Google Search Console – Googles måske mest oversete værktøj

Google Search Console

De fleste ved, at Google tilbyder en række værktøjer til at være på nettet og bruge internettets mange muligheder. Det gælder både for forbrugerne, til professionelle og alle derimellem. Der er så mange værktøjer, at det er svært at holde styr på dem alle, men i dette indlæg vil jeg fokusere på Google Search Console, som mange endnu ikke har fået øjnene op for.

Det er på ingen måde et perfekt værktøj, men der er en klar styrke ved Search Console, som vi som regel kalder det til daglig, som er guld værd. Data fra Search Console kommer nemlig fra Google. Derudover koster det ingen penge.

Måske vigtigst af alt er Search Consoles data ikke estimater, som det er fra andre værktøjer. Det er reelle tal fra Google selv. Det fjerner en betydelig del af det gætværk, der sker på daglig basis, når professionelle online marketing-folk prøver at gøre sig kloge på, hvad Googles søgemaskine gør og tænker.

Når man arbejder med online markedsføring, er det rart at have værktøjer som Ahrefs, SearchMetrics og lignende. De koster dog noget, hvis man vil have det fulde udbytte af dem, og selvom Search Console ikke kan alt det, som andre værktøjer kan, kan den noget af det. Man kan altså spare nogle penge.

Hvordan klarer din side sig egentlig?

Se hvordan din hjemmeside klarer sig i Google Search Console

Som nævnt er Googles Search Console ikke et perfekt værktøj. Lige nu er det på sin vis ikke engang et færdigt værktøj, fordi Google er ved at lave en større overhaling. Det betyder, at der er nogle funktioner, som endnu ikke er blevet flyttet med over i den nye version.

Det betyder ikke, at mange af tingene fra det gamle Search Console ikke kan lade sig gøre længere, de ligger måske bare ikke integreret i det nye Search Console – i hvert fald endnu. Det nye Search Console er stadig lidt et ’work in progress’, som amerikanerne ville sige det.

Har man brugt den gamle version af Search Console, kan man få et overblik over flytningen fra gammel Search Console til ny Search Console på denne side fra Google.

Det bedste (i mine øjne) ved Search Console er, at man kan se, hvordan sin side klarer sig i Googles søgemaskine. Hvor tit bliver din side vist i søgeresultaterne, hvad er din gennemsnitlige position i søgeresultaterne og CTR.

Selvfølgelig er der fejlkilder, men det er stadig værdifuld information, og kender man Google ret, kommer der sandsynligvis kun flere muligheder med tiden.

Test for fejl og se links

Opdag fejl på din hjemmeside med Google Search Console

Et par andre meget brugbare ting er Search Consoles test af fejl, eksempelvis inden for mobilvenlighed, som er blevet utrolig vigtigt efter Googles Mobile First Index. Vi bruger vores smartphones mere og mere, og det har Google for længe siden anerkendt, og derfor skal man performe godt på mobile enheder.

Vær opmærksom på, at disse rapporter om fejl eller forslag til forbedringer ikke er ufejlbarlige i sig selv. Der sniger sig til tider ’falske positive’ ind blandt fejlene, selvom de fungerer ganske glimrende i praksis – eksempelvis en advarsel om, at klikbare elementer ligger for tæt.

Det er dog stadig gode ting at have i baghovedet, når man designer sin mobilvenlige hjemmeside, så dukker sådan en fejl op, er det en god idé lige at tjekke.

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

John Nielsen