Sælg dine produkter direkte på Facebook med Facebook Shops
Den 19. maj 2020 præsenterede Mark Zuckerberg Facebooks nyeste tiltag: Facebook Shops. Med Facebook Shops skal det være muligt for alle med en Facebook-side at sælge sine produkter, uanset om man allerede har en webshop eller ej.
Man har gennem længere tid kunne forbinde sin webshop med sin Facebook-side, og på den måde vise sine produkter direkte fra Facebook-siden. Fra hvert produkt har der også været en knap, med et link til: ”Betal på websitet”, som sender Facebook-brugeren direkte til produktet på webshoppen.
Med Facebook Shops skal det være endnu lettere at købe produkter hos virksomheden. Det bliver nemlig muligt at gennemføre en ordre uden at forlade Facebook. Det giver altså også helt nye muligheder til særligt små virksomheder, der måske ikke har haft råd til at få udviklet en webshop.
Facebook vil hjælpe de små virksomheder
Kilde: Facebook
I en livevideo fortalte Mark Zuckerberg, at Facebook gerne vil hjælpe de små virksomheder med at overleve. Derfor præsenterede de i marts, at de var på vej med en stor hjælpepakke til de små virksomheder, som var påvirket af Covid-19-situationen. Hjælpepakken var på 100 millioner dollar, som virksomheder i 30 lande kunne få gavn af.
Med Facebook Shops vil Facebook igen hjælpe de små virksomheder, ved at give dem mulighed for at tjene penge online, hvis deres forretning eksempelvis er tvangslukket. Grundidéen med Facebook Shops er, at alle små virksomheder skal kunne oprette en online shop og på den måde nå ud til deres kunder, som i forvejen bruger Facebook. Mange virksomheder bruger i forvejen Facebook til at nå ud til deres kunder, og Facebook Shops skal altså kunne skabe forretning direkte via Facebook.
Facebook Shops er gratis at bruge. I livevideoen fortæller Zuckerberg, at størstedelen af deres annoncører er mindre virksomheder, og derfor ved de også, at de vil tjene penge på den måde. Måske vil Facebook endda tjene endnu mere på annoncering, når virksomhederne vil markedsføre deres produkter på Facebook Shoppen.
Skab en ensartet oplevelse for kunderne
Facebook Shops skal ikke kun være tilgængelig på Facebook. På Instagram vil der også blive introduceret en Shopping-fane i navigationsbjælken, som skal gøre det endnu lettere for brugerne at finde nye produkter.
For Facebook er det vigtigt at skabe en ensartet oplevelse på tværs af deres forskellige apps; Facebook, Instagram, Messenger og WhatsApp. Det betyder, at kunden skal have oplevelsen af, at virksomhedens kontaktpunkter hænger sammen, så spørgsmål til kundeservice kan sendes via WhatsApp eller Messenger, produkterne kan ses på Instagram, og endeligt at købet kan gennemføres på Facebook – også selvom produktet er lagt i kurven via Instagram. Tanken er, at det skal være let for brugeren eller kunden.
Fordelene ved Facebook Shops
Ud over at kunne skabe en ensartet oplevelse på tværs af Facebooks platforme, er der en række fordele ved Facebook Shops. Først og fremmest kan du begynde at sælge dine produkter, selvom du ikke har en webshop. Du får altså mulighed for at etablere en helt ny salgsplatform uden at skulle investere i at få udviklet en shop. En Facebook Shop er nemlig gratis at oprette.
Har du allerede en webshop, der er lavet i Shopify, WooCommerce, BigCommerce eller et andet shop-system, kan du let synkronisere dine produkter mellem webshop og Facebook Shop.
Derudover er Facebook Shops native and fast. Det betyder, at landingssiden for et produkt loader hurtigt, og det er nemt og hurtigt at gennemføre en ordre – også på tværs af eksempelvis Facebook og Instagram. Købsprocessen vil også blive optimeret, særligt hvis kunden har gemt sit betalingskort fra en tidligere ordre, kan en ordre gennemføres uden at skulle finde sit betalingskort frem.
Når Facebook er klar til at lancere kryptovalutaen Libra, vil dette højst sandsynligt også blive integreret som en betalingsmulighed i Facebook Shops.
