Husker du at holde øje med dårlige links?

Husker du at holde øje med dårlige links?

Linkbuilding er stadig en forudsætning for en succesfuld SEO-kampagne – men ikke alle links er gode links.

Sådan har det været siden Google lod den første Penguin-opdatering trawle igennem alle søgeresultaterne. I det øjeblik var den værste konsekvens ved et ringe link ikke, at der ingenting skete – men en decideret straf.

Derfor har det siden da også været en vital SEO-disciplin at holde øje med dårlige links og ”fjerne disse”, når de opstår.

Hvad er et dårligt link?

Lad os starte med at definere, hvad et dårligt link faktisk er.

Et dårligt link er at link til din side fra en side, der er irrelevant og af lav kvalitet. Det er svært at opsætte objektive standarder for et dårligt link, men du skal til gengæld heller ikke arbejde med søgemaskineoptimering i lang tid for at få en god idé om dårlige links.

Sælger du hundefoder og får du et link fra en russisk side om dating er det et rigtigt dårligt link. Så ekstremt er det sjældent – men det kan give en idé.

Hvis et link kommer fra en relevant side gør det ikke noget, at afsenderdomænet ikke er ”stærkt” målt på Pagerank, Ahrefs Domain Rank eller lignende. Relevante sider er som udgangspunkt gode links.

Sådan holder du øje med indkomne links

For at kunne reagere på de dårlige links skal du vide, de er der.

Du kan følge med i indkomne links ved hjælp af værktøjer som Ahrefs.com, Majestic.com eller Moz.com. For så vidt angår det danske marked er det vores erfaring, at Ahrefs.com har den største linkdatabase.

Når du søger på dit domæne på Ahrefs.com har du mulighed for at sortere således, du kun ser nye links.

Disse links kan du så vurdere enkeltvis. Ahrefs.com sorterer af sig selv links og vurderer hvor stærke de er efter egen algoritme, så det er blot få links, du skal tjekke.

Du kan fx sætte et event op i din kalender en gang hver måned og så bruge 20 minutter på at tjekke dine indkomne links. Dem du selv har lavet har du naturligvis kontrol over – det er alle de andre, vi skal være opmærksomme på.

Disavow – og skrive rundt til webmastere

Finder du dårlige links til din side har du to muligheder for at reagere.

Den ene – og her du bør starte – er at skrive til webmasteren for afsender-domænet og bede om at få fjernet linket.

Det er bare ikke altid en mulighed – især ikke, hvis der er tale om et negativ SEO-angreb på din side fra en forsmået konkurrent. Her vil du typisk være ramt af en stor mængde ringe links fra udlandet, du ingen chance har for at få fjernet igen.

Her skal du i stedet have fat i en disavow-anmodning.

I Google Webmaster Tools har du mulighed for at indsende en liste over de links, du ikke længere ”vil kendes ved”. Det er links af lav kvalitet og fra irrelevante sider, der ikke selv har bygget – eller som du har bygget som et led i en tidligere SEO-strategi og nu fortryder.

Disavow-requesten bruges mest som reaktivt værktøj, hvis din side allerede er blevet smidt ud af søgeresultaterne.

Men du kan bruge den præventivt og undgå problemer ved løbende at disavowe-links, du ikke ønsker at blive associeret med.

Vi har skrevet om disavow-tool på OnlineSynlighed.dk tidligere – læs vores 5 tips til din reconsideration request her. En reconsideration request er dit værktøj, hvis du er blevet straffet af Google og nu ønsker at blive lukket ind i varmen igen.

Advarsler i Webmaster Tools

Hvis du selv har bygget – eller en anden har bygget for dig – en stor mængde irrelevante links kan du få en advarsel i Google Webmaster Tools.

Det er derfor meget vigtigt, du har koblet dit domæne op med Google Webmaster Tools og kan få disse notifikationer.

Får du en mail med ”Advarsel om unaturlig linkprofil” fra Google, er det på høje tid at reagere. Enten er du blevet straffet eller så er der risiko for, at du bliver det i nær fremtid.

Her skal du finde ud af hvilke ringe links der er bygget til din side og enten fjerne eller disavowe-dem.

Jeg er blevet ramt – hvad nu?

Er du blevet straffet af Google som følge af ringe rankings skal du, ligesom herover skrevet, sørge for at fjerne så mange dårlige links som muligt og disavowe resten.

Herefter kan der ske en af to ting.

Hvis det er en ”manuel straf” – ikke algoritmisk, men en Google-medarbejder, der har været inde og putte din side ud af indeks – skal du indsende en reconsideration request. Herefter kan du være mere eller mindre heldig med at blive lukket ind i varmen igen.

Hvis du er en algoritmisk straf – fx i forbindelse med en opdatering af Penguin-filteret, der sker med jævne mellemrum – skal du vente til filteret køres igennem søgeresultaterne igen.

Dette kan tage fra dage til måneder afhængig af, hvor heldig du er.

Bedre at være præventiv

Hvis du først er blevet straffet for en unaturlig linkprofil kan du godt komme ind i varmen igen.

Men det tager tid, det koster penge og der er ingen garantier.

Vi anbefaler derfor, at du udøver en præventiv indsats ved løbende at monitorere indkomne links og reagere – skrive til webmaster og disavow – de, du ikke vil kendes ved.

Du kan se på det som en forsikring, du bruger 20 minutter på hver måned – konsekvensen, hvis du bliver lukket ude af Google i din virksomhed, kan være svær at overskue.

Bonus: Kopier konkurrentens nye links!

Funktionen ”New links” i Ahrefs.com og lignende værktøjer kan du bruge ikke alene til at holde øje med dine egne links og fjerne de værste – men også til at holde øje med konkurrentens links og kopiere de bedste!

Når du en gang om måneden kører dit domæne igennem for at finde de nye og ringe links kan du passende køre konkurrenten igennem samtidigt. Sorter her efter de bedste i stedet for. Har du mulighed for at kopiere nogle af dem bør du gøre dette. På den måde linkbuilder du din side effektivt ved at lade din konkurrent finde de gode metoder for dig.

John Nielsen