20 råd: Bliv klar til Black Friday allerede i dag

Bliv klar til Black Friday

Black Friday er den 24. november i år. Black Friday stammer fra USA, og ligger altid dagen efter Thanksgiving – som i øvrigt altid er den fjerde torsdag i november. For amerikanerne er Black Friday den dag, der markerer starten på julesalget, og rigtig mange butikker laver vilde tilbud til deres kunder.

Selvom Black Friday har eksisteret i mange år i USA, er det først i 2013 de første danske butikker – hovedsageligt webshops – tog dagen til sig og gav ekstra gode tilbud til kunderne. Siden da er flere og flere butikker og webshops kommet med på trenden, men det er først sidste år, 2015, at Black Friday fik sit gennembrud. Denne dag blev der slået rekord målt på omsætning gennem dankort – på én enkelt dag.

Sidste års store succes giver derfor også grundlag til at tro, at salget bliver endnu større i år. Derfor bør du, hvis du ikke allerede er i gang med planlægningen, begynde allerede i dag! Derfor giver vi dig også 20 råd, så du kan blive klar.

1.      Planlæg, planlæg, planlæg!

Planlægning er vejen frem. Der er mange ting, du skal forberede forud for Black Friday, derfor bør du begynde din planlægning allerede nu! Hvilke varer skal på tilbud? Hvordan skal du markedsføre det? Hvilke kanaler skal du anvende? Hvordan skal kunderne kunne komme i kontakt med dig på dagen? Hvordan skal du vise på din webshop, at du kører Black Friday-tilbud?

Lav en oversigt over, hvilke varer du sætter prisen ned på – og også over, hvad prisen skal sættes ned til. Lav også en oversigt over, hvor du offentliggør dine tilbud, hvornår de skal offentliggøres – og noter også, hvis det kun er til en bestemt målgruppe. Det gør det let for dig at overskue, hvad du skal gøre, og hvornår det skal gøres. Er der forskellige personer, der har ansvar for forskellige opgaver, så noter også dette i din plan – så er det hurtigt at finde ud af, hvem du skal henvende dig til, hvis du har spørgsmål eller idéer til den ansvarlige.

2.      Giv stor rabat på et produkt

stor-rabatNår du lægger en plan for, hvilke varer, der skal køres tilbud på, så find et produkt, som du kan sælge med minimal indtjening – et produkt, som er interessant for dine kunder. Sæt prisen så langt ned du kan, uden at du taber penge på det – det vil gøre det til et tilbud, som kunderne ikke kan sige nej til.

Selvom du sælger ét produkt med stor rabat, skal du ikke være bange for, at det kommer til at gå ud over din omsætning. I langt de fleste tilfælde vil kunderne også købe andre produkter, når de alligevel er inde på din webshop. Du kan selv hjælpe dine kunder lidt på vej, ved at vise andre relaterede produkter, eller andre skarpe tilbud, når de er på produktsiden for dit hovedtilbud.

3.      Skab opmærksomhed om dine tilbud allerede nu

Når du har besluttet dig for, hvilke produkter du vil sætte prisen ned på, så begynd allerede nu at skabe hype om det. Sender du allerede nyhedsmails? Så send en nyhedsmail, hvor du afslører, hvad dit bedste tilbud er – og at tilbuddet kun gælder på Black Friday.

Bruger du Facebook til at kommunikere med dine kunder? Så offentliggør dine bedste tilbud her løbende. Det handler om, at gøre kunderne klar over, at du har disse tilbud. Hvis kunderne ved det på forhånd, så er der større sandsynlighed for, at de klikker forbi din webshop på Black Friday.

Emner for dine mails eller opslag på dine sociale medier kan være:

  • Fortæl, at du holder Black Friday-udsalg
  • Sneak-peek til dine bedste tilbud
  • Eksklusive tilbud – kun for dine modtagere af nyhedsmails
  • Reminder om, at udsalget snart slutter (kan du eventuelt sende ud på Black Friday kl. 21 eller 22)

4.      Tidsbegrænset udsalg

Når du lægger en plan for dine tilbudsprodukter, kan du også lave forskellige, gode tilbud i løbet af dagen. Dette kan være, at der hver eller hver anden time er et udvalgt produkt, der bliver sat ekstra ned. Sørg for også at gøre dine kunder opmærksom på disse specielle tilbud – det kan skabe stor utilfredshed, hvis en kunde køber et produkt, som bliver sat yderligere ned en time efter.

