Din komplette guide til Content Marketing

Content-Marketing

Du har med garanti hørt om Content Marketing mange gange før og fået tudet ørene fulde med, hvor vigtigt det er med godt og relevant content. Content Marketing er da også en af de vigtigste marketingdiscipliner – i hvert fald, hvis du spørger os.

Så når du får at vide at ”godt indhold er nøglen til succes” og at ”en Marketing Content strategi er altafgørende” er det altså ikke helt ved siden af. Relevant, værdifuldt og engagerende indhold er nemlig vigtigere end nogensinde før for virksomheder, der ønsker at ligge øverst i søgeresultaterne og blive bemærket i e-mailindbakken eller nyhedsfeedet på de sociale medier.

Men hvad er Content Marketing egentlig, og hvad skal du overveje, når du skal i gang med at lave Content Marketing? Det giver vi dig svaret på i dette blogindlæg, hvor vi fortæller dig alt, hvad der er vigtigt at vide om Content Marketing i Danmark 2020.

I det næste vil vi derfor gennemgå følgende 8 punkter:

  1. Hvad er Content Marketing?
  2. Hvilket udbytte får du ved at bruge Content Marketing?
  3. Hvem er målgruppen, og hvordan finder du den?
  4. 8 forskellige typer Content Marketing
  5. Find den rette kanal til dit content
  6. Mål på resultaterne af din Content Marketing
  7. Hav en strategi for virksomhedens Content Marketing
  8. Vil du have mere viden om Content Marketing?

Hvad er Content Marketing?

Vores definition af Content Marketing er, at det er en markedsføringsstrategi eller markedsføringsdisciplin, hvor det handler om at lave relevant, målrettet og værdifuldt content, der motiverer din målgruppe til aktivt at opsøge dig. Dette kan være med til at skabe en stærkere relation til dine besøgende, hvilket i sidste ende kan generere flere leads og mere salg.

I modsætning til andre typer markedsføringsstrategier, er fokus i Content Marketing ikke på at skabe direkte salg ved at omtale virksomhedens produkter/ydelser eller virksomheden selv. Content Marketing er derimod en pull-markedsføringsstrategi, hvor formålet er at lave relevant og værdifuldt content, som tiltrækker, fastholder og skaber værdi hos målgruppen.

I Content Marketing bliver dine kommercielle budskaber pakket ind i interessant, relevant og engagerende content, der informerer og giver værdifuld viden til den potentielle kunde. Når din målgruppe dermed aktivt vælger at læse, se eller lytte til dit content, kan denne indpakning være med til at påvirke deres købsadfærd, så dine besøgende bliver købsmodne og udvikler sig til varme leads og kunder. Content Marketing skal derfor også have kunderne i fokus og vise dem vejen til at løse et problem eller en udfordring eller dække et behov, for at det kan være succesfuldt.

Kort sagt handler Content Marketing om at lave interessant, indholdsbaseret markedsføring, der tiltrækker din målgruppe, så dine besøgende i sidste ende bliver til købsklare kunder.

pull-marketing

Hvilket udbytte får du ved at bruge Content Marketing?

Succesfuld Content Marketing engagerer dine modtagere – og det virker. Ved at lave kvalitetsindhold, der både er relevant i forhold til målgruppen og kanalen, og som samtidig skaber værdi hos modtageren skaber du en stærkere relation til dine potentielle kunder og en større loyalitet hos dine besøgende. Dette vil på sigt føre til øget salg, fordi din virksomhed dermed vil stå stærkere, når dine besøgende er købsklare.

Content Marketing kan dermed være med til at give dig en stærkere relation og en øget loyalitet hos dine besøgende. Derudover kan Content Marketing blandt andet også bidrage til: Øget synlighed, øget brandkendskab hos målgruppen, øget trafik til hjemmesiden og flere besøgende, øget engagement hos målgruppen, længere besøgstid på hjemmesiden, forbedret placering i Googles søgeresultater, flere leads og potentielt flere loyale kunder, som kan skabe mere forretning hos dig.

Content Marketing er derfor også en rigtig god investering. Dog skal du være opmærksom på, at Content Marketing er en langsigtet strategi og investering, der kræver en del arbejde, før du vil kunne se resultater i form af flere kunder og øget salg.

Hvem er målgruppen, og hvordan finder du den?

maalgruppe-til-content-marketing

Content Marketing er en god markedsføringsstrategi, uanset om dine kunder er B2B eller B2C. Når du skal lave Content Marketing er det dog vigtigt, at du har en klar definition af, hvem din målgruppe er. Når du har det på plads, er der en større sandsynlighed for, at dit indhold er relevant for målgruppen, og at du dermed vil lykkes med din Content Marketing.

Når du skal definere din målgruppe, er det vigtigt, at den hverken er for bred eller for snæver. Her kan det derfor være en mulighed at opdele din forretning i nicher, sådan at du segmenterer dine kunder ud fra en mindre del af markedet. Hvis du for eksempel sælger produkter til kæledyr, kan du opdele dit marked i hunde, katte, fugle og gnavere og segmentere dine kunder på den baggrund.

