Derfor er det vigtigt med en effektiv FAQ-side

En af de ting du skal tage stilling til, når du har en hjemmeside eller webshop, er indholdet på siden. Hvilke sider skal du have med, hvad er vigtigt, og hvad er knap så vigtigt. Godt indhold er afgørende for, om dine kunder bliver hængende på din hjemmeside eller webshop og ender med at købe et af dine produkter eller ydelser.

Flere og flere shopper online, og kunderne har derfor en forventning om, at de kan få hjælp til deres indkøb og spørgsmål døgnet rundt.

En af de sider som mange virksomheder undervurderer, er en FAQ-side. Har du ikke en FAQ-side, som kan hjælpe kunderne på vej, kan du risikere at kunderne forlader din side, og bruger deres tid (og penge) andetsteds.

Med en effektiv FAQ-side vil du ikke alene kunne forbedre kommunikationen, men også få mere trafik og flere konverteringer.

Hvad betyder FAQ?

FAQ er en forkortelse for det engelske udtryk ’Freequently asked questions’, på dansk også kaldet oftest stillede spørgsmål (OSS). Det er en organiseret og vel informerende side, der giver dine kunder et overblik og svar på spørgsmål, som der oftest er blevet stillet i din virksomhed.

Hvorfor er en FAQ-side så vigtig?

En god og effektiv FAQ-side er faktisk en af de vigtigste sider på din hjemmeside, da den genererer rigtig meget trafik og konvertering. Det er nemlig oftest den side som kunder besøger, næst efter home eller om-os siden. De undersøger, om du er en værdig sælger at bruge deres penge på.

Selvom en FAQ-side blot har til formål at besvare relevante spørgsmål fra dine kunder, har den faktisk meget mere potentiale og flere fordele.

Sparer tid

En af de vigtigste grunde til, at en virksomhed bør benytte sig af en FAQ-side er selvfølgelig, at der bliver sparet en masse tid på kundeservice. I og med, at kunden kan finde de relevante spørgsmål på din side, slipper du for at bruge tiden med kunden over mail eller pr. telefon, og du kan derfor fokusere på andre opgaver.

Forbedrer kundeoplevelsen

På din FAQ-side har du også muligheden for at skille dig ud fra dine konkurrenter. Det er her, du viser, hvor godt du kan kommunikere med dine kunder og give dem den bedste kundeservice, så de føler sig i trygge hænder. Med en velstruktureret og informativ FAQ-side kan du forbedre kundeoplevelsen og konvertere besøgende til købere, fordi du gør det nemt for kunden navigere rundt på din side, og det er i sig selv meget værdifuldt.

Opbygger tillid

I forlængelse af at give kunderne en god oplevelse, er din FAQ-side også med til at udvise troværdighed og opbygge et forhold til dine kunder. Hvis dine kunder tydeligt kan se, at du er klar over deres spørgsmål, inden de har stillet det, er de mere tilbøjelige til at stole på dig og dermed din virksomhed. Samtidig udviser en FAQ-side transparens og engagement i forhold til dine kunder, og det giver point.

SEO venlig

Med en veludført og struktureret FAQ-side har du også mulighed for at rangere højere i Googles søgeresultater. Når du producerer godt indhold på din side, herunder også din FAQ-side, vil dette få flere organiske visninger og give flere potentielle besøgende. Dette skyldes, at Google foreslår brugerne at stille spørgsmål til søgemaskinen i stedet for søgeord. Har du hv-spørgsmål på din hjemmeside, hvormed du besvarer relevante spørgsmål, kan dette derfor give flere besøgende.

 

8 tips til at lave en god og effektiv FAQ-side

Nu da du ved, hvor vigtigt det er at have en god FAQ-side på din hjemmeside, er det tid til at optimere, eller kreere en sådan side. Nedenfor finder du en række gode tips til, hvordan du bedst får lavet en god FAQ-side.

Besvar de rette spørgsmål

Når du skal lave en god FAQ-side, er det ikke nok bare at skrive generelle spørgsmål ned på din side. Du er nødt til at researche på, hvad det er, dine kunder spørger eller er i tvivl om. For at finde ud af, hvad dine kunder spørger om, kan du med fordel kigge mail og andre kundeservicebeskeder igennem. Her vil du tydeligt kunne se, om der er nogle spørgsmål, der går igen. Er der det, er det højest sandsynligvis et spørgsmål, du med fordel kan inkludere på din side. Går spørgsmålet igen meget ofte, kan du dog overveje, om der er ting eller information på din side som er utvetydig eller som giver anledning til spørgsmål. Her kan du med fordel ændre informationen eller lign. på den pågældende underside.

Du kan også vælge at spørge dine kunder direkte på de sociale medier, om der er ting, der ikke er tydelige på din hjemmeside. Sidst, men ikke mindst, kan du se på, hvad dine konkurrenter har samlet af forskellige spørgsmål.

Hvis du oplever, at der er mange spørgsmål som er relevante for din FAQ-side, kan du dele disse op i forskellige kategorier. Det kan være, der er flere spørgsmål til forsendelse eller betaling, og det giver derfor et bedre overblik at inddele disse svar og spørgsmål i kategorier.

Svar kort og præcist

Når du svarer på kunders spørgsmål på din side, skal du sørge for at holde disse svar korte og præcise. Undgå at bruge teknisk sprog, som dine kunder ikke forstår.