Brug igen dine forskellige kanaler til at fortælle dine kunder om disse tilbud: webshop, blog, nyhedsmail, sociale medier m.m. Det handler om, at skabe hype om dine tilbud – derfor er det altafgørende, at du gør dine kunder opmærksom på det og ikke tænker, at de nok skal opdage det selv.

5.      Gratis levering

gratis-leveringFor rigtig mange danskere kan det være altafgørende, at en webshop tilbyder gratis levering, for at de vil handle der. Fragt-omkostningerne er ifølge Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) den faktor, der får flest brugere til at afbryde et køb – helt op mod hver femte dansker afbryder et køb, når de ser fragtomkostningerne.

Overvej derfor om du denne dag skal tilbyde gratis fragt på alle ordrer. Du kan opleve, at langt færre forlader din webshop, selv efter de har lagt varer i kurven.

Gratis fragt kan derfor være en måde at booste dit salg – og undgå at kunderne handler ved din konkurrent i stedet.

6.      Det visuelle billede

Skal du bruge nye designs til dine produktbilleder? Eller måske et nyt banner til din webshop, som fortæller dine besøgende, at du har Black Friday-tilbud? Måske skal dine sociale medier have en make-over og have nyt profilbillede og coverbillede til dagen? Skal der laves grafik og illustrationer til dine annoncer og tilbud?

Uanset hvordan du planlægger, at dit visuelle billede skal se ud på dagen, så få lavet de grafiske opgaver med det samme. Få lavet de billeder, som du skal bruge, i god til. Så skal du ikke stresse over, at du skal nå det ugen op til, og du får også tid til at lave ændringer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Laver du nye billeder til din webshop, så sørg for at komprimere billederne så meget som muligt, uden at det går ud over billedernes kvalitet. Store billeder betyder, at det kan tage længere tid at loade din side – og det er ikke altid brugerne har tålmodighed til at vente på dette.

7.      Husk SEO

seoLigesom med alt andet du laver, skal du tænke SEO (søgemaskineoptimering) ind i dit arbejde. Sørg for at bruge dine søgeord i det materiale, som du laver. ”Black Friday” og ”Black Friday tilbud” er i den forbindelse også et vigtigt søgeord at bruge, da det er det, som brugerne bl.a. vil søge efter – særligt på dagen.

Der er allerede en masse andre virksomheder, som bruger disse søgeord, så det kan være svært at opnå en god placering på lige præcis disse ord. Du bør derfor gøre dig nogle overvejelser over, hvilke andre ord, som du vil findes på. Måske kan det være i relation med ”Balck Friday” eller også kan det være mere målrettet efter dine produkter, eller at du giver store besparelser. Vær gerne kreativ i din tilgang – bare ikke for kreativ, dine kunder skal jo stadig kunne finde dig.

8.      Betalte annoncer

Du kan også allerede nu begynde at planlægge dine betalte annoncer. Dette gælder både for Adword og Facebook. Du kan lave annoncer, der er målrettet op til Black Friday-udsalget og annoncer, der er målrettet til at ramme brugerne på dagen.

Få lavet en plan for dine betalte annoncer. Skal annoncerne være tilpasset til et produkt, eller skal det være en mere overordnet annonce? Når du har lavet din plan, så begynd også at sætte annoncerne op. Du behøver ikke at gøre annoncerne aktive med det samme, men ved at lave annoncerne nu er de klar, når de skal bruges. Så slipper du også for at stresse dig selv, fordi en annonce skal være klar lige om lidt.

9.      Tracking

Sørg for, at der bliver lagt retargeting pixels på din webshop, så når en potentiel kunde har besøgt dit website, kan du målrette annoncer til dem senere. Dette er særligt anvendeligt, når en potentiel kunde besøger din webshop op til Black Friday, så kan du efterfølgende målrette relevante annoncer til personen på Black Friday.

