5 link-faresignaler du skal kende som SEO
Linkbuilding er (mindst!) lige så vigtigt som det altid har været.
Men gentagne Penguin-opdateringer har været med til at gøre det sværere. Hvor går grænsen for ankertekster og samme type af links?
Google er hermetisk lukkede, men det forhindrer os ikke i at komme med et kvalificeret gæt på hvad du må og ikke må – og 5 ting, du skal være opmærksom på som faresignaler i din linkprofil her:
Ujævn tilvækst af links
Din kurve for nye indgående links bør være lineær og stabil.
Har du et stort bump på kurven og derefter ingen links i måneder ser det unaturligt ud.
Du kan også få et bump i dine links, hvis du lykkes med at komme i de landsdækkende medier og som følge heraf bliver nævnt. Men her vil kvaliteten af dine links fra samme medier sikre, du får værdi ud af dit ”bump”.
Undgå ”bumpet” med lavkvalitetslinks. Det er en rød klud i hovedet på Google-tyren.
For aggressive ankertekster
Ankertekster er et brugbart værktøj – men også et af de primære parametre Penguin-opdateringen slår ned på igen og igen.
Hvad du kan tillade dig af ratio til dine primære søgeord afhænger af hvilken branche du arbejder inden for. Nogle af de mere konkurrenceprægede brancher som lån og andre affiliate tunge-søgeord kan tåle en højere ratio, fordi at den hårde konkurrence har medført ”en ny normal”.
Sammenlign dig derfor med dine konkurrenter i top-10, når du skal finde ud af hvor grænsen går. Du har nemlig ikke lyst til at overtræde den.
Samme type links
En linkprofil udgjort primært af kommentarer, forumindlæg eller pressemeddelelser ser ikke naturlig ud.
En naturlig linkprofil har en god blanding af alle typer af links i stedet.
Med backlink-værktøjer som Majestics og Ahrefs har du mulighed for at danne dig et overblik over indgående links til din side og manuelt også hvilken type, du har. Har du overvægt af én type bør du supplere op med andre for at udjævne og få en mere naturlig profil.
Kig blandt andet efter:
- Blogindlæg
- Kommentarer
- Forumindlæg
- Pressemeddelelser
- Og sidebar- og footerlinks
For mange udenlandske links
For en dansk side er udenlandske links ikke farlige. Men de bør udgøre en minoritet i den samlede profil.
Nogle lande bør du helt undgå at få links fra og overveje at disavowe, hvis det sker alligevel – her tænker vi især på Rusland, der er mere kendt for deres SAPE-linkspamnetværk end for kvalitet i SERPs.
Du bør gå efter redaktionelt placerede links af høj kvalitet og relevans på dansk og gå udenom de udenlandske links i dit arbejde.
Ingen nofollow links
Nofollow-links giver ikke værdi. Ofte bliver nofollow-tagget brugt eksempelvis på kommentarer og forumindlæg. Derfor gider SEO’ere ikke at bruge tid på dem. Men en naturlig linkprofil har også nofollow-links. Frygt dem ikke.
Selvom nofollow-links ikke giver direkte værdi – og om de gør det eller ej er i teorien diskuteret – kan de give besøgende og det er dem og ikke links, der i sidste ende lægger penge i din virksomhed.
DK-31929407