Opnår du effekt af din SEO-indsats?
Arbejder du med søgemaskineoptimering (SEO), ved du, at der er mange faktorer, der påvirker dine placeringer. Måske har du ansat et bureau til at få din virksomhed til tops i Google. Uanset hvordan der arbejdes med SEO for din virksomhed, så bør indsatsen udmunde sig i nogle rapporter, som afslører, om du opnår en effekt af indsatsen.
For mange er SEO et uhåndgribeligt begreb, og de ved ikke rigtig, om de får noget ud af indsatsen. De stoler blindt på, at det de gør er rigtigt – og dermed også at virksomheden får noget ud af indsatsen.
Men faktum er, at SEO kan måles. Derfor zoomer jeg i dette blogindlæg ind på, hvordan du kan måle indsatsen – eller hvad du skal kigge efter, når dit bureau sender en ny statusrapport. I dette blogindlæg kan du derfor læse om:
- Hvordan du opsætter målbare KPI’er
- Udviklingen i søgeordenes placeringer
- Måling af organiske sessioner
- Udviklingen i afvisningsprocenten
- Sider pr. session
- Gennemsnitlig tid pr. session
- Gennemførte konverteringer
- Afslutningssider
- Konklusion
Opsæt dine KPI’er
KPI’er, eller Key Performance Indicators, er vigtige, når du skal måle på din SEO-indsats. Med KPI’er gør du din indsats målbar – og det er kun på denne måde, at du ved, om du opnår den ønskede ROI (Return On Investment) – i dette tilfælde: bærer din investering frugt?
Hvad enten du betaler et bureau til at arbejde med søgemaskineoptimering for dig, eller om du selv bruger tid på det, er der tale om en investering. For at sikre at din investering giver det ønskede afkast, er det nødvendigt, at du løbende måler på udviklingen.
Når du skal opsætte dine KPI’er, skal du vide, hvad formålet med indsatsen er. Groft sagt er målet med SEO at skabe øget synlighed i søgeresultaterne og dermed også opnå en øget trafik til hjemmesiden. Når du har fået de besøgende ind på hjemmesiden, skal du spørge dig selv om: Hvad vil jeg gerne have mine besøgende til at gøre?
Det er ud fra denne tankegang, at du skal arbejde med SEO – og løbende optimere din hjemmeside, så den også understøtter dine mål.
I det følgende kan du læse om nogle af de vigtigste KPI’er, som du skal holde øje med. Husk også at opsætte nogle delmål for de forskellige KPI’er. Det hjælper dig til at holde fokus og samtidig vil du opleve en følelse af succes, når et delmål opnås. Men husk også, at dine konkurrenter også arbejder med SEO, og derfor vil de også kunne påvirke dine placeringer.
1. Udviklingen i søgeordenes placeringer
Når du eller dit bureau arbejder med SEO, er udgangspunktet et eller flere søgeord. Hvis dette ikke er tilfældet, så kan du umuligt vide, hvad du optimerer mod.
Fordi dine søgeord er udgangspunktet for SEO, er det også din første KPI. Derfor bør du også overvåge placeringerne for dine udvalgte søgeord. Her er det største mål at opnå plads nr. 1 i søgeresultaterne, og som minimum bør du være synlig på side 1, da det er de færreste brugere, der klikker sig videre til side 2.
Der findes en række forskellige værktøjer, der kan hjælpe dig med søgeordsovervågning. Det kunne eksempelvis være Ahrefs, SE Rankings eller SEMRush for at nævne nogle få.
Du kan selvfølgelig også gøre det manuelt ved at søge efter søgeordene, men for at få et retvisende billede af søgeordenes placeringer skal du huske at lave en renset søgning. Gør du ikke dette, vil søgemaskinerne tage udgangspunkt i din søgehistorik og din placering.