Hvis du allerede har benyttet dig af pixels, så udnyt den data, som du allerede har indsamlet. Måske rammer du nogle personer, som har glemt din webshop, og som derfor ikke ville have undersøgt dine tilbud ellers.

Det er desuden også lettere at sælge til personer, som har handlet ved dig før, end det er at fange nye kunder. Tidligere kunder har erfaring med dig – de ved, hvad de kan forvente af dig, at du sender varen, og de vil generelt have større tiltro til din webshop.

10. Google Analytics

Digital marketing on the tabletHvis du ikke allerede bruger Google Analytics, så er det på tide, du kommer i gang. Google Analytics er et gratis redskab, som du kan bruge til at optimere dine konverteringsrater samt forstå dine kunder. Gennem en sporingskode indsamler Google Analytics store mængder data om dine brugere og deres adfærd på din webshop.

Den viden, du kan få gennem Google Analytics, kan du bruge til bl.a. at se, om nogle af dine sider ikke performer, som de skal, hvordan brugernes adfærd er på din webshop, hvor mange der er på din webshop, hvilke sider, der er mest populære og meget mere. Du har også mulighed for at følge din side i realtid – så kan du se, hvor mange der er på din side lige nu, samt hvilke sider, de kigger på. Derudover kan du også se dine brugeres geografiske og demografiske forhold.

Brug Google Analytics til at optimere din webshop – hvis din bounce rate er høj, bør du overveje, hvordan du kan få brugerne til at klikke sig videre på din side. Måske mangler der en Call to action? Eller også er siden ikke relevant for brugerens søgning.

Har du brug for hjælp til at opsætte din Analytics-konto, så har Moz lavet en udførlig guide.

11. Hold øje med dine konkurrenter

Nu du er i gang med at undersøge dine brugeres adfærd, hvorfor så ikke også holde øje med dine konkurrenter? Du er helt sikkert ikke den eneste, der har en masse gode tilbud på Black Friday. Dine konkurrenter er garanteret også hoppet med på bølgen.

Find ud af, hvad dine konkurrenter laver. Den letteste måde at holde øje med dine konkurrenter er ved at modtage deres nyhedsmails og følge dem på de sociale medier. Hold øje med, hvad dine konkurrenter sender ud – hvilke tilbud har de, hvor langt ned sætter de priserne, hvor ofte sender de noget ud? Alt dette kan være med til at give dig et billede af, hvad dine konkurrenter gør, som du bør være opmærksom på.

Du kan selvfølgelig også bruge Google Alerts til at blive underrettet om nye omtaler af dine konkurrenter og lignende. Alternativt kan du også bruge VisualPing til at underrette dig om, hvornår dine konkurrenter laver (markante) ændringer på deres hjemmeside.

12. Mobile first

mobil-shopUndersøg, hvordan din webshop ser ud fra mobiltelefoner. Brugerne anvender i højere og højere grad deres smartphones, når de besøger forskellige hjemmesider og webshops. Tjek selv dine data på Google Analytics – hvor mange af dine brugere har tilgået din webshop fra deres telefon? Har de også gennemført køb via deres telefon?

Sørg for, at designet på din webshop er let og overskueligt, når det tilgås fra en telefon. Sørg for, at teksten ikke står for småt, og at brugerne ikke skal zoome ind og ud for at finde den information, som de søger.

Derfor er det en god idé at teste dine sider fra en smartphone – eller anvend Googles ’Test af mobilvenlighed’.

13. Test din side

Det er altid vigtigt, at din webshop fungerer optimalt, men særligt på Black Friday skal du være helt sikker – ellers risikerer du at gå glip af en større eller mindre omsætning. Det du skal teste er, hvor lang tid din side er om at loade, at interne links virker, at få redirected døde links, at dine landingssider har det indhold, de skal have m.m. Denne test er selvfølgelig også vigtig for mobil-versionen, som beskrevet i sidste punkt.

Du kan teste, hvor hurtigt din webshop loader gennem flere forskellige udbydere, eksempelvis WebPagetest.org. Er din side mere end 2-3 sekunder om at loade, stiger risikoen for, at dine brugere forlader din side igen.