Ved at opdele dit marked i nicher, kan du gøre målgruppen mere specifik og dermed også fokusere dit indhold på at løse en udfordring eller dække et behov for denne specifikke målgruppe. Hvis du har et lille marked, skal du dog passe på, at din målgruppe ikke bliver for snæver. Her kan det være en god idé at lave en søgeordsanalyse for at finde frem til, hvad dine potentielle kunder rent faktisk søger efter. På den måde undgår du at lave for snævre nicheområder, som dine potentielle kunder ikke er interesserede i.

Det kan desuden være en god idé at lave Personas, som kan repræsentere dine forskellige kundegrupper. Personas er fiktive kunder, som du laver på baggrund af karakteristika fra din målgruppe eller eksisterende kunder. Udarbejd dine Personas ud fra, hvad deres udfordringer, behov og interesser er i forhold til dine produkter. Medtag desuden, hvad der skaber værdi for dem, og hvilken kanal der er bedst til at nå ud til dem igennem.

8 forskellige typer Content Marketing

Rigtig mange forbinder Content Marketing med tekstforfatning og det at skrive indhold til forskellige kanaler. Content Marketing omfatter dog ikke kun tekstproduktion, men mange andre typer af content. Det vil sige, at Content Marketing både kan være:

  • Blogging
  • Billeder
  • Videomarkedsføring
  • Podcasts
  • Webinarer
  • Nyhedsbreve
  • E-bøger
  • Whitepapers

Alle typer indhold er dog ikke nødvendigvis Content Marketing. For at din markedsføring kan defineres som Content Marketing er det afgørende, at dit indhold tiltrækker og motiverer din målgruppe til aktivt at opsøge dig og læse, se eller lytte til dit indhold. En annonce på Facebook er derfor ikke Content Marketing, fordi den benytter sig af en push-strategi, men annoncen kan være lavet på baggrund af et blogindlæg, som er Content Marketing.

Men når nu Content Marketing kan være mange forskellige typer af indhold i forskellige formater, hvilket format er så det bedste at have fokus på? Det afhænger i høj grad af din forretning og din målgruppe. Hos OnlineSynlighed.dk anbefaler vi i mange tilfælde vores kunder at benytte blogging, da det er godt til både at skabe trafik til hjemmesiden gennem søgeresultaterne og de sociale medier, og til at give værdifuld viden til de besøgende. Videomarkedsføring og podcasts er desuden i stigende grad blevet populære og er derfor også rigtig gode Content Marketing formater, som i høj grad kan tiltrække opmærksomhed fra nye potentielle kunder.

Er du en B2B virksomhed kan e-bøger, webinarer og whitepapers også være nyttige til formidling af din ekspertviden inden for et givent emne, og kan give din målgruppe og potentielle kunder en masse relevant og værdifuld viden.

typer-af-content-marketing

Find den rette kanal til dit content

Da content kan være mange forskellige typer formater med forskellige formål, betyder det også, at Content Marketing kan bruges på mange forskellige typer kanaler og platforme. Særligt de sociale medier er nogle af de vigtigste kanaler, når du laver Content Marketing, foruden din egen hjemmeside. Det skyldes, at du med stor sandsynlighed kan nå ud til din målgruppe på de sociale medier, samt at det er nemmere for din målgruppe at interagere med dit content og dele det med deres netværk disse kanaler.

Ønsker du at komme i gang med at lave Content Marketing, kan både Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter derfor være effektive kanaler at benytte. Hvilken af disse sociale medieplatforme der er bedst at benytte, afhænger i høj grad af din målgruppe, og hvilket content format du ønsker at bruge i din Content Marketing. Facebook, Twitter og LinkedIn er gode til B2B virksomheder, fordi målgruppen i høj grad er at finde her, hvorimod Facebook og Instagram er særligt godt til B2C. LinkedIn og Twitter er desuden velegnede til deling af blogindlæg og længere posts, mens Facebook og Instagram er bedre til billeder og hverdagsfortællinger.

Når du skal i gang med din Content Marketing er det dermed en god idé at overveje målgruppen og typen af dit content når du vælger kanal for at du får mest ud af din Content Marketing.

Mål på resultaterne af din Content Marketing

maaling-af-resultater

For at du kan følge med i, hvorvidt din Content Marketing virker og skaber de ønskede resultater, er det en god idé at tracke og måle på resultaterne. Content Marketing kan måles på flere forskellige parametre, og er derfor også afhængig af din virksomheds målsætning.

Nogle af de parametre, som kan give en indsigt i effekten af din Content Marketing kan være: Salg, konverteringer/leads, trafik til website, opnåede mål som fx download af whitepaper/e-bog, deling af indhold på sociale medier, reaktioner på indhold på sociale medier, følgere på sociale medier eller åbningsraten på nyhedsbreve.

