Guide til Google Analytics 4 – Få overblik over de vigtigste ændringer

Google-Analytics

Google Analytics er et uundværligt værktøj, når du arbejder med markedsføring, eller du blot ønsker at få et indblik i den trafik der kommer til din hjemmeside. Det er et gratis værktøj, som indsamler data fra din hjemmeside, så du kan få et større indblik i, hvor mange besøgende du har, hvilke sider der er dine mest besøgte, hvordan dine besøgende tilgår og interagerer med din hjemmeside samt hvor mange konverteringer du får.

Google Analytics er dermed fyldt med nyttigt og brugbart data, som du kan bruge til at optimere din hjemmeside for at gøre den mere brugervenlig og skabe øget trafik og flere konverteringer. Vi har i vores artikel: ”Den ultimative guide til Google Analytics” allerede lavet en udførlig guide til, hvordan du bruger Google Analytics, og vi vil derfor ikke komme yderligere ind på dette i denne artikel.

I oktober 2020 lancerede Google dog en nyere version af Google Analytics: Google Analytics 4, og med denne er der kommet nogle betydelige ændringer, som er værd at tage et nærmere kig på. I dette blogindlæg vil vi således dykke ned i de ændringer der er kommet med denne nye opdatering.

Hvilke ændringer er der kommet med GA4?

Der er sket en del ændringer i den nye Google Analytics 4. Noget af det væsentligste ved GA4 er, at dataene er bygget op omkring hændelser. Hvor Google Analytics 3 (Universel Analytics) er bygget op omkring sessioner og sidevisninger, har GA4 et større fokus på brugere og hændelser.

GA4 måler i højere grad de enkelte hændelser og viser hver interaktion, som brugerne foretager på hjemmesiden, som en hændelse. Her bliver blandt andet scroll på siden og sidevisninger målt som en hændelse:

Haendelser-I-Google-Analytics-4

GA4 er således mere fleksibel og har flere muligheder i forhold til sporing af forskellige hændelser på hjemmesiden. Når du sætter din Google Analytics 4 op, kan du vælge de hændelser, du ønsker at spore helt uden at du selv skal i gang med at kode eller sætte sporing op.

En anden ændring som gør sig gældende for GA4 er, at du nu har mulighed for at spore dine brugere på tværs af platforme. Dette kan være rigtig nyttigt, hvis du for eksempel både har en hjemmeside og en mobilapp.

Google Analytics 4 måler desuden brugernes engagement på flere parametre, som gør det muligt at få en dybere indsigt i dine brugeres engagement på dit website.

Engagement-maalinger-i-Analytics-4

Det er derudover også muligt at spore brugere på tværs af enheder hos de af dine brugere, der er logget ind på deres Google-konto, og som har aktiveret personaliserede annoncer. For at få adgang til denne mulighed, skal du aktivere dataindsamling til Google-signaler. Dette gør du via: Administrator > Dataindstillinger > Dataindsamling i Google Analytics. Vær dog opmærksom på, at din virksomhed skal leve op til en række krav fra Google.

Dataindsamling og rapportering i Google Analytics 4

Det er efterhånden blevet sværere og sværere at spore brugernes adfærd på tværs af platforme og enheder. Denne udfordring har den nye opdatering i Google Analytics en løsning på. Ved hjælp af avanceret teknologi sporer og opbevarer Google Analytics 4 dine brugeres IP-adresser og samler dermed alle data fra den samme IP-adresse, så der skabes én brugerrejse. GA4 oplyser og rapporterer dog ikke om disse IP-adresser som følge af GDPR.

Brugerfladen i Google Analytics 4 ser en del anderledes ud end Google Analytics 3, og der er heller ikke de samme rapporteringer på din startside i den nye version.

Google Analytics 3:

Google-Analytics-3

Google Analytics 4:

Google-Analytics-4

GA4 har som udgangspunkt ikke mange rapporter, men kan hurtigt give dig et overblik over antallet af nye brugere og hændelser. Derudover giver din startside dig et hurtigt indblik i, hvor de nye brugere kommer fra, og hvilke af dine sider der har flest visninger. Jo længere tid GA4 sporer din hjemmeside, jo mere data vil der også være at rapportere om.

En af de vigtigste mangler i forhold til rapporteringen i Google Analytics 4 er E-commerce sporingsfunktionerne. Sammenligner man med Google Analytics 3 er det tydeligt, at flere af sporingsfunktionerne i forhold til E-commerce mangler. Derudover er det heller ikke muligt at finde tilskrivningsrapporterne i GA4. Dette gør derfor også, at GA4 ikke egner sig til kommercielt brug – i hvert fald ikke som eneste dataindsamlingsværktøj.

7 typer af analyserapporter

En af de vigtigste ændringer i Google Analytics 4 er muligheden for at lave tilpassede analyser. Google Analytics 4 arbejder med 7 forskellige rapporter, som kan findes under fanen ”Analyse”. Disse er: ”Udforskning”, ”Tragtanalyse”, ”Stianalyse”, ”Segmentoverlap”, ”Brugeroplysninger”, ”Kohortanalyse” og ”Levetid for bruger”. Herunder har vi skrevet lidt om de forskellige analyseskabeloner.

