Magrethe Vestager revolutionerer Google Shopping
EU og den danske konkurrencekommissær Magrethe Vestager har gennem de seneste år gjort sig bemærket ved at dele kæmpe bøder ud til nogle af verdens største virksomheder. Både Facebook, Apple, Volvo og Philips har måtte betale store summer penge til EU – og Google er bestemt ikke blevet fritaget.
Tilbage i juni fik Google nemlig den største bøde nogensinde i EU’s historie, når det kommer til misbrug af dominans. Bøden var nemlig på hele 18 milliarder danske kroner. Magrethe Vestagers pressemeddelelse gik dengang på, at Google som verdens største søgemaskine favoriserede egne Google Shopping-resultater, og dermed ikke gav brugerne den høje brugervenlighed, som de ellers har prædiket. På den måde var det nemlig ikke de mest relevante resultater, der blev synlige, når brugerne brugte søgemaskinen. Samtidig klagede andre udbydere over Googles dominans på shopping funktionen, hvilket fik EU til at tage sagen op til at starte med.
Google Shopping står for op mod en fjerdedel af Googles reklameindtægter i Europa, og det var derfor ikke blot bøden, der var kritisk. Google har nemlig været nødsaget til at revolutionere hele Google Shopping funktionen i Europa som følge af Vestager og resten af EU’s konkurrencekommissions bødeforlæg.
Google var ikke enig
Google erklærede sig uenig med Vestager og resten af EU’s konkurrencekommissions kæmpe bøde, og valgte derfor i september at klage over bøden. Klagen fra Google satte gang i et retsopgør mellem EU og søgemaskinegiganten, og afgørelsen skal altså for EU-domstolen.
Googles klage ændrede dog ikke umiddelbart for den 18 milliarder store bøde, der stadig skulle betales inden for 90 dage, hvis søgemaskinegiganten ville undgå dagbøder på op mod fem procent af deres daglige globale omsætning.
I slutningen af september udløb de 90 dage, som Google havde til at imødekomme de krav, der var opstillet af EU’s konkurrencekommission, og Google introducerede derfor bedre vilkår for andre prissammenligningstjenester i deres søgeresultater.
Det nye Google Shopping
Førhen favoriserede Google sine egne prissammenligningssider højere i søgningerne set i forhold til konkurrenterne, men det er der lavet om på nu. Først om fremmest vil det, i det nye Google Shopping, tydeligt fremgå hvor produktet er fra – Google eller andre prissammenligningssider.
På ovenstående billede kan man altså se, hvordan Google informerer brugerne om, hvilken prissammenligningsside produkterne kommer fra – også selvom de fleste stadig er fra Googles egen sammenligningsside.
Ændringerne skal altså være med til både at tilgodese forbrugeren, men skal også sætte en stopper for konkurrenters utilfredshed, som har været udslagsgivende for sagen mod Googles shopping funktion. En af EU’s konkurrencekommissions argumenter i forbindelse med sagen var nemlig, at Googles overtrædelser var konkurrencevridende og monopoldannende.
De nye tiltag skal altså være med til at gøre prissammenligningstjenesterne langt mere tydelige for forbrugerne samtidig med, at det skal skabe en mere fair konkurrence blandt udbyderne.
Fordele og ulemper
Som så meget andet er der selvfølgelig både fordele og ulemper ved det nye Google Shopping. Først og fremmest vil de nye tiltag i høj grad bidrage til en mere intensiv konkurrence, når det kommer til placeringer i søgemaskinen. Den intensiverede konkurrence vil højest sandsynligt også få klikpriserne til at stige – og når klikpriserne bliver dyrere, hvem er så den egentlige vinder?
I hvert fald bliver taberen på sigt de mindre virksomheder, der prøver at lege med de store i Google Shopping. Dem som ikke har budget til de forhøjede klikpriser, og samtidig skal konkurrere med endnu flere, end hvad der har været tilfældet førhen.
Det er dog ikke kun forbrugerne, der kan drage fordel af det nye Google Shopping. Også annoncører kan, hvis de har annoncekronerne, blive eksponeret mere end før, fordi søgeresultaterne potentielt kan dukke op flere gange ved samme søgning. På den anden side stjæler de derimod pladsen fra andre udbydere med mindre annoncebudget, som på den måde ikke får det optimale ud af deres annoncering.
DK-31929407