Google Analytics er et godt redskab til at måle effekten af din Content Marketing. Her kan du blandt andet se, fra hvilke kanaler dine besøgende kommer fra. Ved at kigge på sidevisninger, afvisningsprocent og gns. tid på side kan du desuden se, hvorvidt dit indhold overhovedet bliver set, og hvor lang tid dine besøgende bruger på siden. Jo længere tid dine besøgende er på siden og jo lavere afvisningsprocenten er, jo større er sandsynligheden for, at dit indhold skaber værdi for den besøgende. I Google Analytics kan du desuden se antal konverteringer, og hvilke handlinger dine besøgende har foretaget på din hjemmeside.

Du kan også vælge at måle effekten af din Content Marketing ud fra afkastet eller ROI (Return on Investment). For at kunne beregne ROI for din Content Marketing, skal du dog have helt styr på, hvor mange udgifter du har til din Content Marketing. Her skal du medtage både personaleomkostninger, udgifter til billeder mm. og beregne dette i forhold til fortjenesten på indsatsen. Ved at beregne ROI kan du dermed finde frem til, hvor effektiv din Content Marketing er. Laver du andre markedsføringstiltag end Content Marketing, kan det dog være svært at regne ud, hvorvidt din fortjeneste skyldes den egentlige indsats med Content Marketing.

Hav en strategi for virksomhedens Content Marketing

Marketing-plan

Vil du i gang med at lave Content Marketing, er det en god idé at lave en Content marketing strategi. Rigtig mange virksomheder har ikke en strategi for deres Content Marketing, og hvis de har, er den i de fleste tilfælde ikke nedskrevet. En nedskrevet strategi kan dog i høj grad være medvirkende til, at du får succes med din Content Marketing, fordi Content Marketing derved bliver fast implementeret i den samlede markedsføringsstrategi. Din Content Marketing strategi kan bestå af disse punkter:

Beslut formålet med indsatsen

I din Content Marketing strategi er det vigtigt at have et klart mål for indsatsen. Overvej, hvad det er du ønsker at opnå med din Content Marketing og din Content Marketing strategi. Vil du positionere dig selv som ekspert på dit område, øge synligheden af dit brand, generere flere leads, skabe mere salg eller noget helt femte? Skriv formålet med din Content Marketing ned i strategien.

Find din målgruppe

Når du har defineret målet med indsatsen skal du i gang med at lave en målgruppeanalyse, hvor du definerer præcist, hvem din målgruppe er. Her kan du opdele din forretning i nicher og segmentere dine kunder derefter eller lave Personas, som beskrevet ovenfor.

Vælg dine kanaler

Når du har målgruppen på plads, skal du til at vælge, hvilke kanaler du skal publicere dit content på. Her kan det være en god idé at opdele kanalerne i kategorier som: ”Owned”, Earned” og ”Paid”. ”Owned” er de kanaler, som du selv ejer. Det vil sige dit website, blog, e-mail markedsføringskanaler, sociale medie profiler mm. ”Earned” er kanaler, som du med dit content kan få omtale på. Det kan være mentions i anmeldelser eller på sociale medier eller eksterne links fra blogs. ”Paid” er kanaler, som du betaler for at opnå øget synlighed på, herunder annoncering på Google og sociale medier, tv-reklamer og print. Tænk over, hvilke kanaler du med størst sandsynlighed vil kunne nå ud til din målgruppe igennem og medtag disse i strategien.

Lav en content plan

Det kan desuden være fordelagtigt at lave en Content marketing plan, som kan give dig et overblik over, hvilket indhold der skal laves til hvilke kanaler, hvornår det skal publiceres og hvem der står for eksekveringen. Planlæg hvilket indhold du skal lave for den kommende måned og skriv ned, hvor og hvornår det skal publiceres. På den måde skal du ikke til at bruge tid på at finde et emne, fordi du allerede har planlagt, hvad du skal skrive om. Det kan spare dig for en masse tid og kan samtidig være med til at sikre, at du får publiceret noget godt content regelmæssigt.

Husk budget og tidsforbrug

For at kunne eksekvere på din Content Marketing strategi er det nødvendigt med et budget, der kan give et indblik i, hvor meget økonomi du har til at lægge i din Content Marketing. Derudover er det vigtigt med et tidsforbrug, så du selv eller dem der skal stå for eksekveringen af Content Marketing indsatsen har en idé om, hvor meget tid de skal lægge af til de forskellige opgaver.

Mål på resultaterne løbende

Sidst men ikke mindst er det en god idé at sætte tid af til at måle på resultaterne af din Content Marketing indsats løbende- På den måde har du mulighed for at justere og tilpasse indholdet eller målgruppen, så du får størst mulig effekt af din indsats.

Vil du have mere viden om Content Marketing?

Har du fået blod på tanden og ønsker at få endnu mere viden om Content Marketing? Så kan du følge med her på bloggen de næste par uger, hvor vi løbende publicerer nye artikler om forskellige emner inden for Content Marketing.

Vil du have mere viden om Content Marketing eller ønsker du hjælp til udvikling eller eksekvering af din Content Marketing strategi, er du naturligvis også mere end velkommen til at kontakte os. Ring til os på 70 13 63 23 eller udfyld kontaktformularen herunder, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen