Google for Jobs nu tilgængeligt i USA
Her på bloggen har vi tidligere skrevet om Facebook Jobs og Google Hire, men nu er der altså endnu et tiltag inden for rekruttering på banen. Google har nemlig annonceret en ny funktion: Google for Jobs. En jobsøgningsfunktion for jobsøgende og arbejdsgivere. Indtil videre er den nye funktion kun tiltænkt USA, men det er højest sandsynligt blot et spørgsmål om tid, før danske jobsøgende også kan benytte funktionen.
Googles nye tiltag har til formål at gøre jobsøgning lettere for både medarbejdere og virksomheder. Ved at udarbejde relaterede jobtitler gør funktionen det nemmere for jobsøgende at ramme bredere, når de søger efter en bestemt jobtitel.
Derudover giver Google for Jobs også muligheden for at filtrere jobsøgninger med særlige ønsker som for eksempel geografisk placering, fuldtids- og deltidsstillinger samt meget mere.
Google Hire eller Google for Jobs?
Tilbage i maj skrev vi et blogindlæg om Google Hire. Den nye funktion, der skulle gøre det lettere for virksomheder at håndtere ansættelsessituationer. Dengang frygtede man, at Google Hire ville blive en trussel for LinkedIn.
Derudover var der dengang mange spekulationer, der gik på, hvorvidt Google Hire ville give arbejdsgiverne adgang til de jobsøgendes søgehistorik og anden privat information. Selvom rygterne hurtigt blev skudt i sænk af Google selv, fandt de det altså nødvendigt at udarbejde en ny jobsøgningsfunktion: Google for Jobs.
Google Hire skulle eftersigende ligne LinkedIn, som vi jo også kender i Danmark, mens Google for Jobs er langt mere en jobportal fremfor et sociale medie. Der er altså generelt højere forventninger til Google for Jobs, end hvad der var tilfældet ved Google Hire.
Fordel for både virksomheder og jobsøgende
Googles søgemaskine er gennem dens algoritmer allerede ekspert i at kunne sortere i søgeresultaterne, så kun de mest relevante resultater dukker op, når man benytter søgefunktionen. Ved Google for Jobs er brugervenlighed i fokus i samme høje grad. Med Google for Jobs bliver det nemlig nemmere at finde frem til lige nøjagtig det job, man søger efter. Der bliver altså sorteret i resultaterne, så det udelukkende er relevante stillinger, der bliver synlige for de jobsøgende.
I forbindelse med præsentationen af Google for Jobs forklarede Googles CEO Sundar Pichai ligeledes, at hele 46% af amerikanske arbejdsgivere finder det svært at få besat de ledige stillinger. Det er altså ikke kun de jobsøgende, der kan drage fordel af Googles nye tiltag. Også virksomhederne får nemmere ved at sortere i ansøgere og på den måde forventes det, at hele rekrutteringsprocessen effektiviseres.
Google for Jobs er altså en ny måde at tænke rekruttering på. Med de relaterede jobtitler i forbindelse med søgeord forventes det, at det bliver nemmere at matche virksomheder med de medarbejdere, de har behov for.
Samarbejde fremfor konkurrence
Umiddelbart skulle man tro, at Googles nye jobfunktion vil gøre det sværere for de jobportaler, som vi kender i forvejen. Det er dog ikke helt sådan, at det forholder sig.
I stedet for at konkurrere vil Google samarbejde med allerede etablerede jobsider i USA. Det fungerer altså sådan, at de opslåede stillinger på for eksempel LinkedIn også vil være synlige for Google brugere så snart, at stillingerne bliver opslået.
På den måde bliver Google for Jobs en omfattende jobsøgningsportal, hvor alle opslåede stillinger fra dem, der samarbejder med Google, bliver synlige. En fordel for de jobsøgende der skaber overskuelighed og overblik over jobsøgningsprocessen og mulighederne.
Google for Jobs i praksis
Google har, som altid, brugervenlighed i fokus, og det er derfor enkelt at benytte Google for Jobs. Alt det kræver er at søge efter et job, som du normalt søger på Google. Jo mere præcis du er i din søgning, jo større mulighed har Google for at præcisere resultaterne, så det kun er relevante jobopslag, der dukker op i resultaterne.
Man kan desuden bruge funktionen til at indskrænke søgningen geografisk og udelukkende søge på jobs, der er tæt på. Det gør man for eksempel ved at søge efter ”jobs near me” eller ved at søge på stillinger i et bestemt geografisk område.
Google trækker stillingsopslagene fra de forskellige jobsider, og sørger samtidig for, at det samme job ikke findes to gange. Når søgningen er fuldført, kan du læse jobbeskrivelsen, præcis som du er vant til på andre jobportaler. Derefter kan du filtrere søgningerne ved at blive mere specifik og vælge ud fra for eksempel titler eller den dato, hvor stillingsopslaget er opslået.
Hvis der ikke er en interessant stilling i første omgang, skal man dog heller ikke frygte noget. Googe for Jobs giver nemlig også muligheden for, at du kan få sendt nye jobopslag direkte til din e-mail – og det er vel og mærket kun de jobopslag, der er relevante og har interesse for netop dig.
Til en start er den nye funktion kun en mulighed i USA, men der går sikkert ikke længe, før det også bliver aktuelt i Europa.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407