Sådan gør du din hjemmeside mobilvenlig – tips til at øge mobilvenligheden
I 2016 annoncerede Google, at de fremover ville favorisere hjemmesider som var mobilvenlige frem for desktopversionen af hjemmesider. Det, de kalder for mobile-first indeksering. Det betød, og betyder stadig, at din hjemmeside skal være nem at betjene ud fra en mobil enhed.
I 2019 ejede 88 % af danskerne en smartphone, hvoraf 83% af dem bruger deres telefon til at gå på internettet med. Derfor er det ekstremt vigtigt for din virksomhed, at du har en hjemmeside som er mobilvenlig.
I denne artikel kommer vi rundt om, hvad mobil-first egentlig er, og samtidig vil vi komme i dybden med følgende:
- Mobile-first og mobile-first indeksering
- Sådan sørger du for, at din hjemmeside er mobilvenlig
- Kom i gang med din hjemmeside
Mobile-first og mobile-first indeksering
Mobile-first begrebet bruges egentlig om webdesign og betyder ganske enkelt, at der fokuseres på at lave en hjemmeside til mobile enheder først, hvor der herefter produceres design til desktop og andre enheder. Med mobile-first princippet sørger du altså for at producere et velfungerende webdesign ud fra mobilens udfordringer og begrænsninger. Når designet fungerer på mobilen, udvides dette til at fungere på desktop og/eller tablet.
Google har siden 2016 valgt at prioritere mobile-first-indexering frem for desktop indeksering. Vi har tidligere skrevet om Google mobile first indexering i artiklen ”Forstå Mobile First Index – derfor skifter Google fokus”. Her kan du blive klogere på, hvorfor Google valgte at skifte fokus og prioritere dette.
Kort fortalt er Googles mobile-first-indeksering en måde at prioritere hjemmesider som er mobilvenlige. De sider, der ikke er nemme at tilgå via mobile enheder, vil således opleve, at de ikke bliver prioriteret af Google, og dermed kan risikere at ligge langt nede i søgeresultaterne. Hvis du optimerer din side til at være mobilvenlig, vil du ikke alene blive prioriteret af Google, men du vil også få flere kunder og dermed mere trafik og evt. mere salg. Der er altså ingen grund til ikke at have et mobilvenligt design.
Sådan sørger du for, at din hjemmeside er mobilvenlig
Nå du skal have designet en hjemmeside, er det altså vigtigt at fokusere på Mobile First, jf. ovenstående, hvilket også betyder, at din hjemmeside skal være mobilvenlig. Nedenfor kan du læse om, hvordan du kan optimere din hjemmeside, så dine brugere får en god oplevelse, når de lander på den via deres mobiltelefon.
Se om din side er mobilvenlig
Hvis du ikke er inde i den tekniske del af hjemmeside design og brugeroplevelser, kan det måske være svært at vide, om din hjemmeside er, som den skal være, eller om der er noget, der kan ændres. Derfor bør du som det første starte med at se på, om den er mobilvenlig. Dette findes der flere gratis muligheder for, bl.a. Googles eget webmaster tool, https://search.google.com/test/mobile-friendly. Her kan du nemt indtaste din hjemmeside og se, om den er mobilvenlig. Er den ikke det, kan du med fordel læse nedenstående tips til at sikre dig en mobilvenlig side.
Vælg et mobilvenligt design
Det første du skal gøre, hvis du gerne vil have et mere mobilvenligt design og bedre brugeroplevelse, skal du vælge en måde at gøre det på. Tidligere var det populært at lave en decideret mobilside, altså en underside af din hjemmeside. Dette er dog ikke den bedste løsning, da du kan risikere, at Google ser denne side som duplikeret indhold, fordi det i princippet er en kopi af din allerede eksisterende hjemmeside. Og du vil jo nødigt straffes for duplikeret indhold.
Derfor bør du i stedet vælge at få lavet din hjemmeside i et responsivt design, hvis du ikke allerede har det. Men hvad betyder responsivt design så egentlig? Et responsivt webdesign er et design der gør, at alle dine sider ser ens ud, uanset hvilken enhed folk er på. Designet, teksten, billeder mv. tilpasser sig brugerens skærm, og du får derved den mest optimale løsning for brugeren og dermed en øget mobilvenlighed. Derudover foretrækker Google også, at hjemmesider bruger et responsivt design frem for en mobil side. Endvidere slipper du for at vedligeholde to forskellige platforme, hvilket i sig selv vil spare dig for en del tid og kræfter. Er din hjemmeside ikke responsiv kan du i de fleste tilfælde med eks. WordPress få plugins der kan gøre den responsiv. Alternativt kan du vælge et helt nyt tema, hvor det responsive deisgn er inkluderet.
