere online og på de sociale medier.

Læs herunder vores forudsigelse af, hvilke marketing trends vi kommer til at se meget mere af i år 2021.

1. E-handel bliver større

Coronakrisen har haft en stor indvirkning på e-handlen både i Danmark og i resten af verden. Som følge af regeringens restriktioner har store dele af detailhandlen været nødsaget til at holde lukket, og danskerne har derfor måtte tilfredsstille deres købelyst online i stedet for at besøge de fysiske butikker.

Det har blandt andet betydet, at mange af dem, som ikke shoppede online før nedlukningen, nu har fået øjnene op for de mange fordele ved online shopping. Ifølge flere undersøgelser har danskerne da også taget den online handel til sig, og forventer at handle mere online – også efter krisen.

Som forbruger giver online handel en vis tryghed, fordi man slipper for at bevæge sig imellem mange mennesker i små butikker. Mange virksomheder tilbyder desuden hurtig levering og levering til døren, hvilket gør det endnu nemmere at handle hjemme fra sofaen.

Covid-19 bærer dog ikke hele ansvaret for, at e-handel har vokset sig større så hurtigt. E-handel har i de senere år været i stor vækst, og Covid-19 har derfor blot fremskyndet udviklingen.

2. Social shopping

Social-shopping

Online shopping og særligt shopping på de sociale medier tog for alvor fart i 2020. Mange danskere var hjemsendte og med opfordringer fra regeringen om at holde afstand, søgte danskerne i høj grad over på de sociale medier for fællesskab og underholdning.

Med store dele af befolkningen online på de sociale medier og virksomheder der måtte finde nye metoder til at sælge deres varer på, åbnede der en ny mulighed: Social shopping eller social commerce. Online shopping på de sociale medier er nemt og ligetil, da kunden ikke behøver at forlade de sociale medier for at shoppe hos virksomhederne.

Online shopping har altså aldrig været nemmere for forbrugerne, og det er derfor en tendens vi forventer at se meget mere til hos flere virksomheder i 2021.

Flere virksomheder bruger da også allerede Facebooks nye funktion, Facebook Shops, som Facebook lancerede i foråret 2020. Funktionen gør det muligt for virksomheder at sælge deres produkter til kunderne over Facebook. Funktionen er udrullet, men Facebooks betalingsfunktion er dog stadigvæk kun tilgængelig i USA, og det er derfor stadigvæk nødvendigt at sende kunderne til websitet for betaling.

3. Branding og storytelling

Med nedlukninger i store dele af 2020 er flere virksomheder rykket online. Det betyder, at den online konkurrence er blevet hårdere og kampen om forbrugernes opmærksomhed online er intensiveret. I takt med den øget online konkurrence, er forbrugerne dermed også blevet mere kritiske overfor, hvem de lægger deres penge hos.

Når flere virksomheder tilbyder samme type produkter online, har forbrugerne nemlig frit valg mellem hylderne, og det er derfor ikke altid nok at kunne tilbyde produktet til den bedste pris. Forbrugerne ønsker i stigende grad at handle hos de virksomheder, som skiller sig ud og gør sig bemærkede.

I 2021 bør du som virksomhed derfor have fokus på din branding og storytelling. Virksomheder, som tør skille sig ud, tage stilling og give udtryk for deres holdninger og værdier er dem, der bliver lagt mærke til. I 2020 så vi, at mange brands begyndte at give udtryk for deres holdninger til politiske og miljømæssige emner. Her var der blandt andet flere af de store brands som Nike og Netflix, der viste deres støtte i forbindelse med Black Lives Matter bevægelsen.

Dette er sandsynligvis også noget, vi vil se meget mere til i 2021, da forbrugerne i stigende grad har en forventning om, at de brands, som de støtter, tager stilling og giver udtryk for deres holdninger og værdier.

Det betyder dog ikke, at du nødvendigvis skal ud og kommentere på et politisk emne eller bruge det i din branding for at vise dine værdier. Men hvis du gerne vil stå stærkere i konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed, bør du have et øget fokus på din branding. Brug storytelling og tone of voice til at vise personlighed og differentiere din virksomhed fra dine konkurrenter. På den måde kan du skabe en større brand awareness hos din målgruppe.

4. Live video og virtuelle events

Virtuel-event

En anden tendens, som vi også har set en stor del af i 2020, er live video og virtuelle events. Video Marketing var allerede en populær disciplin før Coronapandemien blev aktuel, og også livevideoer blev flittigt brugt af mange virksomheder for at skabe øget engagement hos forbrugerne. Med lock-down og afstandskrav tog det online fællesskab dog til, og mange virksomheder fik dermed endnu større succes med at lave live videoer og afholde virtuelle events og webinarer.

