Brexit kan frigive en masse .eu-domæner, hvis der ikke findes en aftale
Brexit er over det hele – det er ikke engang nødvendigt at forklare, hvad Brexit er, og det er sådan set en fin indikator på, hvor meget samhørigheden med EU betyder, at ejerskabet af domæner kan blive påvirket af Storbritanniens udtræden af EU.
Humlen i denne prekære situation er, at personer og virksomheder kun kan eje et .eu-domæne, hvis man er borger i EU eller har noget af virksomheden baseret i EU. Når Storbritannien træder ud af EU, er virksomheder og borgere altså ikke længere i stand til lovligt at eje et .eu-domæne.
Den britiske regerings ’Department for Digital, Culture, Media & Sport’ har begået en vejledning, som foreslår at undersøge muligheden for at flytte sin side fra et .eu-domæne til et andet topdomæne. Det er sådan noget som .com, .co.uk, .net og den slags.
Der står også, at man måske bør få juridisk bistand. Det britiske medie The Register har en fremragende formulering i sin udlægning af dette, nemlig at briter med et .eu-domæne ”…should buy a dotcom replacement and lawyer up…”
Kig på .eu-markedet, hvis du mangler et .eu-domæne
Måske under du dig over, hvad det dog har med os at gøre, at briterne ikke må have .eu-domæner længere, hvis politikerne ikke formår at indgå en aftale om noget andet, inden den 29. marts – Brexit-dagen.
Jo, det er simpelt nok. The Register anslår, at briter står bag cirka 10 procent af .eu-domænerne, omkring 273.000 i alt. Det vil altså sige, at den 29. marts er der potentielt 273.000 domæner, der ender med .eu, som bliver ledige for andre EU-borgere og -organisationer.
Hvis du gerne vil gå internationalt, i hvert fald i Europa, kan det være, at dit ønskede .eu-domæne bliver ledigt. Det er værd at holde øje med, for det sender et godt signal at være på det rigtige domæne – .dk er godt i Danmark, men spaniere og polakker vil føle, at det er mærkeligt.
Derimod vil europæere kunne genkende .eu-endelsen på en adresse, uanset om de er fra Spanien eller Polen.
Har du data liggende i UK?
En anden ting, man skal være opmærksom på i forhold til Brexit og briternes snarlige udtræden fra EU-samarbejdet, er om man har persondata i en eller anden kapacitet liggende i Storbritannien. Det kan være nok, at man har folk i Storbritannien, der har adgang til persondata.
Måske har man en internationalt funderet virksomhed, og man har et britisk bureau til at håndtere en del af virksomheden, som indebærer adgang til persondata.
Der er en vis sandsynlighed for, at UK vil blive betegnet som et sikkert tredjeland, og hvis det sker, burde der ikke være de store problemer. De britiske ’Crown Dependencies’, som også kaldes kronbesiddelser, er nemlig allerede betegnet som sikre tredjelande, så det er nærliggende at tænke, at resten af Storbritannien også vil blive betegnet som sikkert.
Alligevel er det værd at holde øje med, fordi der er noget polemik mellem EU og UK i forhold til Brexit, og EU-kommissionen gennemgår med jævne mellemrum, om et land er sikkert, så hold lidt øje den 29. marts.
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407