SEO og videoer

Få mere ud af din SEO med videoer: Her skal du uploade dine videoer

SEO og videoer

Videoer fylder mere og mere – særligt på de sociale medier. Videoer er blevet meget populære, fordi det er underholdende, og samtidig skal modtageren ikke selv skal yde en indsats for at få budskabet. Det tager kortere tid for modtageren at afkode budskabet i en video, end hvis han eller hun skulle læse sig frem til samme.

Hos OnlineSynlighed.dk er det ingen hemmelighed, at vi har en forkærlighed for gode tekster. Netop tekster er et effektivt redskab, når vi taler søgemaskineoptimering (SEO). Gode, uddybende tekster hjælper søgemaskinerne med at forstå, hvad en given side handler om – og så giver det også mulighed for at linkbuilde til en bestemt side gennem relevant indhold.

Selvom vi er glade for det skrevne ord, kan vi ikke komme uden om videoer. Videoer kan også bidrage til din SEO, hvis du gør det rigtigt. I dag findes der et hav af muligheder til, hvor du kan uploade din video. I det følgende vil jeg gennemgå nogle af disse muligheder samt vurdere, hvordan det bidrager til SEO og øget online synlighed.

Videotjenester

Når vi taler videotjenester, kan vi ikke komme uden om giganterne YouTube og Vimeo. Hvor YouTube er kendt blandt den brede befolkning, kan Vimeo ses som den mere professionelle løsning. Herunder kan du læse fordele og ulemper ved begge tjenester.

YouTube

Youtube video i din strategi

Alle kender YouTube. YouTube er uden tvivl verdens største videodelingstjeneste – og er den 2. største søgemaskine, kun overgået af Google (som i øvrigt ejer YouTube). Dermed kan det virke som det oplagte valg, når du skal udgive en ny video.

YouTube er gratis at anvende, og det er let for dig at uploade en ny video til din egen kanal. Derudover har YouTube også den fordel, at kanalen er ejet af Google – og Google kan godt lide Google. Sagt med lidt andre ord kan du skabe øget synlighed for dine videoer via Googles organiske søgeresultater, hvis du optimerer din video – mere om det i næste afsnit.

Når du uploader din video til YouTube, kan du også indlejre videoen på din egen hjemmeside. Det betyder, at videoen stadig kun er uploadet til YouTube, men at den kan vises på hjemmesiden uden brugeren skal forlade hjemmesiden.

SEO-optimér din video på YouTube

Når du uploader din video til YouTube har du gode muligheder for også at SEO-optimere denne. Det gør du blandt andet ved at inddrage dit søgeord i titlen. Udnyt også den plads du har til at skrive en beskrivelse. Sørg for også at anvende dine søgeord her.

YouTube giver dig også mulighed for tags. Hvor vidt disse har en betydning i det store billede, er der en vis uenighed om. Det kan dog godt være en god idé at udfylde tags med dine vigtige søgeord (som videoen selvfølgelig omhandler) – om ikke andet giver det brugeren et hurtigt overblik over emnet.

Hvis du ikke gør brug af de muligheder, som YouTube stiller til rådighed, betyder det ikke, at YouTube ikke ved, hvad din video handler om. YouTube er en intelligent maskine, som i høj grad forstår dine ord. På YouTube kan du nemlig aktivere automatiske undertekster. Dette er dog ikke muligt for dansk tale endnu, men det kommer med garanti inden for en overskuelig fremtid.

Vimeo

Som tidligere nævnt har Vimeo et mere professionelt ry. Det skyldes blandt andet, at der ikke bliver vist annoncer på Vimeo, som vi ellers kender det fra YouTube. Derudover giver Vimeo også langt flere muligheder for tilpasning end YouTube.

Vimeo er kendt for at have videoer af bedre indhold. Dette skyldes måske også, at mediet benyttes i professionelle sammenhænge. Derudover giver Vimeo dig også mulighed for at begrænse visninger til bestemte grupper, herunder ”Alle”, ”Personer, jeg vælger”, ”Personer med et password”, ”Personer, jeg følger” og ”Kun mig”.

Lige som med YouTube har du mulighed for at indlejre videoen på din hjemmeside via en iframe. Dét, kombineret med ingen annoncer og bedre muligheder for personlig tilpasning, bidrager til en mere brugervenlig løsning.

SEO-optimér din video på Vimeo

Vimeo giver dig selvfølgelig også mulighed for at give dine videoer både titel og beskrivelse. Derudover kan du også vælge hvilke kategorier, der passer til dine videoer. Brug derfor også dine søgeord aktivt, når du uploader videoer til Vimeo.

Sociale medier

SEO video og SoMe

Videoer på de sociale medier fylder mere og mere. Her tænker jeg især på Facebook, hvor minimum hver 3. til 5. opslag er videoer – prøv selv at tælle efter; passer det ikke meget godt?

Facebook har også gjort det let for brugerne at uploade videoer, og der er ingen tvivl om, at det er for at tage kampen op mod YouTube. Facebook gør sit for at blive et altdominerende medie, så brugerne kun skal gå ét sted for at blive underholdt.

Tidligere var det meget udbredt at dele links til YouTube på sin Facebookside. Det var før Facebook for alvor tog kampen om videovisninger op. Derfor vil du opleve, at hvis du uploader en video direkte til Facebook, så vil den automatisk gå i gang i brugernes newsfeed (med mindre den enkelte bruger har slået dette fra i Facebooks indstillinger).

Derudover fylder en videos thumbnail mere, hvis videoen er uploadet i Facebook frem for et delt link fra YouTube. Dette gør Facebook selvfølgelig for at få flere personer til at uploade indhold direkte på Facebook.