Videocontent er en effektiv kommunikationsform på de sociale medier, og skaber mere trafik og større engagement end almindelige tekstopslag. Derfor giver det også god mening, at live-videoer og også virtuelle events skaber stor succes.

Virtuelle events og webinarer er desuden ikke begrænset af afstand og giver derfor øget mulighed for at nå ud til personer, som måske ikke er geografisk placeret det samme sted. For mange virksomheder har de virtuelle events således været med til at øge rækkevidden og skabe opmærksomhed og interesse hos en helt ny type målgruppe.

Vores kunde Two Socks Ginbar er en af dem, der har haft stor succes med virtuelle events. Da landet lukkede ned første gang, valgte de at afholde online og virtuelle ginsmagninger, hvilket gav dem stor opmærksomhed på blandt andet nationalt TV. Vi havde da også selv fornøjelsen af at deltage i deres live virtuelle ginsmagning, et event vi syntes var rigtig sjovt og hyggeligt.

Selvom vi om (forhåbentlig) kort tid kan vinke farvel til nedlukningerne, vil det derfor også være sandsynligt, at mange virksomheder fortsætter med de virtuelle events.

5. Influencer marketing på tværs af kanaler

Når store dele af Danmark er lukket ned, og mange danskere er hjemsendte, har de mere tid til at surfe internettet tyndt efter underholdning. Flere bruger deres tid på at se videoer på YouTube og TikTok eller begynder at følge nye og interessante influencere på Instagram. Særligt i denne tid kan der derfor være flere fordele ved at benytte influencer marketing.

Influencer marketing er de senere år vundet mere og mere frem. Brugen af Youtubere, Bloggere og Instagrammere med mange følgere har vist sig at være en stor succes for mange virksomheder, og vi forventer derfor, at denne marketing trend kun bliver større.

Som forbrugere stoler vi mere på personer end vi gør på brands, og da Influencere er personer med mange trofaste følgere, som identificerer sig med og måske endda ser op til dem, har influencerne større mulighed for at påvirke forbrugeren end mange brands.

Influencere leverer desuden værdifuldt indhold og formår at engagere deres følgere. Derfor vil mange virksomheder også opleve, at det er nemmere at påvirke forbrugerne ved brug af influencer marketing. Du kan læse mere om, hvorfor du skal benytte dig af influencer marketing her.

Influencer marketing er derfor stadigvæk en trend i 2021, men den er ikke længere bundet til det sociale medie, som influenceren benytter. Flere brands bruger influencernes content på tværs af kanaler, såsom deres egen hjemmeside, i nyhedsbreve eller på deres egne sociale medier.

Influencer-marketing

6. Optimering af brugeroplevelsen

Brugeroplevelsen spiller en stor rolle for din ROI og får derfor også større og større betydning for mange virksomheders online markedsføring. Vil du have succes med din markedsføring, skal du hele tiden tænke brugerne først. Dette gælder, uanset om du skal lave engagerende content eller lave en teknisk optimering af din hjemmeside.

Dårlig navigation på hjemmesiden, irriterende pop-up bokse, manglende mobilvenlighed og lang indlæsningshastighed er blot nogle af de ting, der forringer brugeroplevelsen, og øger risikoen for, at du mister en potentiel kunde. Dertil kommer dårligt indhold, som ikke er relevant, eller som er uoverskueligt at læse pga. manglende afsnit og overskrifter.

Vil du gerne øge din ROI og få større succes med din markedsføring, bør du fokusere på dine brugeres oplevelse af din hjemmeside og dit indhold. Her skal du blandt andet bruge dine data til at undersøge din afvisningsprocent og konverteringsrate samt dine brugeres adfærd på din hjemmeside og dine brugeres interaktion med dit indhold på hjemmesiden og dine sociale medier.

Med disse data kan du finde frem til, hvor du mister dine brugere og dermed hvad du skal optimere på for at gøre brugeroplevelsen bedre. Brugerne bliver kun mere kritiske og mere dovne, og vil du undgå at miste din næste potentielle kunde at det derfor vigtigt at din hjemmeside og content er optimeret til 2021’s brugere.

Jeg accepterer, at mine data gemmes i overensstemmelse med OnlineSynlighed.dk's privatlivspolitik.


Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage.
Mette Therese Røser