Hastighed
Hastighed er en afgørende faktor for, om din hjemmeside bliver vist som et af de øverste resultater i Googles søgeresultater og dermed også afgørende for din virksomhed og salg. Er din hjemmeside langsom om at loade, kan du godt regne med, at dine brugere ikke gider vente på dette. De er allerede hoppet videre i resultaterne til næste udbyder, måske endda din konkurrent. Samtidig vil en langsom side også rykke din hjemmeside placering længere ned i søgeresultaterne, for Google hurtigt kan se, hvis dine brugere hopper væk fra den hurtigt. Du bør derfor sikre dig, at din hjemmeside er så hurtigt som overhovedet muligt. Det kan du bl.a. sikre dig ved at optimere dine billeder så de fylder mindre, bruge muligheden for cache, samt fjerne unødvendige plugins og redirects. Alt dette kan være med til at gøre din side hurtigere og dermed også mere mobilvenlig.
Tekst
Hvis din hjemmeside for alvor skal være mobilvenlig, er du nødt til at tage et ekstra kig på dine tekster. Tekster, der er optimeret til mobile enheder, fastholder dine besøgende i længere tid, fordi de ikke skal anstrenge sig for at se en lille skriftstørrelse, eller vende mobilen frem og tilbage for at se dine tekster.
Når du skal gøre dine tekster mobilvenlige, handler det om at gøre det så letlæseligt som muligt for brugerne, dvs. inddel dine tekster i flere afsnit og lav gerne underoverskrifter eller punkter til din tekst. Det er også vigtigt, at du ikke har flere kolonner på din hjemmeside, da dette i mange tilfælde ikke bliver vist ordentligt eller slet ikke på mobilen. Har du meget tekst, kan du i stedet lave en ”læs mere” link eller lave punkter i form af accordions eller tabs.
Placering af vigtige knapper og funktioner
Er du nogensinde faldet over en hjemmeside, hvis design var så elendigt, at du ikke kunne finde hoved og hale i det, eller undgå at trykke de forkerte steder? For nogle år tilbage var det noget, du kunne støde på ret ofte, men heldigvis er de fleste af disse hjemmesider blevet opdateret med tiden. Desværre findes der dog stadig hjemmesider, som kan have gavn af at få lidt ekstra opmærksomhed, når det kommer til mobilvenligheden.
Først bør du kigge på din menu. Er den nem at finde? Bruger du ”burgermenuen”, som så mange andre virksomheder, bør du måske også overveje at tilføje ordet ”menu” ved siden af. Selvom de fleste af os godt ved, hvad en ”burgermenu” er, er der stadig nogle som ikke aner, at det er der, de skal trykke, hvis de vil se menuen.
Samtidig skal du sørge for, at vigtige knapper eller links mv. er nemme at ramme med fingrene. Der er ikke ret meget plads på en mobiltelefonskærm, og du skal derfor hele tiden tænke i størrelsen, og hvordan tingene fungerer i praksis. Du kan derfor med fordel gøre de vigtige knapper eller links lidt større, og placere dem så det er nemt at ramme dem.
Undgå flash og pop-ups
Størstedelen af alle mobile enheder understøtter ikke flash, så derfor er det en rigtig dårlig idé at have det på sin hjemmeside, hvis du gerne vil gøre den mobilvenlig. Flash er ved at være outdated, og der findes heldigvis mange andre alternativer til det, hvis du vi lave noget specielt på din hjemmeside som stadig fungere på mobiltelefoner.
Du bør også for alt i verden undgå de irriterende popups der kan forekomme på din desktop hjemmeside. På mobilen er det irriterende, at hele siden bliver umulig at læse noget på, fordi der er en utilpasset popup, som kan være svær at lukke. Det gør i hvert fald intet godt for din mobilvenlighed.
Kom i gang med din hjemmeside
Når du vælger at optimere din hjemmeside til, at den skal være mere mobilvenlig, vil du også opleve, at dine kunder gerne vil besøge din side. Samtidig vil du komme foran i køen hos Google i søgeresultaterne, da de, som tidligere nævnt, prioriterer hjemmesider der er mobilvenlige med deres mobile first indeksering. Derfor er der altså ingen tid at spilde, hvis du gerne vil være tilgængelig for alle dine kunder – også dem på mobilen.
Sørg for at have et responsivt webdesign, og gør brugervenligheden så god som muligt for dine brugere, så de vælger at komme tilbage til din side frem for konkurrenternes. Hvis du gerne vil have hjælp til at optimere din hjemmeside til mobile enheder, eller få bygget en helt ny fra bunden som er responsiv og brugervenlig, så kontakt os på tlf. 70 13 63 23 eller nedenstående kontaktformular, så vi sammen kan tage en uforpligtende snak om, hvordan vi skaber en bedre brugeroplevelse for dine kunder.
DK-31929407