Find dit næste job på Facebook
Sidste år skrev vi, at Facebook var på vej med en funktion, der giver virksomheder mulighed for at finde deres nye medarbejdere på det sociale medie. Tidligere på måneden blev dette en realitet: Facebook Jobs, som i første omgang kun er udrullet til USA og Canada.
Søg job direkte fra Facebook
Facebook gemmer massevis af data om alle deres brugere. Denne data kan være særdeles brugbar i forbindelse med jobsøgning, da Facebook kan målrette jobopslagene til de personer, der har en reel interesse i branchen m.m.
Med den nye funktion vil brugerne kunne se jobopslag i den nye funktion, som Facebook er ved at udrulle i forskellige lande. Derudover vil jobopslag også vises på virksomhedens egen Facebookside.
Som billedet illustrerer, er den nye funktion ikke fuldt ud implementeret i Danmark endnu. Hvornår den bliver det, kan vi kun afvente.
Jobopslagene vil udseendemæssigt ligne de velkendte annoncer, der vises dagligt i vores alles news feed. Der vil derfor også være en knap: Ansøg nu (Apply now), hvormed brugeren kan søge jobbet direkte fra Facebook. Der skal dog lige udfyldes lidt information, inden ansøgningen bliver sendt via Messenger til virksomheden.
De informationer, som Facebook automatisk tilføjer, er de informationer om uddannelse og jobs, som er synlige på din offentlige profil. Derudover har du mulighed for at tilknytte en kort tekst på op til 1.000 tegn – fx et lille resumé eller præsentation af dig selv, og hvorfor du søger jobbet.
Når en virksomhed offentliggør et jobopslag, vil det blive vist i jobsøgningsfunktionen samt på virksomhedens side. Idet opslaget også bliver vist på virksomhedens side, vil det også automatisk blive vist i brugernes news feed. Jobopslaget har altså potentiale for at blive eksponeret flere forskellige steder – også i takt med at brugerne deler, kommenterer og liker opslaget, hvorved deres netværk også ser opslaget.
Skal din profil gøres offentlig?
I og med at virksomheden automatisk får tilsendt oplysninger, som også kan ses i din offentlige profil, bør du derfor undersøge, hvad andre egentlig kan se. Hvis du er jobsøgende, er det derfor vigtigt, at du overvejer, hvilke uddannelser og jobs, som du gerne vil have, en potentiel arbejdsgiver kan se.
Det vil ikke være alt, som du selv synes, at en fremtidig arbejdsgiver skal kunne se om dig. Derfor bør du aktivt tjekke dine indstillinger på det sociale medie: Hvem skal have adgang til at kunne se bestemte informationer?
Andre små indstillinger, der kan være aktuelle at kigge på, kan være, hvilke grupper eller sider, du synes godt om og dermed følger. Det er alt sammen med til at sende et signal om, hvem du er. Det kan derfor være en god idé at tjekke, hvordan din offentlige profil ser ud. Dette kan du gøre ved at klikke på de tre prikker, som vises ved siden af ”Vis aktivitetslog” oppe under coverbilledet. Klik ”Vis som”:
På den måde kan du se, hvordan din offentlige profil ser ud:
Overvej din målgruppe
Selvom Facebook er det medie med langt de fleste brugere, så bør virksomheder stadig overveje, hvem de gerne vil nå ud til med deres jobopslag. Unge (eventuelt nyuddannede) personer, vil sandsynligvis være mere tilbøjeligt til at bruge Facebook som jobsøgningskanal, men andre målgrupper synes, at Facebook er upassende til formålet.
Facebook bliver uden tvivl en stærk konkurrent til LinkedIn og andre jobsøgningsportaler – netop fordi Facebook kan nå ud til langt flere personer, til et langt mindre budget.
Hos OnlineSynlighed.dk har vi haft succes med at bruge Facebook som kanal for vores jobopslag. Vi har aktivt brugt mediet til at dele et link til jobopslaget, og derefter boostet det, for at opnå en større rækkevidde. Vi glæder os derfor til at se (og teste) den nye funktion, når den bliver udrullet i Danmark.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407