Når du kigger på oversigten for dine søgeords placeringer, skal du huske på, at jo lavere tal, jo bedre. Placering 1-10 er på side 1, 11-20 er side 2 og så videre.
Hold øje med udviklingen
Søgeordsovervågning er vigtigt, når du arbejder med SEO. Hvis du lige pludselig ser store fald i dine placeringer, er der opstået et problem, der skal løses. Det kan enten være teknisk, hvis søgemaskinerne ikke kan crawle din hjemmeside, eller det kan være fordi du har overoptimeret – eller måske endda benyttet dig af black hat metoder.
Små udsving er helt normalt. Google opdaterer deres algoritme på daglig basis, og det medfører nogle udsving. Derudover vil dine konkurrenter også have en indflydelse på dine placeringer, hvis de også arbejder med SEO for de samme søgeord.
2. Måling af organiske sessioner
I takt med at dine søgeord får forbedrede placeringer i søgeresultaterne, vil du også opleve, at der kommer mere trafik til din hjemmeside. Kigger du i din besøgsstatistik, vil du kunne se andelen af brugere, der kommer fra de organiske søgeresultater.
Når du kigger på din besøgsstatistik, vil du se, at der er forskel på antallet af brugere og sessioner. Brugere er unikke brugere – eller forskellige personer. En session opstår hver gang en bruger klikker sig ind på din hjemmeside. En bruger kan godt klikke sig ind flere gange, og dermed kan den samme bruger være ansvarlig for flere sessioner.
Formålet med SEO er at øge din hjemmesides synlighed på udvalgte søgeord, og det er dine besøgende fra de organiske søgeresultater er et tydeligt bevis på. Se blot i eksemplet herunder, hvor 84% af de besøgende kommer fra organiske søgninger.
Få overblik over de organiske brand-søgninger
Hvis du har et velkendt brand, vil du opleve, at mange brugere finder ind på din hjemmeside ved at søge på dit brandnavn. Dette er også et resultat af, at din virksomhed bliver mere kendt blandt brugerne.
For at få et overblik over, hvilke søgeord brugerne anvender, når de klikker sig ind på din hjemmeside, kan du via Google Search Console få et overblik. Her vil du også kunne se, hvor stor en andel, der har søgt på dit brandnavn.
Bonustip: Når du alligevel har klikket dig ind i Search Console, kan du også se Click Through Rate (CTR) for de forskellige søgeord. Har du høje placeringer på et søgeord, men en lav CTR, så skal du måske optimere dine SEO-titler og metabeskrivelser?
3. Udviklingen i afvisningsprocenten
Nu har du lokket flere brugere ind på din hjemmeside, men finder de så også, hvad de søgte efter? Det kan afvisningsprocenten (eller Bounce Rate) give en indikation af. Afvisningsprocenten er et udtryk for, hvor mange personer, der har klikket sig ind på hjemmesiden og forladt den igen uden at klikke sig videre til andre sider.
Dermed kan afvisningsprocenten give en indikation af, om brugerne finder, hvad de søgte, på din hjemmeside. Er afvisningsprocenten lav, besvarer landingssiden umiddelbart brugerens spørgsmål – eller formår om ikke andet at hjælpe brugeren videre til en anden side, der kunne være relevant.
Da afvisningsprocenten er en rankingfaktor, er det altså et vigtigt KPI. Har du en høj afvisningsprocent, skal du altså arbejde på, hvordan du kan holde på de besøgende – og hjælpe dem på ved mod en konvertering.
Vær realistisk
Der er ingen regler for, hvornår din afvisningsprocent har et ’normalt’ niveau. Det afhænger i høj grad af hvilken branche eller niche, du er i. Du skal dog ikke forvente at du kan få afvisningsprocenten ned omkring 0% – eller sågar ned på 20%.
En god retningslinje er, at afvisningsprocenten oftest ligger mellem 40-60%.