Hvis din side er for lang tid om at loade, kan du bl.a. komprimere dine billeder yderligere – det er ofte dem, der fylder mest. Bruger du mange forskellige plugins på din side, kan det også have en betydning for din sides load time.

Det er også vigtigt, at du gør dig nogle tanker om, hvad du skal gøre, hvis din side pludselig bryder sammen. Hvem skal få den op at køre igen? Kan det lade sig gøre, selvom det er midt om natten? Sørg for, at du får lagt en plan og får lavet aftaler med dem, der skal hjælpe dig – også selvom siden bryder sammen uden for åbningstiden. Hvis siden bryder sammen, tjener du heller ikke penge.

14. Implementer en ønskeliste

Det er langt fra på alle webshops, at man finder en ’ønskeliste’ eller en ’gem til senere’-funktion. Dette kan dog være meget nyttigt at have, særligt op til Black Friday – og jul for den sags skyld. Disse funktioner gør, at kunderne kan gemme de varer, som de er interesseret i at købe på et senere tidspunkt. Særligt op til disse shopping-højtider vil brugerne se en særlig værdi i, at de senere let kan finde de interessante varer igen. Det er derfor tidsbesparende for kunden.

Ud over at du giver ekstra værdi for kunden, kan du også skabe værdi for din webshop. For at brugerne kan finde deres gemte varer igen, vil det typisk kræve, at brugerne logger ind på din webshop. Så snart brugeren gør dette, vil du kunne få ekstra værdifuld information om kunden; kontaktoplysninger, hvad kunden er interesseret i m.m.

Det betyder, at hvis du kan målrette din markedsføring efter kunden. Hvis kunden i forbindelse med oprettelsen af sin konto accepterer, at du må sende nyhedsmails, kan du gøre dette – og så være sikker på, at kunden har en reel interesse i de produkter, som du eventuelt sender tilbud på.

15. Betalingsprocessen

Hvor mange trin skal dine kunder igennem for at gennemføre deres køb? Skal tidligere kunder indtaste alle deres oplysninger på ny? Er betalingsprocessen overskuelig?

Hvis brugerne skal igennem for mange trin, eller hvis det bliver for besværligt at gennemføre et køb, så gør brugerne det heller ikke. Så vælger de i stedet en anden webshop, som tilbyder de samme produkter, men hvor det er lettere at gennemføre et køb.

Test din betalingsproces. Ville du selv gå igennem alle de trin du har sat op i din webshop? Hvis ikke, så er der heller ikke andre der vil, og så bør du altså optimere denne proces. Det vil også være en fordel for dig alle andre tidspunkter på året.

16. Påmind om efterladte kurve

Oplever du, at dine brugere lægger varer i kurven, men uden at gennemføre købet? Dette kan skyldes mange ting. Måske har fragtomkostningerne skræmt brugeren væk, eller måske er de bare blevet distraheret. I det sidste tilfælde kan det være en god idé at sende en påmindende mail til brugeren – dette kræver dog, at du har en mailadresse på den pågældende bruger, så du ikke sender en mail ud til hele din mail-database i håb om at ramme rigtigt.

Alternativt kan du anvende retargeting her. Så vil brugeren blive eksponeret for de varer, som brugeren selv har kigget på tidligere. Dette kan få brugeren til at klikke sig tilbage til din webshop, hvor den efterladte kurv måske stadig ligger.

17. Hjælp kunderne

Der er mange måder at hjælpe dine kunder på. En måde at hjælpe dem på (og hvor du kan skabe mersalg) er ved at vise relaterede eller komplementære produkter, når en kunde er inde på en produktside. Det kan også være ”Andre kunder købte også” – det er en måde at præsentere kunden for nogle varer, som han eller hun måske ikke havde overvejet i første omgang.

hjaelp-kunderneDet kan også være at din kunde har spørgsmål under købsprocessen – hvordan får kunden så fat i dig? Måske er det en god idé at implementere en live chat, så kunderne hurtigt kan få svar. Husk dog på, at hvis du implementerer en live chat, så forventes det også, at du giver hurtige svar. Derfor bør du også overveje, hvordan din kundeservice-situation ser ud på Black Friday. Går dine medarbejdere hjem kl. 17? Hvem skal så svare på de spørgsmål, som kan dukke op om aftenen? Og hvordan ser det ud, hvis der er mange kunder, der skriver samtidigt? Er der kun én medarbejder til at svare på spørgsmålene, kan det være svært at imødekomme kravet om hurtige svar.