Analyserapporter-i-Google-Analytics-4

Udforskning

Analyseskabelonen udforskning har rigtig mange konfigurationsmuligheder, der gør det muligt for dig at undersøge lige præcis de data, der er vigtigst i din virksomhed. Her kan du således få indblik i forskellige målinger såsom aktive brugere, konverteringer, førstegangskøbere, transaktioner og meget mere.

Tragtanalyse

Tragtanalysen viser brugerrejsen for dine besøgende og giver dig indblik i, hvilke trin dine besøgende foretager, og hvor mange af dine besøgende bliver til købende kunder. Her kan du desuden også se, hvor mange af dine besøgende der lykkes med hvert trin.

Stianalyse

Analyseskabelonen stianalyse er et trædiagram, der viser dine besøgendes brugerrejser og giver dig indblik i dine besøgendes adfærd på din hjemmeside. Her kan du se, hvor mange af dine besøgende, der foretager forskellige hændelser såsom sidevisning, scroll og klik.

Segmentoverlap

Segmenter viser en specifik gruppe af dine besøgende, der foretager en bestemt handling. Segmentoverlap giver dig indblik i dine brugeres adfærd i form af de hændelser som brugerne foretager eller antallet af sessioner.

Brugeroplysninger

Brugeroplysninger giver dig indblik i dine brugeres individuelle aktiviteter på din hjemmeside, herunder, hvor mange sessioner de har åbnet, og hvorvidt de har foretaget nogle konverteringer. Dette kan give dig en større forståelse for dine brugeres adfærd.

Kohorteanalyse

Kohorteanalysen viser dig en specifik gruppe med samme karakteristika og giver dig mulighed for at undersøge, hvor lang tid det tager for denne gruppe at foretage en specifik hændelse efter første sidevisning/første klik/mm.

Levetid for bruger

Med denne skabelon kan du få indblik i, hvilken kanal der giver dig de mest værdifulde besøgende. Rapporten viser dig, hvilken kanal brugerne med den største livstidsværdi kommer fra, hvilket kan hjælpe dig med at justere din markedsføringsindsats.

Skal du opsætte det nye Google Analytics 4?

Brug-data-fra-Google-Analytics

Hvis du ikke allerede er kommet i gang med at bruge det nye Google Analytics 4, vil vi på det kraftigste anbefale, at du kommer i gang. GA4 har mange nye funktioner og nyttige rapporteringsmuligheder i forhold til blandt andet brugernes adfærd på tværs af platforme, der kan være meget brugbar.

Da der er mange af de rapportmuligheder, der er i den Universelle Google Analytics, som mangler i GA4, vil vi ikke anbefale, at du helt erstatter din nuværende Google Analytics med GA4. Derimod kan GA4 være god at supplere med og bruge i kombination med den Universelle Google Analytics. På den måde får du også samlet mere data, som du kan bruge til at styrke din markedsføring.

Er du interesseret i at afprøve den nye Google Analytics 4 i din virksomhed, kan du nemt og hurtigt opsætte dette inde i din Google Analytics konto. Er du ikke selv en haj til det tekniske, kan vi også sagtens hjælpe dig godt på vej.

Konklusion – Derfor er det vigtigt at bruge data

Google Analytics 4 er således en god opgradering af Google Analytics 4 og kan give dig nogle værdifulde indsigter i forhold til dine brugeres adfærd. Uanset om du vælger at opsætte den nye Google Analytics 4, eller du vælger udelukkende at bruge din eksisterende Universelle Analytics, er det dog vigtigt, at du gør brug af de data, som værktøjet giver dig.

Både GA3 og GA4 giver dig indblik i din trafik, antal af konverteringer og dine brugeres adfærd. De data du får gennem Google Analytics kan derfor hjælpe dig med at få en større indsigt i, hvordan dine besøgende interagerer med din hjemmeside – men også på dine andre kanaler.

Denne viden er afgørende i forhold til, hvor du skal optimere på din hjemmeside for at skabe en bedre brugeroplevelse og bedre resultater, samt hvor du skal prioritere din markedsføringsindsats for at få mest ud af dine markedsføringskroner.

FAQ om Google Analytics 4

Hvad er Google Analytics

Google Analytics er et gratis redskab, som indsamler data fra din hjemmeside, som du kan bruge til at se, hvem der besøger din hjemmeside, hvor dine besøgende kommer fra, hvilke sider de besøger, og hvor mange der konverterer på din hjemmeside. Dataene kan du bruge til at optimere på din hjemmeside, så den giver bedre resultater.

Hvad er Google Analytics 4 (GA4?)

Google Analytics 4 også kaldet GA4 er den nyeste version af Google Analytics. Det er den fjerde version Google har lavet, og kaldes derfor Google Analytics 4.

Hvad er ændret ved den nye Google Analytics 4?

Der er en del ting, der er ændret med den nye Google Analytics 4 sammenlignet med dens forgænger. En af de væsentligste ændringer er, at datene i Google Analytics 4 fokuserer på hændelser og brugere, hvor Google Analytics 3 fokuserer på sessioner og sidevisninger.

Kommer Google Analytics 4 til at erstatte Google Analytics 3?

Google Analytics 4 er ikke en erstatning for Google Analytics 3, men indeholder nogle opdateringer og nye funktioner, som kan være nyttige at bruge i kombination med din eksisterende

CTA Blog

Skal vi også hjælpe dig videre?

Står du med en konkret digital udfordring eller har vækstambitioner, så står vi klar til at tage en uforpligtende dialog.

Mette Therese Røser