4. Sider pr. session
Når du arbejder på at minimere din afvisningsprocent, betyder det, at du skal lokke de besøgende til at klikke sig videre til andre undersider på hjemmesiden. Der er mange måder, du kan gøre dette på ved hjælp af intern linkbuilding.
Så snart en bruger klikker sig videre, falder afvisningsprocenten (i modsætning til hvis brugeren forlod siden igen), og sider pr. session stiger.
Sider pr. session er et udtryk for, hvor mange sider en besøgende ser i gennemsnit, når denne besøger din hjemmeside. Alternativt kan du også kigge på sessioner pr. bruger – husk at én person godt kan være ansvarlig for flere sessioner.
Hvor afvisningsprocenten kun er et udtryk for, hvor mange af de besøgende, der klikker videre på hjemmesiden, fortæller sider pr. session hvor mange sider den besøgende i gennemsnit besøger. Dette KPI er værd at måle på, hvis du skal påvirke brugeren over flere omgange, før brugeren konverterer. Dette er særligt gældende for indholdstunge hjemmesider. Det kan også være en webshop, hvor brugeren skal gennem flere trin for at kunne gennemføre sin ordre. Har du kun én side på din hjemmeside, skal du i stedet springe videre til næste KPI: Gennemsnitlig tid pr. session.
Sider pr. session er et vigtigt KPI, da det fortæller noget om den værdi, som du giver brugeren. En måde at opnå flere sider pr. session er ved at arbejde målrettet med intern linkbuilding eller ved hjælp af tydelige Call to Actions (CTA).
5. Gennemsnitlig sessionsvarighed
Varigheden af hver session fortæller noget om kvaliteten af dit indhold. Derfor er dette også et vigtigt KPI, særligt hvis du arbejder meget med content marketing. Én ting er, at få dine besøgende til at klikke sig rundt på andre undersider, noget andet er, at få den besøgende til at læse/ se/ høre dit indhold. Når en besøgende bruger lang tid på din hjemmeside, er det et tegn på, at den besøgende er interesseret i dit indhold.
Hold derfor også øje med dette KPI. Har du opbygget et godt grundlag med spændende indhold, vil du måske ikke se de store udsving her. Hvis du derimod pludselig oplever et stort fald i den gennemsnitlige sessionsvarighed, kan det være et tegn på, at der er kommet noget, der irriterer den besøgende. I det tilfælde skal du overveje, hvad der er blevet tilføjet til din hjemmeside på det seneste. Måske er der dukket en masse annoncer op, som den besøgende ikke bryder sig om, eller som er forstyrrende for læseoplevelsen.
6. Gennemførte konverteringer
Når vi kigger videre på den besøgendes rejse på din side, er næste KPI antallet af konverteringer. Uanset hvad din hjemmeside handler om, har du et formål med den – og du har et ønske om, at få de besøgende til at udføre en eller flere handlinger. Når de besøgende gør dette, er der tale om en konvertering.
Eksempler på konverteringer kan være tilmelding til nyhedsbrev, download e-bog, udfyld kontaktformular, foretag telefonopkald, gennemfør et køb – og meget mere. Det er altså handlinger, som du vil lokke den besøgende til at gennemføre – og som altså skaber en værdi for dig, fx salg, lead m.m.
Det kan være svært at få de besøgende til at konvertere, men ofte handler det primært om, at brugeroplevelsen skal forbedres. Det skal være let for den besøgende at konvertere. Derfor er det et godt sted at starte med at skære alle unødvendige trin og distraktioner fra. Det kan også være, at dit indhold ikke fremstår troværdigt, og at de besøgende derfor falder fra.
Dette KPI er særligt vigtigt, da det kan være afgørende for dit salg eller antallet af leads.
Opsæt mål i Google Analytics
Brug Google Analytics til at tracke dine mål, uanset typen. Google Analytics giver dig på forhånd en række skabeloner for opsætning af mål – hvad enten det er med henblik på salg, udfyldelse af kontaktformular, download, medieafspilning m.m. Derudover kan du også oprette dine egne tilpassede mål.
