5 simple trin til en SEO-optimeret webshop
Er du webshopejer, har du sikkert også mange forskelligartede produkter, som du gerne vil sælge. Ved at SEO-optimere din webshop, kan du få øget trafikken fra de organiske søgeresultater. Øget trafik fører til øget salg – og i dag starter rigtig mange forbrugere deres købsproces i Google.
Købsprocessen for mange forbrugere starter på Google, hvor de søger efter enten en produkttype, et brand eller et produktnavn. Her bliver forbrugeren præsenteret for en række forskellige resultater – både i det sponsorerede Google Shopping og i de organiske søgeresultater.
Betalte annoncer med høj ROI
Har du en webshop, men er du ikke i gang med Google Shopping Ads, bør du kraftigt overveje at lave et budget til det. Shopping Ads har oftest en høj ROI, da forbrugeren får de nodvendige informationer allerede inden de klikker sig videre til webshoppen. Derfor vil forbrugeren også have større tendens til at købe, når han/ hun først har klikket sig fra en annonce og ind på din webshop. Se vores guide til Shopping Ads her.
Øg din omsætning via de organiske søgeresultater
Med Shopping Ads vil du hurtigt kunne se resultater, hvorimod søgemaskineoptimering af din webshop tager længere tid. Som det altid gælder, når det det handler om SEO, så skal du ligge på side 1, hvis du vil findes.
Derfor får du i det følgende 5 trin til en SEO-optimeret webshop.
Trin 1: Find dine søgeord
Først og fremmest skal du finde ud af, hvilke søgeord, dine produkter skal findes på. Hvert produkt vil have en række søgeord. Hvad hedder produktet? Hvad kalder dine kunder produktet? Hvad kalder dine konkurrenter produktet? Hvilke synonymer kan eventuelt bruges?
Disse søgeord – særligt dem, som dine kunder bruger – er afgørende for, om din webshop bliver fundet i søgeresultaterne. Det er disse søgeord, der lægger grundlaget for SEO-optimeringen af din webshop. Derfor kan det godt betale sig, at sætte god tid af til at udarbejde en grundig søgeordsanalyse.
Overvej også hvorvidt dine kunder vil skrive søgeordet i ental eller flertal. Eksempelvis vil en kunde typisk søge efter ”cykel” frem for ”cykler”.
Hvis du har mange produkter i din webshop, så start med at optimere på dine bedst sælgende eller mest populære.
Trin 2: Unikke produkttekster
Når du har fundet de søgeord, som du skal findes på, kan du begynde at skrive produkttekster. Du må aldrig bare kopiere producentens. Forestil dig, hvis alle dine konkurrenter også gør det – så vil du (og dine konkurrenter) uden tvivl blive straffet for duplicate content.
Det er derfor meget vigtigt, at du tager dig tid til at skrive dine egne, unikke produkttekster. Når du skriver teksterne, så husk at bruge dine søgeord. Hvis et produkt har 2-4 forskellige søgeord, kan disse med fordel anvendes i teksten. Husk dog på, at du ikke må spamme dine tekster med søgeord.
Lige som når du arbejder med content marketing, er det vigtigt, at dine produkttekster har en vis længde. En god tommelfingerregel er, at skrive omkring 200 ord – som minimum. Det kan virke af meget, men det er med til at sikre, at du giver dine kunder mest mulig information, der kan gøre dem i stand til at tage en beslutning om køb eller ikke-køb.
Har du svært ved at finde ud af, hvad du skal skrive? Skriv om produktet, hvordan det bruges, hvad det er lavet af og så videre. Overvej hvilken information, der er vigtig for en kunde, når han eller hun skal købe produktet.
Husk også kategori-teksterne
Det er ikke kun produkterne, som du skal skrive unikke tekster til. Du kan med fordel også skrive unikke tekster til dine produktkategorier. Kategoriteksterne kan med fordel være en smule længere end produktteksterne – og helt minimum 300 ord. Husk også at anvende dine søgeord for den pågældende produktgruppe eller produktkategori.
Trin 3: Husk SEO-titler og metabeskrivelser
Din sidetitel er det første en kunde vil se i Googles søgeresultater. Sidetitlen er også det, der kaldes SEO-titel, hvilket indikerer, at titlen har betydning for din SEO. Sørg derfor at skrive unikke sidetitler for hver side på din webshop, uanset om det er et produkt eller en kategoriside.
Da sidetitlen eller SEO-titlen har betydning for din SEO, bør du anvende dit primære søgeord i titlen. Det vil hjælpe dig til at få en bedre placering i søgeresultaterne.