Jeg har også hørt rygter om, at videoer uploadet direkte i Facebook får et større organisk reach, end hvis du deler et link fra YouTube (eller andre videodelingstjenester). Dette stemmer også meget godt overens med, at Facebook prioriterer indhold uploadet direkte på mediet.

Du kan selvfølgelig selv teste, hvor stor rækkevidde du får, hvis du uploader en video til Facebook, kontra hvis du deler et link fra YouTube eller Vimeo. Her skal du dog også være opmærksom på, at rækkevidden også udvides, når du begynder at få reaktioner, kommentarer og delinger på opslaget.

Kan jeg ikke bare uploade min video på min egen hjemmeside?

Måske synes du, at det er én stor jungle med alle disse muligheder, hvor du kan uploade dine videoer. Som hjemmesideejer er dit mål at få trafik ind på din hjemmeside, så hvorfor kan du ikke bare uploade videoerne direkte i dit CMS?

Det kan du i bund og grund også godt. Men du vil sikkert også gerne have spredt din video til flest mulige? (Ellers var det nok ikke så oplagt at lave videoen i det hele taget). Hvorfor så ikke udnytte de muligheder, der er?

Vælger du at uploade dine videoer direkte i dit CMS, skal du være opmærksom på, at din sides indlæsningshastighed (som jo er en rankingfaktor, når vi taler SEO) bliver påvirket. I stedet for at indlæse rammen og dele af videoen, er det pludselig hele videoen, der skal loades med det samme. Er videoen optaget i en høj kvalitet, vil den også komme til at fylde en del på din hjemmeside.

Opsummering

Der er mange forskellige muligheder for, hvor du kan uploade dine videoer. I det ovenstående har jeg gennemgået:

  • YouTube
  • Vimeo
  • Sociale medier
  • Din egen hjemmeside

Der er fordele og ulemper ved alle platformene, så lige præcis, hvor du skal uploade dine videoer, afhænger af, hvad dit formål med videoen er.

Kom hele vejen rundt

Som med alle andre aktiviteter i din virksomhed, handler det om at få dine besøgende til at konvertere. Det kræver, at du får besøgende på din hjemmeside, og her er SEO blandt andet et godt sted at starte. YouTube er ejet af Google, og i dag ser du oftest også YouTube-videoer blandt søgeresultaterne, nærmest uanset hvad du søger efter.

Når en person klikker på en YouTube-video i søgeresultaterne, ender han eller hun selvfølgelig på YouTubes egen side. Sørg derfor også for at linke videre til din egen hjemmeside – både fra beskrivelsen og fra videoen.

Når Google viser YouTube-videoer i søgeresultaterne, er det fordi, at Google godt kan lide sine egne kanaler. På samme måde kan Facebook også bedst lide, hvis du uploader indhold direkte på mediet, frem for at linke videre. Hvis du gerne vil skabe interaktion om dine videoer, så upload dem direkte til Facebook. Dermed er der også større sandsynlighed for, at din video får en større organisk rækkevidde.

Hvis du gerne vil lokke folk over på din hjemmeside fra Facebook, kan du overveje at lave en kortere (video-) teaser for den oprindelige video. Upload denne til Facebook, og lav et link i dit opslag til, hvor brugerne kan se den fulde video – altså på din egen hjemmeside. Laver du dette nummer, skal du også være sikker på at give brugerne den værdi, som de forventer (og helst mere til), ellers kan du være helt sikker på, at de ikke klikker sig videre en anden gang.

Når du så vil vise videoen på din hjemmeside, kan det være fordelagtigt at indlejre videoen fra Vimeo, hvor du slipper for reklamer og har større mulighed for tilpasninger.

Tænk altid over formålet med videoen

Formål med video SEO

Som beskrevet ovenfor kan det være den ideelle løsning, at komme hele vejen rundt og dermed aktivt bruge de forskellige medier. Det er dog mere omfattende og tidskrævende, end hvis du blot uploader videoen til ét medie.

Hvis du kun ønsker at benytte ét medie, så start med at definere, hvad formålet med videoen er. Dernæst bør du definere din målgruppe – hvilket medie har du størst sandsynlighed for at ramme dem?

Måske har din virksomhed planer om at udbygge sin egen YouTube-kanal med How-to-guides som eksempelvis SilvanTV. I så fald er det selvfølgelig YouTube, der skal have det primære fokus. Bemærk her, at Silvan laver videoer, som omhandler gør det selv-projekter, som folk søger efter.

Hvis formålet i stedet er at skabe interaktioner, kan det være mere fordelagtigt at uploade videoen direkte på Facebook. Ved at opnå reaktioner og kommentarer, vil videoen også få en større rækkevidde og på den måde nå ud til personer, der måske ikke kender virksomheden i forvejen.

Har du et komplekst produkt eller ydelse, som du vil forklare brugen af ved hjælp af en video, bør du derimod have videoen på din hjemmeside. Det gør det lettere for dine besøgende, og det øger sandsynligheden for, at de konverterer – netop fordi du tilføjer ekstra værdi dér, hvor brugeren har behov for det.

Det er ikke altid bare ”sådan lige” at komme i gang med videoer i sin markedsføring. Én ting er at optage de videoklip, der skal bruges. Noget andet er at klippe videoklippene sammen til en færdig video. Og afslutningsvis skal du tilmed finde ud af, hvor videoen skal uploades.

Hvis du behov for hjælp eller rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte os. Udfyld kontaktformularen herunder, så kontakter vi dig.

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen