SEO med brugergenereret indhold – Sådan gør du!
Du ved allerede, hvor vigtigt indhold på din side er for søgemaskineoptimering.
Des mere indhold (tekst er nemmest at læse for søgemaskinerne, men lydklip, video og billeder tæller også) du har, des flere indgangsvinkler er der gennem Google til potentielle kunde i din forretning.
Men at skabe al det indhold er en udfordring. Enten skal dit tastatur være rødglødende, eller så bliver tekst og video en væsentlig udgift i din virksomhed.
Og hvordan finder du overhovedet ud af hvad for noget indhold, du skal skabe?
Er der ikke en måde, du kan lade brugerne generere dit indhold i stedet for – det indhold, der som led i din søgemaskineoptimering skal være med til at trække besøgende på besøgende ind?
Jo – det er der faktisk!
Lad os vise dig et par af de metoder, vi plejer at anvende i OnlineSynlighed.dk til at skabe brugergenereret indhold. Flere af dem kræver blot kort tid til at sætte op, hvorefter brugerne med tiden skaber mere og mere indhold – til gode for din virksomhed!
Kommentarer til produkter og artikler
Har du en webshop kan du lade brugerne kommentere produktet. Produkter på webshops er, især hvis der er mange, ofte svære at skrive unikke produkttekster til.
Sælger du ”iPhone covers” har du måske 10.000 produkter – det er svært at skrive 100 unikke ord om hvert enkelte produkt.
Her kan du få hjælp af dine brugere ved at lade dem skrive kommentarer til det enkelte produkt. Kommentarerne kan være spørgsmål, små anmeldelser eller bare smarte bemærkninger. Det gør ikke så meget – det væsentlige er, du får unikt indhold, der hjælper dine produktsider med at rangere i Google.
Ligeledes kan du slå kommentarer til på de artikler og blogindlæg, du skriver på din side. Har du ikke en god kommentar-funktion på din side kan du etablere kommentar-systemet Disqus. Det er almindeligt kendt, gratis og inspirerer til kommentarer blandt brugerne.
Du bør godkende alle kommentarer inden de bliver offentliggjort – blot for at sikre, spam og irrelevante kommentarer ikke slipper igennem og forstyrrer oplevelsen hos dine brugere stik mod intentionen.
Anmeldelser af produkter
Sælger du produkter over din webshop har du god mulighed for at få dine brugere til ikke alene at anmelde dig og selve virksomheden over fx Trustpilot – men også til at anmelde dine produkter.
Både til Shopify, Magento, WordPress WooCommerce og andre webshop-platforme kan du købe udvidelser, der lader brugeren anmelde produktet. Det kan endda ske i form af en automatiseret mail, der sendes ud fx en uge efter at produktet er købt. Køber får en mail med link til de produkter der er købt med mulighed for at anmelde dem.
Giv gerne et lille incitament til at anmelde – fx ved at trække lod om et par flasker vin eller et gavekort til alle, der anmelder et produkt en given uge eller måned.
Des flere anmeldelser, des bedre – du skaber både unikt indhold på din side, men du skaber også ”social proof” omkring dine produkter. Når tidligere kunder anmelder (positivt) vil flere potentielle kunder også konvertere i fremtiden, da de får tillid til din forretning og til at produktet kan løse det problem, de står i.
Forum
Hvis dine brugere er engageret omkring dit produkt – du sælger fx hundefoder eller kosttilskud til styrketræning – kan et forum være med til at skabe et ”community” omkring din virksomhed og dit produkt.
At etablere et forum er sværere end det tidligere har været. Facebooks grupper indeholder meget af den funktionalitet et forum også indeholder. Men det kan stadig lade sig gøre. Opbygger du først et forum har du også en stærk kilde til nyt indhold og engagerede brugere.
Du kan nemt opsætte et forum ved hjælp af fx bbPress som udvidelse til WordPress.
Spørgsmål til brevkasse
Brevkasser lyder måske gammeldags, men idéen er smart:
Du får dine brugere til at fortælle dig præcis hvilke problemer, de har. Herefter kan du svare og i anonymiseret form offentliggøre svaret. Du hjælper den ene bruger med problemet og alle, der fremadrettet Googler problemet.
Samtidigt får du en indsigt i dine potentielle kunders problemer og kan bygge dit produkt og din virksomhed op omkring dette.
Gæsteartikler
Tillader du gæsteartikler på din side kan dygtige forfattere inden for samme branche og du få noget ud af hinanden.
Du får godt indhold, der hjælper din målgruppe – og forfatteren bliver eksponeret og blåstemplet af dig.
Med gæsteartikler skal du sørge for at kvaliteten er i top og at forfatteren tør stå ved sit indhold ved også at dele din side på forfatterens sociale kanaler, ønsker at tagge din side op med forfatterens Google Plus-profil og lignende – så det ikke kun er dig, der sender værdi i forfatterens retning.
Den rigtige gæsteartikel på din virksomheds side kan være mange penge værd – blot du er selektiv!
Opslag på sociale medier
Sidst, men ikke mindst, er der mulighed for at bruge de sociale medier.
Du kan skabe artikler på din side ud fra hvad tilhængere giver af information og billeder på de sociale medier.
Laver du fx en konkurrence om ”det sødeste billede af din hund” ud fra din Facebook-side til virksomhed, hvor du sælger hundefoder, får du brugerne til at lægge billeder op af deres hunde. Lav et samlet indlæg på webshoppen herefter med de bedste billeder og læg linket op til denne artikel.
Engagementet til denne artikel vil være stort, da brugerne selv har været med til at skabe den med deres eget indhold.
Dette er en strategi for de få brancher (det er svært at forestille sig sociale opslag gøre stor forskel til eller fra, hvis du sælger betonplader). Den kræver samtidigt også mere løbende arbejde end fx at sætte mails op med mulighed for at anmelde de produkter, du har købt på en webshop. Det er dog også muligt kraftigt at øge engagementet fra ”fangruppen” på de sociale medier og det er en oplagt øvelse at lave fx en gang om måneden.
Kender du til flere muligheder for at skabe brugergeneret indhold – og derved øge både chancer for gode rankings i søgeresultaterne og tilliden blandt kommende besøgende?
Skriv dem gerne i en kommentar til indlægget her på de sociale medier!
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407