18. Beløn dine loyale kunder

Dine loyale kunder kan godt lide, når du viser, at du sætter pris på dem. Det kan du gøre ved at belønne dine kunder med ekstraordinære tilbud. Det kan for eksempel være, at dine loyale kunder får en ekstra god rabat på udvalgte varer. Dette kan du gøre ved at sende en særlig rabatkode til dem.

Hvis du har en kundeklub/fordelsklub kan du eventuelt give dine medlemmer her dobbelt point for deres køb på Black Friday.

19. Evaluer

Når Black Friday er slut, skal du evaluere på hele forløbet. Hvad virkede, hvad virkede ikke? Hvilke kampagner var særligt succesfulde? Du kan lære meget af at evaluere på, hvordan din virksomhed og webshop klarede det, når den var mest presset. Dette gælder selvfølgelig både, hvis det var en succes, eller hvis der opstod fejl.

Når du evaluerer på din webshops præstation på en af de travleste handelsdage, så kan det stille dig meget bedre i konkurrencen fremadrettet. Du ved, hvad der virker – fortsæt med at gøre det! Det, der ikke virker, hvordan kan du forbedre det? Skal du måske bare helt gå væk fra det? Hvad skal tages med til næste år? Og hvad kan bruges resten af året?

Gør dig disse overvejelser – snak med dine medarbejdere om det og lyt til deres meninger også. Det er jo trods alt dem, der er med til at gøre det hele muligt. Sørg for at skrive det ned, I har snakket om og er kommet frem til, så du også kan huske det om en måned, om et halvt år eller til næste års Black Friday.

20. Hold på kunderne

Selvom du måske har fokuseret på dine tidligere kunder – hvad enten de er tilbagevendende eller engangskunder, har du sikkert også fået nye kunder. Du bør gøre en indsats for at holde på alle dine kunder – for har de købt hos dig før, vil de også være tilbøjelige til at gøre det igen. Hold kunderne engagerede ved at sende opdateringer, nyheder, specielle tilbud m.m. til dem via Facebook og nyhedsmails – eller de andre medier, som du bruger. Udnyt også dine retargeting-muligheder, når du har fået lagt en pixel hos kunden.

Det handler om at være synlig for kunderne – hvis du ikke er det, vil kunderne heller ikke kunne huske din virksomhed. Dine kunder modtager jo også budskaber fra alle dine konkurrenter. Derfor vil de også hurtigt kunne glemme dig, hvis du ikke selv gør en indsats for at blive set.

Konklusion

Håb på det bedste – forbered dig på det værste. Det er det bedste råd, du kan følge. Forbered dig på, hvad du kan gøre, hvis alt går galt. Er du forberedt på det, har du også en plan for at løse de problemer, som opstår undervejs.

Black Friday er en meget konkurrencepræget dag. Alle virksomheder vil gerne ses og vise, hvilke fantastiske tilbud de har. Derfor er det også vigtigt, at hvis du ikke allerede er i gang, at du så får gang i din planlægningsproces i dag! Her gælder ordsproget ”Bedre sent end aldrig” bestemt ikke!

Vær forberedt på, at salget op til og efter Black Friday kan falde. Dette skyldes, at dine kunder op til Black Friday venter med at købe et produkt, som de ved kommer på tilbud. Efter Black Friday har kunderne måske købt det, de havde planer om. Det kan også være, at kunderne simpelthen har fået tømt deres bankkonto på Black Friday – så er der heldigvis ikke så lang tid til den første, hvor de får løn igen.

 

Har du andre gode råd til, hvad man skal huske i planlægningen og klargøringen til Black Friday?

 

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen