EU - Google

Vestager angriber Google – Misbruger monopol på søgeresultater

EU - GoogleI EU har Google et monopol blandt søgemaskinebrugerne – i Danmark spekuleres der i, at op imod 95 % af danskerne bruger Google som standard søgemaskine.

Det sætter Google i en stærk forhandlingssituation, når de skal fastsætte priser for annoncører og en enorm magt, når de ændrer på algoritmerne i søgemaskinen. En virksomhed kan dø fra den ene dag til den anden, ligesom en anden kan rejse sig op ad asken.

Men nu er det for meget af det gode – i hvert fald hvis det står til Margrethe Vestager, der efter sit stop som formand for det Radikale Venstre har slået sine folder som konkurrencekommissær i EU.

Vestager har været ude med riven mod Google før – og nu spekuleres der heftigt i, at den tidligere radikale formand i denne uge vil komme med konkrete anklagepunkter mod Google for at misbruge deres monopol og derved tage de næste skridt i sagen.

Fjerner konkurrenter

Google er såvel i USA som i EU anklaget for at fjerne konkurrerende tjenesters synlighed i søgeresultaterne. Et af de mere kendte eksempler var da Google købte alarm-virksomheden Nest, hvorefter Nests konkurrenter i det amerikanske søgeresultater forsvandt. Google forsvarede sagen med, at konkurrenten havde forgjort sig imod søgetjenestens retningslinjer i søgemaskineoptimeringsarbejdet.

Også shoppingsites har været ude efter Google for at kræve betaling for hvert enkelte klik sendt mod butikkerne, hvor de tidligere har været vant til at få en stor del af deres trafik i form af de organiske søgeresultater. Product Listing Ads og direkte sammenligning af bl.a. hoteller og flyrejser i søgeresultaterne har været med til at skabe nye indtjeningskilder for Google – og større annonceringsudgifter for de annoncører, der står i den ende.

Det er således ikke Googles monopol på søgeresultater i sig selv Vestager ønsker at gøre op med – det er misbruget af samme overfor konkurrenter.

Hvad konsekvensen bliver, såfremt Google dømmes for misbrug af sit monopol, er ikke til at vide. Det er muligt at forestille sig scenarier, hvor Google tvinges til at fremlægge algoritmer, hvor de tvinges til at medtage konkurrenter i søgemaskinerne eller på anden måde øge transparensen omkring hvordan virksomheden drives.

Det mest sandsynlige er dog en bøde af de helt store til Google. Bøden vil i givet fald blive baseret på den omsætning Google har i EU. Bøden kan ende på store 10 % – op imod 35 milliarder kroner (!) skriver danske Computerworld i et nyligt interview med Vestager.

Sagen mod Google har været undervejs i mere end 5 år – Margrethe Vestager har ikke siddet som konkurrencekommissær i et år endnu og har således overtaget sagen fra sin forgænger Joaquin Almunia.

Microsoft idømt lignende bøde i 2007

Dømmes Google vil det være en af de største bøder uddelt af EU nogensinde. Eneste bøde der kommer tæt på er den bøde Microsoft blev tildelt i 2007 efter en afgjort klagesag, der blev indledt allerede i 1993. Microsoft var her anklaget for at favorisere egne tjenester, herunder Internet Explorer og Windows Media Player, i Windows-styresystemet.

Microsoft endte med at blive dømt en bøde i milliardklassen, der siden da er betalt.

John Nielsen