Pas på SEO-tekster
SEO er den engelske forkortelse for Search Engine Optimization – eller søgemaskineoptimering på godt dansk. Det har affødt endnu et udtryk: de famøse, eller om man vil, berygtede SEO-tekster.
SEO-tekster er tekster skrevet alene med henblik på søgemaskinerne. Man lægger ikke teksten op på ens eget website for at hjælpe de besøgende videre, men for blot at få luret dem ind på siden fra søgemaskinen. Samtidigt bruges SEO-teksterne til at skabe indgående links af tvivlsom kvalitet til ens website.
Der er bare et problem med de ellers meget lavpraktiske og fra tid til anden effektive SEO-tekster: Det varer ikke ved.
Brugeroplevelse betyder mere og mere
Google bliver til stadighed en mere sofistikeret søgemaskine. Flere og flere parametre tages med på nærmest ugentligt basis for at fastslå, hvilket søgeresultat, der hjælper brugeren videre på bedste vis. Og derfor bliver det også automatisk sværere at manipulere Google ved hjælp af de eksisterende parametre.
Et af de parametre, der står for skud, er netop tekst på siden og indgående links. De to områder, hvor man for alvor har mulighed for at bruge SEO tekster til ens fordel.
I stedet for får parametre som brugeroplevelsen og hvilken person, der har skrevet teksten betydning. Det første kan måles ved at se, hvor lang tid folk bruger på siden, hvor mange sider de besøger, hvor meget de interagerer med websitet og des lignende, mens de sidste kan opsættes af webmasteren ved hjælp af Googles eget sociale netværk Google Plus.
Hvad skal jeg så gøre?
Tekst betyder stadig uendeligt meget i forhold til ens rankings.
Uden en god, lang og forklarende tekst om ens emne kommer man aldrig op.
Men at skrive en tekst til søgemaskinerne, hvor ens søgeord er klemt ind et specielt antal gange uden at tænke på brugeren, er en taktik med meget kort levetid.
Det er en formidabel idé at lave en søgeordsanalyse og finde ud af, hvilke søgeord ens potentielle kunder bruger for at komme i kontakt med en. Resultatet af en sådan søgeordsanalyse skulle gerne være en liste med færdige søgeord. Man skal dog behandle denne liste med respekt – det betyder, at du skal skrive tekster med udgangspunkt i din brugers søgning og hvilket problem, der søges løst.
Opfylder du formålet med brugerens søgning – du kan sælge varen, give informationen eller lede hen til den rette person – vil Google se dette ud fra brugeradfærden på dit website. Og det vil med tiden give dig rankings foran dine konkurrenter.
Hvordan skriver jeg en tekst til brugerne?
SEO-tekster er defineret ved at skulle være en vis længde og klemme et vist keyword ind nok gange. En tekst om fx ”mobilt bredbånd” skulle være over 1.000 ord og indeholde frasen ”mobilt bredbånd” i 5 % af teksten.
En sådan tekst hjælper ikke dem, der søger efter mobilt bredbånd videre.
I stedet for handler en god artikel om, hvilken udbyder, der har det bedste mobile bredbånd; hvor man kan finde det billigste og hvad man ellers skal være opmærksom på. Det kan betyde, at teksten er 300 ord lang eller 3.000 ord lang, og at søgeordet indgår mere eller mindre i teksten.
Der er mindre kontrol over en sådan tekst. Der tænkes mere over brugeren.
Men brugeren bliver glad – og det gør Google derved også i sidste ende. SEO-tekster har kort levetid.
DK-31929407