Meta lancerer en ny funktion til professionelle
Det er efterhånden blevet en selvfølge, at når et medie går i en bestemt retning og lancerer en ny funktion, så er de resterende medier lige i hælene. Dette er også tilfældet med Metas (tidligere Facebook) nye test funktioner på Facebook.
Meta har lanceret et testforsøg, hvor de tester funktioner af til creators med almindelige profiler på Facebook. For ikke så længe siden, tilbage i marts, så vi, at LinkedIn udrullede en funktion til creators, der skal gøre det nemmere at blive synlig og få flere følgere. Ligeledes har vi set Twitter udrulle funktionen Twitter for professionals, og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at Meta følger trop.
Men hvilke funktioner har Meta så oppe i ærmet? Det kigger vi nærmere på i denne artikel, hvor du også finder ud af, hvad det egentlig betyder for dig.
Artiklen indeholder:
Nye funktioner
Med Metas nye professional mode opdatering får helt almindelige Facebook profiler mulighed for at få samme funktioner som en Facebook side. Samtidig vil Facebooksiden også få nye funktioner.
Facebookprofil
Hvis du vælger at aktivere den professionelle tilstand til din profil, vil dit offentligt tilgængelige indhold blive synligt for alle profiler, også selvom de ikke har ansøgt dig som ven eller er venner med dig. Du vil med andre ord blive en mere offentlig profil, hvis indhold altså er tilgængeligt for alle. Dog vil du stadig kunne bestemme, om dit indhold skal være offentligt eller kun for dine venner, som du i forvejen har mulighed for, når du poster noget på Facebook.
Endvidere vil det blive langt nemmere for dig at få indsigt i antallet af følgere, likes og delinger på din profil og dine opslag. Med den nye opdatering kan du nemlig få adgang til at se hvem der følger dig og liker dit indhold, præcis på samme måde, som hvis du havde en virksomhedsside.
Opdateringen er foreløbig en test for udvalgte creators i USA, men vil senere hen blive udrullet til både Europa og andre lande.
Facebooksider
Det er ikke kun almindelige Facebook profiler der kan få et løft og blive mere professionel. Har du en Facebook side, vil du også opleve, at der kommer ændringer her. Meta vil nemlig lancere et nyt design i kontrolpanelet. For nogle Facebook sider, vil der komme en mulighed for at planlægge opslag direkte gennem kontrolpanelet, hvilket ikke på nuværende tidspunkt er muligt uden Facebook Business Suite. Endvidere vil der øverst på Facebook siden for nogle blive vist interaktionen og antal følgere for opslagene på siden.
Hvad får du ud af at bruge funktionen?
Formålet med Metas nye professionelle tilstand til Facebook profiler er at give selvstændige, digitale kreatører samt andre interesserede mulighed for at brande sig selv på en ny måde. Ved at skifte til en professionel profil, vil du kunne styrke din online tilstedeværelse og identitet på Facebook.
Hvis du er freelancer, digital selvstændig eller lign. er det ikke altid relevant for dig at have en virksomhedsside. Derfor kan du med fordel udnytte denne nye funktion og opnå samme funktioner på din personlige profil som du ville med en virksomhedsside. Det betyder, at du vil have større mulighed for at analysere på og få indsigt i dine følgere, herunder bl.a. hvor mange der er kommet til, hvad de liker, deler osv.
Nemmere målretning af indhold
Med al denne information vil du for fremtiden også nemmere kunne tilpasse dit indhold, så du ved, at det rent faktisk er noget der interesserer målgruppen. Du behøver således ikke have en virksomhedsside for at se, hvad din målgruppe reagerer på. Det indhold du poster vil blive offentligt tilgængeligt, og du har dermed også mulighed for at nå ud til endnu flere og få flere til at blive opmærksom på dig og det, du tilbyder. Den nye funktion gør det altså nemmere at publicere indhold der øger din synlighed og brandkendskab.
Tjen penge med Reels
Endvidere har Meta nævnt, at du med en professionel profil har mulighed for at tjene penge med deres nye Reels Play bonus program. Foreløbigt skal du inviteres til dette, hvor det er Meta der bestemmer, hvem der får lov at deltage. Med Reels Play bonus programmet får du mulighed for at tjene penge på dine små videoer. Alt afhængigt af hvor mange seere der er til dine videoer, vil du altså få mulighed for at tjene på dette.
Udover denne mulighed for at tjene penge med en professionel profil, har Meta nævnt, at der kommer andre muligheder for at tjene penge, men desværre er det ikke blevet uddybet, hvilke muligheder der er tale om. Vi kan dog med stor sandsynlighed forvente, at der kommer flere informationer når funktionen er tilgængelig i flere lande.
Fortsat udvikling til creators
Det er ikke nogen overraskelse, at også Facebook vil være med på bølgen om at gøre noget for de selvstændige creators, ligesom vi har set det med både LinkedIn og andre sociale medier.
Med den nye professionelle tilstand aktiveret, vil du som creator eller virksomhed uden en virksomheds side få større mulighed for at promovere dig selv gennem din egen profil. Som vi har set det med LinkedIns nye creator tilstand er det meget lig de samme funktioner du vil få på Facebook. Det vil nemlig være nemmere for andre at se og følge med i dit indhold, uden at være venner med dig først.
Lanceringen af disse nye tiltag kommer i en tid, hvor det er vigtigt for de sociale medier, og særligt Facebook, at gøre noget ekstra for de digitale kreatører.
De nye tiltag til almindelige profiler testes langsomt i USA, men planen er, at funktionerne inden for det næste stykke tid skal komme til Europa og mange andre lande.
DK-31929407