Når du opsætter dine mål i Google Analytics, kan du hurtigt få et overblik. Du kan ydermere opsætte en tragt (funnel), hvor du kan se, hvor i processen de besøgende falder fra.
7. Afslutningssider
Sidste KPI, som jeg vil gennemgå i dette blogindlæg, er afslutningssider. En afslutningsside er den side, som er den sidste en besøgende har set, inden sessionen afsluttes. Grunden til at du skal holde øje med afslutningssiderne er, at det er med til at vise, om du fik guidet den besøgende den rette vej (jf. de ovenstående KPI’er).
Her skal du kende dine besøgendes rejse på din hjemmeside – lige fra de finder dig i søgeresultaterne, til de klikker videre på siden samt bruger tid på at læse / se dit indhold, til de konverterer for til sidst at forlade hjemmesiden igen.
Det er ikke alle dine besøgende, der følger ovenstående proces – det er et drømmescenarie for alle hjemmesideejere. Hvis den besøgende ikke konverterer, så er det vigtigt at kende afslutningssiden – måske kan den optimeres, så du holder på den besøgende lidt længere? Her kan du også kigge på de tragte, som du har sat op jf. den foregående KPI.
Når du undersøger afslutningssiderne, så kig også på afslutningsraten (% afslutninger). Afslutningsraten fortæller hvor står en procentdel af de afbrudte besøg, der kommer fra en bestemt side og er altså en sammenfatning af ’Udgange’ (afslutninger) og ’Sidevisninger’, som tabellen også viser.
Brug overblikket over afslutningssider til at finde ud af, hvilke sider, der skal optimeres med henblik på at drive trafikken videre. Sider som ordrebekræftelse, kontaktside m.m. er sider, som du gerne vil se i oversigten over afslutningssider. Omvendt ønsker du ikke at se dine ydelses- eller produktsider – dem ønsker du i stedet skal resultere i en konvertering, eller at den besøgende klikker sig videre for at undersøge andre alternativer, eksempelvis relaterede produkter.
Konklusion
Arbejdet med SEO omfavner mange forskellige opgaver. Lige fra at få sine søgeord til at rangere på side 1 i Google til optimering af hjemmesiden med henblik på at få den besøgende til at konvertere.
Selvom SEO er uhåndgribeligt for mange, er der nogle KPI’er, som du bør holde øje med. De kan nemlig fortælle om din indsats eller investering i SEO skaber en effekt for din virksomhed. De vigtigste KPI’er, som du bør holde øje med er:
- Søgeordenes placeringer
- Andelen af besøgende, der kommer fra de organiske søgeresultater
- Hjemmesidens afvisningsprocent (Bounce Rate)
- Antallet af sider en bruger ser pr. besøg
- Varigheden af brugerens besøg på din hjemmeside
- Antallet af konverteringer
- Hvilke sider en bruger afslutter sit besøg fra
Afsluttende bemærkninger
Uanset om du selv arbejder med SEO eller om du har ansat et bureau, er det vigtigt, at du følger udviklingen og måler på dine KPI’er. Ellers ved du ikke om din investering er god, eller om der er nogle bestemte områder, hvor du bør fokusere din indsats.
Afrapportering og måling af KPI’er er altså også en vigtig opgave inden for SEO. Gennem indlægget har jeg beskrevet nogle af de vigtigste KPI’er, som du bør holde øje med.
Arbejder du selv med SEO, eller er du nybegynder, og vil du lære, hvordan du selv kan arbejde med SEO, så er denne workshop lige noget for dig! Læs mere om indholdet og tilmeld dig på siden.
Har du behov for sparring eller hjælp til søgemaskineoptimering, vil vi meget gerne tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig. Udfyld formularen herunder, så kontakter vi dig.
DK-31929407