Metabeskrivelsen har ikke betydning for din placering i Google. Metabeskrivelsen er i stedet henvendt direkte mod brugerne. Det er med andre ord en teaser for, hvad brugerne finder på den pågældende side. Derfor skal du være skarp i dit budskab, hvis du vil have brugeren til at klikke sig videre ind på sin webshop.
Selvom metabeskrivelsen ikke har en betydning for din SEO, kan du med fordel bruge dit søgeord (måske et andet end det, der er brugt i SEO-titlen). Hvis en bruger har søgt på dette søgeord, vil det blive markeret med fed skrift – og dermed skabe ekstra øjefang.
Bruger du WordPress kan du downloade plugin’et Yoast SEO, som giver dig mulighed for let at indtaste unikke titler og metabeskrivelser. Plugin’et vil også give en indikation om, hvorvidt der er skrevet for meget tekst. For meget tekst vil blive kortet af i Googles visning.
Trin 4: Lad kunderne anmelde dine produkter
Langt de fleste webshopsystemer giver brugerne/ kunderne mulighed for at anmelde produkter – og det er der en god grund til. Anmeldelser kan hjælpe andre potentielle kunder med at træffe beslutningen om, de skal købe produktet.
Det er kendt, at du i dag kan give anmeldelser til virksomheder på både Trustpilot, Facebook og Google. Disse anmeldelser er rettet mod hele virksomheden. Denne type anmeldelser ligger eksternt, og giver dig ikke nogen direkte SEO-værdi – men kan dog være med til at dine potentielle kunder stoler på din virksomhed.
Produktanmeldelser siger derimod noget om det enkelte produkt. Her har dine kunder altså mulighed for at fortælle andre brugere om deres oplevelse med det pågældende produkt. Derfor kan det hjælpe potentielle kunder, der er i tvivl, med at tage den endelige beslutning.
Dette leder videre til næste trin, som sikrer dig, at du får en SEO-værdi ud af dine produktanmeldelser.
Trin 4a: Brug strukturerede data
Hvis du tagger dine produktanmeldelser korrekt op som strukturerede data (med Schema.org) kan du potentielt få dine produktanmeldelser vist som en del af søgeresultatet. I praksis betyder det, at der bliver tilføjet en linje mellem SEO-titel og metabeskrivelse med scoren fra anmeldelserne vist som stjerner.
Du kan læse mere om strukturerede data og om hvordan du kommer i gang her. Du kan også læse mere om, hvorfor brugeranmeldelser er vigtige for din SEO her.
Trin 5: Optimer produktbilleder
Ingen webshop uden produktbilleder. Dine kunder vil gerne se, hvad det er de køber, og derfor er billeder altafgørende for din webshop. Billeder kan dog fylde ret meget, hvis de ikke bliver optimerede. Store, ’tunge’ billeder påvirker din indlæsningshastighed, og har derfor også en negativ indflydelse på din SEO.
Det betyder, at dine billeder skal komprimeres til at fylde mindst muligt. Overvej hvor store billeder, du har behov for. Der er ingen grund til at uploade billeder direkte, der er taget med et spejlreflekskamera og fylder langt over 300 KB. Gør billederne mindre, komprimér dem, så de er optimeret til din webshop.
Ud over at billedernes størrelse skal være optimeret til din webshop, så skal du også navngive dine billeder, så de hedder noget logisk – fx hvad de forestiller. Her er det også særligt vigtigt at angive ALT-tekster til dine billeder.
Dette har stor betydning for din SEO. Flere og flere bruger Googles billedsøgning, når de leder efter et bestemt produkt. Spænd derfor ikke ben for dig selv ved ikke at optimere dine billeder. Du kan potentielt få nye kunder via en billedsøgning.
Brug alle dine digitale platforme
Med disse 6 trin har du et godt grundlag for en SEO-optimeret webshop. Der er selvfølgelig mange andre faktorer, der spiller ind – se eksempelvis i et af vores tidligere indlæg, hvor du får 60 online marketing tricks og SEO tips til din webshop.
SEO handler i høj grad også om at generere trafik ind på din webshop. Brug derfor alle dine digitale platforme til at understøtte din webshop. Lav eksempelvis links fra din virksomheds Facebookprofil – men husk ikke at spamme dine følgere.
Du kan også understøtte din webshop med en blog, hvor du eksempelvis tester dine produkter og enten skriver om det eller laver en video.
Der er mange muligheder for at SEO-optimere din hjemmeside og efterfølgende understøtte din indsats fra andre digitale platforme.
Har du brug for hjælp? Så kontakt os!
- SPF Flattening: Optimering af din virksomheds mail sikkerhed og levering - 1. juli 2024
- Undgår dine e-mails spammappen? Tjek det gratis! - 14. juni 2024
- Kultur, opdragelse og værdisæt tæller mere end generationstilhørsforhold - 17. maj 2024
DK-31929407