Den ultimative guide til succesfuld redigering af Instagram-billeder
Har I stadig ikke helt fået knækket koden til at redigere æstetiske og velkomponerede billeder til virksomhedens Instagramprofil? Læs med her og få tips til relevante redigerings-apps og lær at redigere jer til succes på Instagram.
Denne artikel indeholder:
1. Det æstetiske samfund.
2. Sådan tages det gode billede.
3. Efterbehandling direkte på Instagram.
4. Redigér med måde.
5. Gode Apps til redigering.
6. Gem dine redigerede billeder på Instagram.
Det æstetiske samfund
Hvor sociale medier som Facebook og Snapchat i høj grad drejer som om at opretholde og udvide sit netværk, er Instagram i dag i langt højere grad et medie, som bruges til underholdning og inspiration til brugerne. I dag viser flere undersøgelser, at knap hver fjerde dansker bruger Instagram dagligt, og dette tal stiger støt.
Platformen er centreret omkring deling af video og (primært) billeder, hvilket kræver tålmodighed og hårdt arbejde i forhold til at redigere billeder og poste indhold regelmæssigt.
Uanset om du tager billeder med din mobil eller et spejlreflekskamera, er det i dag svært at komme uden om efterbehandlingen af billedet.
Instagrams brugere er nemlig blevet kræsne. Et billede er ikke længere bare et billede, og derfor er det ikke helt lige meget, hvordan du behandler dine billeder på Instagram, hvis du ønsker at opnå mange reaktioner eller, hvis du er rigtig god, flere følgere til virksomheden.
Platformen er nemlig blevet et æstetisk samfund, hvor præsentation af smukke billeder og oplevelser er helt fundamentalt for både dets sociale og økonomiske virke.
Sådan tages det gode billede
Det første du skal gøre, for at poste vellykkede opslag på Instagram er at tage et godt billede. Sørg for at billedet tages i god belysning, gerne udendørs hvis muligt, for at opnå den bedst mulige kvalitet. Dette bidrager også til at gøre redigeringsprocessen meget lettere. Undgå dog direkte sollys midt på dagen da skyggerne her kan virke for skarpe på billedet og på samme tid gøre farverne forvrængede.
Undgå derudover også at gå efter store vidder når du tager billedet, da detaljer i langt højere grad er lettere at redigere, og på samme tid også skiller sig mere ud.
Når du fotograferer er det også vigtigt at gøre brug af dit bagkamera frem for frontkamera, da kameraet på bagsiden altid har bedre opløsning end det på forsiden. Undgå her at bruge blitz og zoom, da dette vil forværre billedets kvalitet.
En anden god idé er også at fotografere emnet fra flere forskellige vinkler. Flyt dig fremad, gå tilbage, gå ned i knæ eller stå på noget for at teste hvad der fungerer bedst. Nogle gange er det de helt små ting, der gør forskellen.
Husk at det er muligt at skifte fokus fra forgrund til baggrund eller omvendt ved at trykke på skærmen på din smartphone. Her kan du også vurdere hvor fokus skal placeres for at opnå det bedste lys på billedet.
Efterbehandling direkte på Instagram
Når du har taget billedet og skal i gang med efterbehandlingen, er det vigtigt at kende til Instagrams værktøjskasse, som indeholder en række forskellige funktioner til at optimere billeder, før de publiceres.
Når du skal efterbehandle dit billede, vælger du først billedet, trykker ”Næste” og derefter på ”Rediger”-knappen.
Denne vil åbne en række forskellige muligheder for at redigere direkte i Instagrams app, og fungerer egentlig fint, hvis du blot skal rette op på de grundlæggende elementer i billedet.
Her kan det især anbefales, at du skruer ned for varmen og op for farvemætningen for at opnå det flotteste resultat. Desuden er det også en god idé at skrue op for skarpheden for bedre kvalitet.
Herunder har jeg listet op hvilke elementer, som jeg normalt justerer på i Instagrams redigeringsværktøj:
- Lysstyrke
- Kontrast
- Varme
- Farvemætning
- Fremhævelse
- Skygge
- Skarphed
Husk på at øvelse gør mester. Brug tid på at afprøve de forskellige funktioner og se hvad der fungerer for netop dit billede. To billeder er aldrig ens og kan heller ikke redigeres på samme måde.
Redigér med måde
Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at kunsten med Instagrambilleder er, at de ikke skal udstråle at være redigerede. Et redigeret billede bør være så lidt redigeret i lys og farver at det ikke ligner, at det er redigeret, men blot er flottere at se på.
Undgå derfor at gøre brug af Instagrams egne filtre, da disse ofte kan virke unaturlige og overdrevne. Husk derudover også at overveje hvem målgruppen er. Er det mennesker som holder af den vilde leg, eller skal billedet helst være så enkelt som muligt?
Gode Apps til redigering
Ønsker du udvidede værktøjer til at redigere dine billeder, findes der i dag et hav af forskellige gratis- og betalingsapps, som gør det muligt at efterbehandle med lidt flere valgmuligheder, end Instagram kan tilbyde. Her kan jeg især anbefale Snapseed, VSCO og Lightroom. Disse findes alle som gratisversioner, og kan både hentes til Android og iOS.
Snapseed er et komplet og professionelt værktøj, som er udviklet af Google. Denne app har knap 30 værktøjer, og er især god til dig, som ønsker at justere på lyset i dine billeder, da du her har flere forskellige muligheder for dette.
VSCO giver dig mulighed for indstilling af både lukkertid og hvidbalance på dit mobilkamera. Derudover giver appen også gode muligheder for god efterbehandling af dit billede.
Lightroom er god til dig, som ønsker at bruge samme redigering på alle dine billeder. Denne app giver dig nemlig muligheden for at gemme din redigering som et preset og dermed genbruge det på dit næste billede.
Nogle gange er det tilmed en god idé at bruge flere apps til samme billede, da de alle indeholder forskellige værktøjer til din efterbehandling.
Gem dine redigerede billeder på Instagram
Billederedigering kan i dag være en jungle at finde rundt i, og kan være rimelig tidskrævende. Dog vil du opleve, at erfaring gør mester, og hurtigt vil du være i stand til at tage- og redigere dine billeder på relativt kort tid.
Et tip til din redigering er, at Instagram i dag gør det muligt at gemme et redigeret billede uden at dele det. Dette gør du ved at trykke på ”tilbagepilen”, som vil udløse en advarsel om at dine ændringer slettes, hvis du går tilbage. Her er det dog muligt at vælge at slette eller gemme billedet som en kladde, og netop dette gør, at billedet vil blive gemt til, at du kan poste dem i fremtiden.
Og dette er smart, hvis du er presset på tid og ønsker at forberede dine posts, når du har hul i kalenderen.
Jeg håber, at du har fået blod på tanden ved at læse dette indlæg omkring billederedigering på Instagram, og nu føler dig rustet til at komme ordentligt i gang. I hvert fald er der ikke andet for end at prøve sig frem, og se hvad der virker for netop dig og din virksomhed i jeres søgen efter flere reaktioner og følgere på jeres billeder.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407