Hvordan dit content marketing kan forbedres via influencers  

Content marketing og influencer marketing betegnes ofte som hver sin side af den samme mønt. Influencer marketing er promovering af din virksomheds ydelser igennem influencers. Influencers ses her både som en kommunikationskanal og content creator.

Det handler om at udnytte indflydelsesrige menneskers kæmpe magt i forhold til deres følgeres købsbeslutninger. Målet er at skabe mersalg via en autentisk anbefaling fra betydningsfulde personer. Virksomheden vil altså prøve at kommunikere sit budskab via. en person, som dens forbrugere stoler på.

Hvem er influencer?

Influencers er mennesker, som har evnen til at påvirke andres købsbeslutninger. De findes i alle slags brancher, men her vil vi fokusere på de sociale influencers, da de nok er mest interessante for dig.

Sociale influencers kan opdeles i:

  • Bloggere
  • Medie personligheder
  • Youtuber
  • Eksperter/idoler

De har alle loyale følgere, som ofte har et følelsesmæssigt bånd til dem. Værdien ligger i, at forbrugeren er mere modtagelig overfor salgsargumenter, når det kommer fra en person, de stoler på eller ligefrem ser op til.

Hvordan kan influencers skabe værdi for dig?

Forbrugerne har opnået en slags resistens overfor store mediereklamer og annoncer. Tilliden er drastisk dalet overfor de traditionelle mediekanaler; billboards, tv, film osv. Der er blevet mere fokus på relationen mellem producenterne og forbrugerne.  Derudover er der en stigende tendens til, at forbrugeren iscenesætter/afspejler sig selv igennem diverse produkter. Den manglende tillid til virksomhederne og øget materialismeidentifikation har skabt et markedet, hvor influencers indflydelse kan købes. Når du markedsfører dine produkter igennem en indflydelsesrig stemme, som dine forbrugere ser op til og stoler på, så vil du både få et kvalitetsstempel samt et øget behov for at købe produktet, da forbrugerne håber, at de via. købet tilskriver sig nogle af de samme karakteristika eller livsforhold, som influenceren besidder.

Derudover er de fleste influncers også eksperter i deres følgeres behov og ønsker. De er både selv en forbruger, samtidig med at de lever af at producere content til deres følgere. De ved lige netop, hvad deres følgere vil have og ikke have.

Når en influencer laver content marketing for dig, så vil du faktisk også lave en søgemaskineoptimering (SEO) igennem jeres samarbejde, da godt content bliver belønnet af Google. Influenceren har en meget høj grad af trafik på deres platforme, hvilket automatisk vil være til fordel for dig. Hvis vedkommende f.eks. har skrevet et blogindlæg om produktet/servicen/virksomheden og linket til din side, så vil du have et ekstern link samtidig med, at der kan skabes trafik hen til din hjemmeside.

Vigtigt når du indgår i et samarbejde med en influencer

Når du indgår i et samarbejde med en influencer, betaler du vedkommende for at lave en eller anden form for content for dig (dette kunne være alt fra et blogindlæg, en eventoplæg, YouTube-video osv.).

Selvom at du betaler for at få dit produkt promoveret hos influenceren, skal der være en gensidig forståelse af hinandens brands. Du køber taletid hos influencerens brand, derfor er det også i din bedste interesse, at forløbet er så autentisk og gnidningsfri som muligt. Forbrugerne kan hurtigt mærke, hvis vedkommende er blevet påtvunget bestemte krav eller oprigtigt ikke bryder sig om det fremviste. Dette vil skade influencerens troværdighed, hvilket derfor ødelægger værdien af den service du køber (Influencerens stemme).

John Nielsen