SEO til smartphones

Det bliver mere og mere vigtigt, at du også målretter din SEO-indsats til mobiltelefoner. Med Googles seneste opdatering bliver søgeresultaterne opdelt efter, hvorvidt du søger fra en smartphone eller fra en computer. Denne opdeling i søgeresultaterne betyder derfor, at det ikke længere er nok bare at have et responsivt webdesign – du er også nødt til at finde ud af, hvordan du kan målrette din SEO til smartphones.

Du får her en række råd til, hvad der påvirker mobil-SEO, og hvad du kan gøre for at optimere denne.

Tænk som dine brugere

Sæt dig ind i, hvad det er dine brugere søger efter. Hvad er det for en information, de leder efter? Hvordan kan du besvare deres spørgsmål? Hvilke ord er det brugerne søger efter? Find ud af, hvad der er vigtigst for dine brugere, og gør denne information let for dem at finde.

Design din side til telefoner

Når dine brugere ser din side fra deres telefoner, skal du huske på, at deres skærm er betydeligt mindre end en computerskærm. Derfor er det vigtigt, at teksten ikke er for lille, at knapper er tydelige og at der ikke er pop-up vinduer. Pop-up vinduer kan især være til stor irritation for brugerne.

Husk på, at dine brugere navigerer med deres fingre – derfor er det særligt vigtigt, at knapper og menuen er i en størrelse, så det ikke er svært for brugeren at ramme rigtigt.

Optimer titler og metabeskrivelser

Som sagt: skærmen på en telefon er meget mindre end en computerskærm. Derfor er det også nødvendigt at optimere titler og metabeskrivelser. Gør disse kortere, så de passer til en telefonskærm.

Har du et responsivt design, så husk at dine optimeringer også kommer til at påvirke dine SEO-resultater andre steder også – eksempelvis i forhold til søgninger på computeren. Derfor bør du overveje nøje, hvad du ændrer. Mobil-SEO-titler må maksimalt fylde 45 tegn, mens mobil-SEO-metadescriptions må udgøre 80-90 tegn.

Load time

Som det er nu – før opdateringen – tjekker Google ikke din load hastighed på dine mobile sider. Den tager kun udgangspunkt i load hastigheden fra computere. Dette forventes at ændre sig i takt med at opdateringen bliver implementeret.

Særligt når folk søger fra mobiltelefoner, ses der en tendens til, at deres tålmodighed er dårligere, end når de søger fra deres computer. Derfor kan det være altafgørende, at din mobile side loader hurtigt.

Komprimer de filer, der fylder mest, og optimer også dine koder, så unødvendige tegn og mellemrum bliver fjernet. Dette omfatter også kommentarer i koderne – og også kodestykker, der måske ikke engang bliver brugt. Ved at fjerne overflødigt indhold vil telefonerne hurtigere kunne læse koden.

Undgå også at lave for mange redirects. Når du redirecter en side, skal denne side læses, før brugeren bliver sendt videre til den rette side.

En af de ting, der typisk fylder meget på en side, er billeder. Sørg for at dine billeder er komprimerede, så din bruger ikke skal vente på, at unødvendigt store billeder bliver loadet.

Brug ikke flash

Det er ikke alle telefoner, hvor flash virker. Derfor bør du undgå at bruge flash på din hjemmeside. Brug i stedet HTML5, hvis du ønsker at lave nogle mere specielle effekter.

Optimer lokale søgninger

En del af opdateringen til de mobile søgeresultater betyder, at særligt lokale virksomheder skal gøre meget ud af deres lokale SEO. Sørg for at bruge en standard for, hvordan navn, adresse og telefonnummer er præsenteret. Med en simpel html-kode kan du også gøre dit telefonnummer klikbart, hvilket vil gøre det let for mobilbrugerne at ringe til dig med et enkelt klik.

Test din mobilvenlighed

Google har lavet et simpelt værktøj, der undersøger, hvor mobilvenligt dit site er. På www.testmysite.thinkwithgoogle.com kan du indtaste din URL, hvorefter Google analyserer din side. Her bliver du præsenteret for tre resultater: mobilvenlighed, mobil hastighed og computer hastighed. De to tal for hastighed fortæller altså noget om, hvor hurtigt din side loader.

Ikke nok med dette giver Google dig også en forklaring på, hvad det er du skal forbedre for at opnå en bedre score. Alt dette kan du også få tilsendt i en rapport, som du kan give videre til din webmaster.

De listede ting her er en start til at arbejde med mobil-SEO. Det vil sige, at det ikke er en udførlig guide, da der er mange aspekter i SEO. Mobil-SEO vil med stor sandsynlighed komme til at fylde mere og mere med tiden – særligt efter Googles forestående ændring. Inden du kaster dig ud i at optimere alle dine sider til mobil, så undersøg om der er et grundlag for det. Undersøg hvilke devices, dine brugere anvender, når de besøger dit site. Dette kan du hurtigt se på Google Analytics. Hvis det kun er en meget lille del af dine brugere, der besøger dit site fra mobilen, er det måske ikke nødvendigt at lægge alle sine ressourcer her.

John Nielsen