Derudover er det vigtigt, at du skriver spørgsmål og svar ud fra din kundes og din virksomheds synspunkt. Stil spørgsmålet som kunden ville stille det, gerne skrevet i 1. person (jeg/min) og svar på spørgsmålet fra din virksomheds perspektiv (vi).

Husk desuden at tjekke svar og spørgsmål for grammatiske fejl. Intet signalerer mindre professionalisme end stave- og grammatikfejl på en sådan side.

Brug information fra eksisterende sider

Din FAQ-side skal indeholde godt indhold, ligesom resten af din hjemmeside. Derfor kan det være en idé at inkludere information, som du allerede har stående på en anden underside, på din FAQ-side. På den måde sparer du tid, fordi informationen står andre steder, og samtidig rangerer din hjemmeside højere.

Gør layoutet overskueligt

På en FAQ-side er det spørgsmålene, der er relevante for kunderne, og derfor er det vigtigt, at du placerer spørgsmålene, så de fremgår tydeligt på siden. En god struktur sparer dine kunder for at bruge unødig tid på at se, om deres spørgsmål er blevet besvaret. Dette er afgørende for, om de vælger at købe deres vare eller ydelse hos dig eller din konkurrent.

Mange FAQ-sider har blot spørgsmål og svar stående under hinanden. Det kan hurtigt virke uoverskueligt, og som nævnt, skal kunden bruge tid på at scrolle sig ned til det relevante spørgsmål. Vil du være sikker på, at dine spørgsmål og svar er nemme at finde, kan du med fordel fremhæve spørgsmålene og lave en drop-down menu. På den måde kan kunden hurtigt skimme spørgsmålene igennem og klikke på det svar, de leder efter.

En anden mulighed er at stille alle spørgsmålene i toppen, og derefter lave et anchor link (jump menu/indholdsfortegnelse) til hvert spørgsmål. Dette gør siden meget overskuelig, og sparer kunden for tid. Her er det også en god idé at inddele spørgsmålene i kategorier, som eks. levering, betaling, retur mv.

Glem ikke din Call-to-action

Når dine kunder har fået svar på de spørgsmål eller problemer de nu engang måtte have på din FAQ-side, er det vigtigt, at du leder dem videre med en Call-to-action. En Call-to-action er yderst vigtigt for at afslutte kunderejsen, og du kan derfor indsætte link til din kontakt side, produktside, nyhedsbrev, eller hvad du ellers synes kunne være relevant for dine kunder. Kig på, om nogle af dine svar kunne have gavn af en Call-to-action til en direkte underside eller lign.

Ved at have Call-to-actions får du mulighed for at lede brugeren derhen, hvor du gerne vil have dem hen og dermed skabe potentielt øget salg og flere kunder.

Brug billeder

I nogle tilfælde kan det måske være svært helt præcist at skrive et svar på et spørgsmål. Her kan det være en fordel at benytte sig af billeder, i det omfang det er muligt, til at vise, hvad du skriver om. Billederne er samtidig med til at bryde teksten på siden og gør den mere letfordøjelig for kunden.

Opdater din FAQ-side jævnligt

En af de største fejl du kan begå med din FAQ-side, er at lade den være en statisk side der aldrig opdateres. I takt med at du modtager spørgsmål fra kunder, skal du hele tiden se på, om det er nogle der er værd at implementere på din hjemmeside, så du aflaster virksomheden eller kundeservice og får hjulpet dine kunder godt på vej.

Mål effekten af din FAQ-side

Som med så mange andre ting på din hjemmeside der kan måles, er det at måle din FAQ-side en rigtig god idé. Dette kan du bl.a. gøre ved at undersøge, hvor mange spørgsmål din virksomhed eller kundeservice modtager, og om disse er de samme spørgsmål som på din side.

Modtager du spørgsmål, som du allerede har besvaret på din FAQ-side, er det en god idé at tage et kig på siden med kritiske øjne. Det kan nemlig være et tegn på, at dit svar ikke er tydeligt nok. En anden årsag kan være, at siden er uoverskuelig og svær at finde frem til på hjemmesiden.

Har du behov for en FAQ-side?

Selvom der er mange fordele ved en FAQ-side, er det ikke alle virksomheder, der har brug for den. Dermed ikke sagt, at den ikke kan være til gavn for dig, selvom du måske er en lille virksomhed. Du skal blot overveje, hvor tit du får spørgsmål, og om det kan være en god idé at inkludere disse på en FAQ-side, så du på den måde hjælper dine kunder bedst muligt.

En effektiv FAQ-side kan forbedre din navigation på hjemmesiden, forbedre kunderejsen og dermed føre til flere besøgende og flere konverteringer.

Er du i tvivl om, hvordan du får lavet en god og effektiv FAQ-side, kan det være en idé at få en professionel til at hjælpe. Vi har stor erfaring i at hjælpe med SEO optimering af sider, samt skrive tekster og kan derfor hjælpe dig med at få det bedste ud af din hjemmeside.

Ønsker du vores hjælp, kan du kontakte os allerede i dag på tlf. 70 13 63 23 eller via nedenstående kontaktformular. Så hjælper vi dig på vej med at lave en effektiv FAQ-side der booster din konvertering.

Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage

Maria Røser