Hurtigere loadtid af produktsider og en let bestillingsproces vil også føre til højere konverteringsrater. Gennemfører brugeren ikke sin ordre med det samme, bliver det uden tvivl også let for virksomheden at annoncere direkte til brugeren med de produkter, som brugeren viste interesse for – altså målrettet retargeting, som vi allerede kender det.
Endeligt vil Facebook introducere ”Businesses nearby”. Med denne funktion skal det være let for brugerne at finde produkter og tilbud fra forretninger i deres lokalområde. For virksomhederne betyder det, at de kan opnå en øget synlighed overfor personer, der bor i nærområdet, og dermed potentielt også skabe et større salg.
Helt ny shopping-oplevelse
Facebook vil skabe en helt ny shopping-oplevelse for brugerne. I livevideoen fortæller Zuckerberg, at lige som fysiske forretninger er forskellige, når man går forbi dem, skal Facebook Shops også have mulighed for at fortælle deres egne historier. En Facebook Shop skal altså være mere end en liste med virksomhedens produkter.
Forretningerne skal dermed selv have mulighed for at tilpasse deres Facebook Shop, så den er tilpasset til den enkelte forretning og dennes storytelling. Forretningerne kan eksempelvis udnytte denne mulighed til at fortælle brugerne/kunderne, hvad de får ud af at eje et produkt – altså sætte fokus på ”What’s in it for me?”
Derudover arbejder Facebook på at gøre AI til en del af deres shopping-oplevelse. Med AI skal det være muligt for brugerne at se og ”prøve” et produkt, inden de køber det. Det kan være eksempelvis et møbel eller en vase, som man ved hjælp af AI og kameraet i telefonen kan se, hvordan vil se ud i hjemmet. Det kan også bruges til eksempelvis make up eller tøj.
AI skal også gøre shopping-oplevelsen langt mere målrettet for den enkelte bruger. Zuckerberg giver selv et eksempel med en tøjdesigner, hvor han som kunde bliver præsenteret for herretøjet med det samme, da det med størst sandsynlighed er det, han er interesseret i. Brugeren skal dermed få en endnu bedre shopping-oplevelse, og ifølge Zuckerberg vil det føre til øget salg.
Hvem kan få gavn af Facebook Shops?
Facebook Shops er særligt målrettet de mindre virksomheder, men det er ikke ensbetydende med, at de er de eneste, der har gavn af den nye funktion. Virksomheder med fysiske produkter får en helt ny salgsplatform – en platform, hvor brugerne (kunderne) også er dagligt, hvad enten det er på Facebook eller Instagram. Og så er det tilmed gratis at bruge!
Virksomheder, der i forvejen bruger Facebook og Instagram som markedsføringskanaler, kan i høj grad få gavn af Facebook Shops. Ved at tagge produkter i opslag, som mange måske allerede gør, er det let for brugeren at finde frem til et bestemt produkt – og købe det med det samme uden at forlade Facebook.
Kilde: Facebook
Det bliver også muligt i eksempelvis Instagram Stories at lave en ”Swipe op for at købe” – selvfølgelig direkte via Facebook Shoppen. Det giver altså gode muligheder for virksomheder, der eksempelvis præsenterer et nyt produkt i en story, eller gennemgår hvordan produktet bedst anvendes.
Skab loyale kunder
Kilde: Facebook
Facebook vil også introducere et loyalitetsprogram, som skal knytte kunder og virksomheder tættere sammen. Gennem loyalitetsprogrammet kan kunden optjene point via sin Facebook-profil, og dermed optjene rabatter eller bonusser.
Stadig under udvikling
Facebook Shops er lanceret i USA, men de udvikler fortsat på det nye tiltag. Derfor er eksempelvis loyalitetsprogrammer og AI ikke helt færdigudviklet, lige som chatfunktioner fortsat testes. Facebook Shops er derfor heller ikke udrullet i alle lande endnu – heller ikke i Danmark. Derfor skal du væbne dig med lidt tålmodighed, hvis du ønsker at komme i gang med Facebook Shops.
Vil du gerne gøre klar til at komme i gang med Facebook Shops, eller har du brug for rådgivning om, hvordan du kan få gavn af Facebook Shops, er du velkommen til at kontakte os. Udfyld formularen herunder, eller giv os et kald på 70 13 63 23.
DK-31929407