Derfor er Nykredits shitstorm så voldsom
Nykredit-koncernen, inklusive realkreditinstituttet Totalkredit, er lige nu udsat for en voldsom shitstorm på de sociale medier.
Årsagen er bidragssatsen. Et realkreditinstitut tjener ikke penge på de renter der betales. De går direkte til de investorer, der køber de bagvedliggende obligationer. I stedet tjener realkreditinstituttet penge på bidragssatsen. Og Totalkredit har valgt fra den ene dag til den anden at hæve denne bidragssats – altså prisen for at have lånet udover renterne – med 40 %.
Med over 400.000 danske kunder kan det mærkes på de sociale medier. På anmeldelsesportalen Trustpilot har Totalkredit lige nu en score på 0.1/10. Det er det lavest mulige.
3 elementer
Der er især 3 grunde til, at Nykredits shitstorm er så voldsom:
- Kunderne kan ikke gøre noget: Det koster mange penge at skifte realkreditlån på grund af tinglysning og bankens stiftelsesomkostninger. Derfor er mange kunder i realiteten bundet til deres realkreditinstitut selvom bidragssatserne bliver hævet markant. Det er frustrerende og eneste mulighed for at klage er at skrive en dårlig anmeldelse.
- Kunderne forstår det ikke: Nykredit selv argumenterer med, at en forestående børsnotering er det bedste for kunderne i sidste ende. Samtidigt med dette er der historier i pressen om milliardoverskud og høje lønninger til direktørerne. Det hænger ikke sammen og den forvirring skaber også vrede.
- Banker er upopulære: I forvejen er der i befolkningen lav tillid til bankerne. Jyske Bank blev af DR1 taget i at rådgive deres kunder til at snyde i SKAT og Danske Banks New Normal-kampagne blev gjort til grin for år tilbage. At have et godt omdømme som bank er lige så svært, som hvis du er brugtvognshandler eller politiker – hvis ikke værre.
Alt i alt er det en sprængfarlig kombination. Takket være i øvrigt intensiv mediedækning og et kryptisk brev sendt ud til alle Totalkredits kunder har der været lagt i gryden fra starten af til en shitstorm af de større.
Svær tid venter forude
For Totalkredit venter en svær tid online.
Trustpilot-scoren er nu så lav, at det i realiteten er umuligt at rette op på den. Ingen af de andre realkreditinstitutter har en høj score, men ingen er tæt på at være banket i bund som tilfældet er for Totalkredit.
Også på Facebook er det svært at se hvordan banken skal gøre et comeback.
Hvis du Googler enten Totalkredit eller Nykredit ser du på side 1 flere nyheder om, hvordan de høje bidragssatser sender kunderne fra hus og hjem fordi de ikke kan betale mange titusinder kroner mere om året, mens andre betaler hvad det koster og flygter til konkurrenterne.
Som følge af de negative omtale vil mange potentielle kunder i fremtiden dog slet ikke Google Totalkredit. De når aldrig at se de dårlige nyheder og den ringe score på Trustpilot. De har nemlig den voldsomme stigning i bidragssatsen i baghovedet og vil derfor slet ikke overveje Totalkredit fra starten af.
DK-31929407